Slangen i paradiset

Peter Holst Henckel sætter barokken i spil på Gl. Holtegaard og leger med symboler, blikke og den grundlæggende dobbelthed mellem skønhed og grusomhed. Det svinger mellem det forfriskende præcise og de lidt for tunge, uformidlede modsætninger.Udstillingen vrimler med symboler – planter, svampe, dyr, vinduer, spejle, flag og et strudseæg. Strudseægget er det første, man møder, og det symboliserer fødslen. Over for strudseægget er der et hul i væggen, holdt af kunstnerens fotograferede hånd, og kigger man gennem det, får man øje på endnu et hul, omgivet af et blåt skær inde i næste rum, og går man derind ses strudsen af ægget med et hul i, gennem hvilket man kan se ægget fra før. Op på den modstående væg er så hullet med det blå skær, og ud gennem det kan man se et kanonløb, der peger tilbage på én selv.

Ja, udstillingen er ikke bare fuld af symbolik – her fødsel, liv og død – det er også en barok leg med forgængelighed, blikke, hemmeligheder, udsyn og skjulthed. Og stedet, Gl. Holtegaard, sættes direkte i spil. Kanonen, der peger truende ind mod én, står ude i barokhaven, parat til skyde ind mod bygningen. Den vidner om svundne tiders krigsteknologi og i sidste ende om de magtstrukturer, der via trekantshandelen skabte den velstand, som Gl. Holtegaard direkte er bygget af.

Onde ånder

I samme rum er der et blondeforhæng, bag hvilket der befinder sig et billede, men det er umuligt at se motivet, før man tager forhænget til side, hvilket det fremgår af udstillingsfolderen, at man godt må. Billedet er et videnskabeligt kobberstik, der viser en trepanering af en afrikansk mand, foretaget gennem siden af kraniet. Trepanering, altså gennemboring af kraniet, er en gammel metode til at forsøge at helbrede hjernesygdomme og har også været blevet brugt mere religiøst til at slippe de onde ånder ud.

Trods det tvetydige i, om det onde er i kraniet eller måske snarere i denne behandlingsform, er værket et tydeligt eksempel på en typisk figur hos Henckel: Bag det skønne, idylliske ydre gemmer der sig en dybere sandhed, og den er foruroligende eller ligefrem grusom. Antikkens treenighed af det gode, det sande og det skønne er for længst revet fra hinanden, det skønne er blevet suspekt. Det skønne og idyllen er en overflade, og nede i dybet befinder sig det grimme, det voldsomme, det onde. Denne figur er næsten blevet en kliché i det moderne, hvor det har været en sport at demaskere idyllen som en smuk løgn, et æstetisk over-jeg, bag hvilken magten, drifterne og døden lurer.
Det handler om paradis. Og altså om slangerne i paradiset.

Historiske sommerfugle

Dobbeltfiguren viser sig også med al tydelighed i Henckels fascinerende signaturværk, serien World of Butterflies, hvor en lang række utroligt smukke sommerfugle fra hele verden gemmer på hver sin hemmelighed af politisk vold. Man ser først kun sommerfuglene og må gå tæt på det enkelte motiv for at se, at der er et dokumentarfotografi indlejret i hver sommerfugl – en begivenhed fra samme region som sommerfuglen lever. Det er cool sat op med sommerfuglens latinske artsbetegnelse og nedenunder en markering af by, årstal og måned for begivenheden. Men ingen indikation af, hvilken begivenhed, der er tale om, noget som billedet sjældent afslører.

Kender man lidt til amerikansk historie, ved man nok, hvad der skete i april 1968, nemlig mordet på Martin Luther King. Der er også maj 1993, København, som jo henviser til urolighederne efter EU-afstemningen, hvor konfrontationerne mellem politiet og de autonome endte med, at politiet skød med skarpt ind i folkemængden. Billedet forestiller tilsyneladende en mand med en knippel. Men de fleste kræver enten en meget grundig historisk viden eller noget research på nettet – for hvem kan lige begivenhederne i Kassala, marts 1971 eller Chiquimula, februar 1968 på fingrene?

Det at se, udsyn og indblik, er et tema på udstillingen, både i konkret og i overført forstand. Et værk består af øjne i forskellige størrelser og formationer på overfladen af en træplade, som hvis man træder langt nok tilbage viser sig at være elementer i et kæmpe motiv; en dreng, der dækker for øjnene med sin hånd. På ét niveau kigger værket altså tilbage, når vi kigger på det; på et andet niveau skjuler det blikket. Eye of the Beholder, hedder det – skønheden afhænger af øjnene, der ser.

Sukkerørken

I det næste rum er udsigten til haven suppleret med tre elementer. En tilsyneladende åben dør, der viser sig at være et spejl med en meget livagtig indbygget illusion. Og så to vinduespartier på væggene, hvor ruderne er smurt ind i sæbe, og udsigten er gengivet i guld. Den ene udsigt er et ørkenlandskab, den anden et guldalderlandskab af P.C. Skovgaard. Man kan i udstillingshæftet læse sig til, at ørkenlandskabet er lavet af sukker og dermed henviser til kolonitidens sukkerproduktion. Igen noget med skønhed, der her gemmer på en historisk skyld, og som samtidig giver nogle mere ladede udsigter end den, der tilbydes af de regulære vinduer.

Tulipandans

Det sjoveste værk er efter min mening videoværket Tulipankrisen, hvis titel nok henviser til alle finansboblers moder, nemlig tulipanmarkedets kollaps i Holland i 1637, men som også synes at rumme andre lag. Da jeg lige trådte ind i rummet så jeg en vase med tulipaner lynhurtigt falde sammen på vej mod visnen, og jeg tænkte sukkende, at her var endnu et videoværk, der på Vanitas-vis har filmet en visnen og viser den i fast-motion, men så viser den sig at bevæge sig et helt andet sted hen.

Der er to vaser med tulipaner, og akkompagneret af Chopins muntre Minutvals skiftes de til at lægge sig døende ned og rejse sig igen, som var de i færd med en kikset dans, i hvilken de ikke rigtig finder ind i en fælles rytme.

Når Henckel er bedst, får man en aha-oplevelse, der samtidig benytter sig af æstetikkens mest forfinede virkemidler. Når Henckel er værst er han ikke dårlig, men der er en fornemmelse af symbol- og tegntyngde uden de dialektiske sprækker, der kan få billederne til at slå gnister. Det sidste værk viser et alfabet, der er skvattet sammen i en stor bunke. Tilbage på væggen er kun punktummerne. Men det er netop symbolet på et sammenbrud; man mærker det ikke rigtig.