Småt – men rigtigt godt

Et besøg på 1.salen hos AndreasenArt i denne tid er en koncentreret oplevelse. Michael Bredtved udstiller 8 billeder i det kun 15m2 store udstillingslokale. Men værkerne er udvalgt med omhu, og det lykkes ret fint for den lille samling at få sat store emner som humanisme og menneskets vilkår i det 21. århundrede på dagsordenen.

Stærke, energifyldte farver slører det alvorlige budskab
Bredtved er kolorist og bruger farverne meget ekspressivt. Der er en påtrængende intensitet i billederne, og det skyldes ikke bare paletten af rene kraftige farver, men også den energi og ødselhed de er påført med. Flere af værkerne har nærmest en reliefkarakter. 

Farverne er klare, stærke og overvejende lyse, og de giver et umiddelbart indtryk af energi og glæde. Men når man så fordyber sig i hvert enkelt billede, bliver det tydeligt, at emnet er alvorligt. Der bliver sat spørgsmålstegn ved vores måde at behandle kæledyr på i de rige samfund, og hvilke konsekvenser det har fået for vores menneskelighed.

Kæledyr som familiemedlemmer
Gennem en længere periode har Bredtved arbejdet med dyr som motiv, og de går igen på stort set alle de udstillede værker. De billeder, der især gør indtryk, er de tre ’portrætter’ af hunde med deres ejere.

Det er hundenes lettere resignerende blik, som først fanger opmærksomheden. De er passive, opgivende og lader sig holde i et nærmest klaustrofobisk favntag af deres ejere. De har små bluser eller sweatre på, sløjfer ved ørene og ligner til forveksling små børn. En af dem hænger sågar i en barnesele på ejerens mave. Hundene har menneskelignende ansigtsudtryk og har, efter blikket at dømme, indset deres rolle som substitut for det barn eller den søster, som aldrig kom.

Humane dyr i en fragmenteret og umenneskelig verden
Hundene er gengivet naturalistisk med fine detaljer i pelsen. Farvepaletten spænder fra sort, brunt, bordeaux til lys gul og hvidt. Det giver en skarp kontrast til hundenes omgivelser, som har langt færre nuancer – både form- og farvemæssigt. Her finder vi rene farveflader i geometriske former. Indimellem dukker en kontur op, som antyder en form på en person eller en bygning, og som hjælper lidt på vej i tolkningen. Modsat hundene er menneskenes ansigter blot tomme ovaler, markeret enten med en kontur eller gennemfarvet.

Alt dette giver en oplevelse af, at hunden – på samme tid, på trods af og på grund af sin udklædning – er det eneste humane og naturlige i denne fragmenterede og kaotiske verden.

Samfundskritik eller bekymring?
Bredtved stiller tydeligvis spørgsmålstegn ved, hvad det gør ved os, at vi behandler vores dyr som mennesker. Men selvom billederne kan opfattes som en samfundskritik, så ser jeg også del sympati og empati hos Bredtved for disse stakkels mennesker, som har så megen kærlighed og omsorg, som de gerne vil øse af – men ingen har at øse på. Denne mulige tvetydighed i fortolkningen gør, at det er billeder, der bliver hængende på nethinden. Man bliver ved med at tænke på dem.

Inspiration fra Japan
Inspirationen til motiverne har han fundet i forbindelse med en rejse til Japan, hvor han blev optaget af den betydning, som kæledyr har fået i landet. De iklædes tøj, sover i senge, går på café og behandles som børn eller søskende, hvilket de også ofte substitutter for.  Man kan møde det samme fænomen andre steder i verden, fx USA, men i Japan er det tæt forbundet med de faldende fødselstal, og det er mere udbredt.

Jeg gik derfra i oplivet tilstand og med en følelse af at være stimuleret på både synssansen og intellektet. Derfor anbefaler jeg at kigge ind hos AndreasenArt inden d. 18. november 2011.