SMK Digital – En dør til kunsten
Den 20. januar lancerer Statens Museum for Kunst SMK Digital – museets ambitiøse og omfangsrige skridt ind i den digitale tidsalder.

Den 20. januar lancerer Statens Museum for Kunst SMK Digital – museets ambitiøse og omfangsrige skridt ind i den digitale tidsalder.
Museum 2.0
Med muligheden for at gå på opdagelse i et stort arkiv af danske kunstværker gennem de sidste 700 år, er SMK Digitals ’Kunsthistorier – online’ et stykke brugerstyret kunstformidling, hvor den besøgende kan navigere frit rundt mellem værker og opleve disse på nært hold gennem for eksempel zoomfunktioner og røntgenoptagelser suppleret med oplysende portræt- og interviewfilm.
Lanceringen er det første led i SMK Digital og vil løbende blive fulgt op med flere udvidelser.
Kunstmuseum på brugerens præmisser
Visionen med SMK Digital er at skabe kunstformidling, som udnytter digitaliseringens formidlingspotentialer og lader brugeren tage kontrol over kunstoplevelsen.
”Værkerne er statiske, når de hænger på museet. På nettet kan man som bruger selv bevæge sig ned i dybden, hvis man har lyst til det” fortalte Merete Sanderhoff, projektforsker for digitaliseringsudviklingen, allerede i 2008, da de første spadestik blev taget til SMK Digital og den digitale museumsverden. Nu er projektet en realitet.
Fakta
I det lange løb vil Statens Museum for kunst være i stand til at fremvise dets godt 260.000 værker i en vidtrækkende døgnåben og interaktiv kunstdatabase med brugeren som omdrejningspunkt.
Visionen om et digitalt Statens Museum for Kunst er blevet gjort mulig med 22 mio. kr. fra Nordea-Fonden og har været undervejs i tre år.