SMKs digitale formidling: “Jo mere Hammershøi online, jo mere Hammershøi offline”

Hvorfor skal vi gå på museum, når vi kan tilgå al kunst i verden hjemmefra, og hvordan ser museerne selv på brugen af smartphones i kunstformidlingen? Fjerner det os kropsligt fra den kunstneriske oplevelse eller bringer det os snarere tættere på?

Læs med i anden del af artikelserien Kunsten, beskueren og de der smartphones, der i tre dele belyser, hvordan de digitale mobilenheder påvirker den museale kunstoplevelse.

For at svare på ovenstående har jeg allieret mig med Jonas Heide Smith, leder af SMKs digitale udviklingsafdeling – eller blot ‘Digital’, som museet selv kalder det. Her har han været ansat siden 2014, og han ser ikke, at brugen af de digitale skærme fjerner os fra en direkte, umedieret og sanselig kontakt med kunstværkerne. Tværtimod.

Jonas Heide Smith mener, at skærmen og det fysiske møde med kunsten er to vidt forskellige oplevelsessituationer, der ikke kan sammenlignes, da de dækker to vidt forskellige behov: “Du kan stadig have lyst til at se en giraf i Zoologisk Have, selvom du har kigget i en bog om giraffer. Og når det kommer til kunst, er det endnu mere markant: Du vil gerne se selve originalen”, forklarer han.

Ifølge Smith har originalværket en særlig, dragende effekt: “Du føler historiens vingesus og kommer i kontakt med kunstneren ved at se det ’rigtige værk’. Kunstmuseer har den særlige fordel, at man kan publicere nok så mange højtopløselige JPG-filer, uden at folk mister interessen for at se originalværket.”

Skærmen kan ikke erstatte følelsen af at stå midt i kunsthistorien og mærke malerens fysiske penselstrøg. “Al den digitaliserede kunst åbner for en kæmpe arena af anvendelsesmuligheder – men uden at det fjerner noget fra den fysiske oplevelse”, pointerer Smith. Det ene behøver altså ikke udelukke det andet. 

Tværtimod mener Smith, at den fysiske oplevelse ligefrem bliver stimuleret af det digitale. “Jo mere Hammershøi folk ser online, jo mere vil folk gerne se Hammershøi offline”. I afbalanceret dialog er der plads til, at begge instanser eksisterer uden at tage noget fra hinanden. “Det er jo en effekt som avis- eller tv-chefer, som ikke har originaler på samme måde, ville dø for!”, griner Smith.

Kun 0,7 procent udstilles i de fysiske rum

En anden vigtig pointe med digitaliseringen handler om, hvor lille en del af kunstmuseets udstillede indhold, du som gæst rent faktisk har tid eller rum til at opleve under dit besøg. 

“Selvom der ikke skal herske nogen tvivl om værdien af det analoge møde med kunsten, så har du på en given dag kun mulighed for at se 0,7 procent af hele SMKs samling, uanset hvor meget tid og energi du har. For hele samlingen er slet ikke udstillet. Den ligger i magasin. Derfor er dét altid mit næste argument for det digitale: Det er kun online du kan tilgå langt størstedelen af samlingen”.

Det digitale repræsenterer en oplevelsestilgang, hvor du kan gå til og fra efter behov, tid, overskud, lyst, osv. For kunstmuseernes samlinger er ofte enorme, og langt større end hvad vi mentalt kan rumme på én gang. Derfor er det en gevinst, at kunsten, frem for at samle støv i magasinernes uendelige haller, kan tilgås digitalt og dermed bliver allemandseje. 

Denne tankegang står centralt i i SMKs projekt SMK Open (2016-2021) og antologien Sharing is Caring (2011-2020), der begge har til formål at tilgængeliggøre den fysiske kulturarv digitalt, hvorefter den af alle og enhver kan deles og anvendes uden begrænsninger. 

Formålet med en digital offentliggørelse af kunsten er at skabe mulighed for, at kunsten dermed kan finde nye anvendelsesmuligheder: Den kan samples, remixes, bevæge sig i nye medier, pryde bøger, illustrationer og offentlige rum, fremme forskningen og få idéerne og kreativiteten til at blomstre. 

Selvom museet i sin grundform blev skabt til at fastholde og konkretisere viden og genstande i uforanderlig form, er der i dag snarere tale om en dynamisk institution, der udnytter internettets potentiale.

Læs også: Mikkel Bogh: “Samfundet udvikler og forstår sig selv gennem det levende museum”

Smartphonen kan gøre dig endnu klogere

Smith påpeger, at der med mobiltelefonerne også er mulighed for at give noget ekstra til dén museumsgænger, der bare vil have endnu mere. Smith betegner denne museumsgænger som den “ideale museumsgænger, som i virkeligheden kun udgør 5 %”. Det er dem, som hører hele audioguiden, køber kataloget med hjem, scanner QR-koder, lytter til podcasts og er evigt sultne på yderlige informationer.

“Gennem telefonernes rige muligheder kan de hente endnu mere viden og information om værker, hvilket selvfølgelig er skønt. Det er en måde at fordybe sig på. Man kan scanne en QR-kode, og så kan man få adgang til alle videoer, podcasts og hvad vi ellers har produceret omkring det enkelte værk. Dermed bliver det jo en måde at blive klogere på.”

Det digitale som værktøj og brugsting

“De digitale platforme sætter dig i stand til at gemme og dele og printe og indsætte værker i din opgave og trykke en sofapude og et badeforhæng og en plakat. Du kan remixe værket, og du kan putte det i en AI, og alt muligt andet: Du kan alt dét, du ikke kan fysisk. Men det er og bliver en brugs-situation. Så kunsten bliver i langt højere grad et værktøj. Noget du kan bruge, hvis du eksempelvis skal skrive en stil om Krøyer til på mandag, og på dén måde bliver du klogere”. 

For museerne har det digitale været et kraftfuldt værktøj til at komme publikum i møde og dermed nedbryde barrierer. Som Smith formuleret det, så har det handlet om “at gøre kunsten brugbar hos mennesker i Danmark og skabe forbindelser mellem kunsten og mennesker”, hvilket er grundstenene for SMK. 

“Når publikum har alle de digitale medier ved hånden, tror jeg, at der sker en åbning i vores forhold til kunsten”, mener Smith. “Der bliver fjernet nogle barrierer, noget ophøjethed og noget ‘unikhed’, fordi man ikke kun behøver at stå fysisk foran værket, men også kan tilgå det alle mulige andre steder. Man kan tilegne sig det, man kan printe det ud, klippe i det, dekonstruere det, lave det helt om.”

På SMK er man dog opmærksom på, at overdreven brug af smartphones i det fysiske møde med kunsten kan være problematisk. Derfor har kunstmuseet konkluderet, at det ikke er deres opgave at introducere tiltag, der bevirker, at folk kigger mere ned i deres skærme. “Når man er herinde kan man jo godt kigge op og lægge skærmene væk. SMK har faktisk ikke lavet ret mange digitale tiltag i selve udstillingerne, og har ikke som sådan opsat flere lag til udstillingerne, som skal motivere folk til at tage telefonen frem. Det er der så mange der gør alligevel.” 

Læs også:”Vi kunne måske bare se på kunstværkerne og tale med hinanden i stedet for at kigge på vores medbragte lille skærm”

Skærmene kan alt – og bruges til alt

Vores mobile enheder er altså i Jonas Heide Smiths optik ikke i sig selv af det onde og et forstyrrende element, der ødelægger vores direkte møde med kunsten.

“Smartphonen er pr. definition designet til at kunne bruges til alt muligt, hvorfor de også bliver det – også under et museumsbesøg. Folk bruger dem forskelligt: Nogle bruger telefonen til at fremvise sig selv, til at lave personlig branding på SoMe, men andre bruger den jo bare til at dele deres begejstring med andre – og til at blive klogere, inspirerede eller selv være kreative”, afrunder den digitale mand på SMK.