Soldaterbilleder bryder tabu

I et lille hjørne af Øksnehallen omkranset af hvide bannere udstiller organisationen Breaking the Silence fotos og videoer med israelske kampsoldaters oplevelser fra deres tid som værnepligtige på Vestbredden og i Gaza.

Selvom udstillingsrummet er lyst og venligt, kræver det en smule mod at tage skridtet ind i et af Mellemøstens mest komplicerede konfliktområder. Det er dog hverken blod, døde civile eller massiv ødelæggelse, der præger billederne på udstillingen. De skildrer i højere grad hverdagsoplevelser, kedsomhed og de dilemmaer, der knytter sig til at skulle agere soldat og menneske på samme tid.

Kedeligt at være soldat
Udstillingens første billede viser en soldat, der står med et kamera rettet mod beskueren og linsen pegende mod den soldat, der har taget billedet. Umiddelbart er der ikke noget spektakulært ved dette foto, udover at det understreger, at billederne er taget af soldaterne selv.

Det viser til gengæld, at livet som soldat også er hverdagsagtigt med plads til almindeligt tidsfordriv som at tage snapshots af kammeraterne. Kedsomheden trænger sig på, mens soldaterne holder vagt eller tjekker id, og der er langt fra illusionen om en heroisk indsats og den værnepligtige træning til den utaknemmelige hverdag i Hebron.

Forskellen på godt og ondt
Blandt de tankevækkende billeder er et foto af en sønderrevet plakat, hvorpå der står: ”Soldater husk at skelne mellem godt og ondt”. Plakaten er sat op af israelske bosættere i Hebron, hvor der bor ca. 166.000 palæstinensere og omkring 500 israelske bosættere. Men selvom bosætterne får budskabet til at lyde enkelt, står soldaterne ofte i dilemmaer, som i et foto, der viser, hvordan en række bosætterbørn vandaliserer en palæstinensisk forretning.

Holdninger til rigtigt og forkert, hvem der er ven, og hvem der er fjende bliver også udfordret, når soldaterne møder graffiti på murene, der opfordrer til at sende arabere til gaskamrene. Denne type billeder er gennemgående for udstillingen og viser på bekymringsvækkende vis, hvordan hverdagens stille fordærv korrumperer de unge soldater.

Fra amatørbilleder til kontroversiel organisation
Ideen til at give soldaterne deres egen stemme blev til i 2004, hvor Yehuda Shaul, organisationens stifter, sammen med en gruppe tidligere soldater, havde samlet egne fotos, som de ønskede at vise den israelske offentlighed.

Ca. 60 ekssoldater udstiller med billeder og vidnesbyrd i juni 2004 i Tel Aviv. Udstillingen har mere end 7000 besøgende, pressen er vild og udstillingen når helt til Knesset for sin åbenhed om den israelske hær.

Dette får Shaul til at stifte organisationen, der både støttes og fordømmes for sin ærlighed, men vigtigst af alt fortsat giver soldaterne mulighed for at tale ud om deres oplevelser. Det er soldaternes eget blik, man følger gennem udstillingen.

Fotografierne er nøgtern dokumentation, men er også udvalgt blandt mange og kommunikeret på en måde, der støtter budskabet om, at der finder ting sted i militæret, som bør diskuteres.

Skarp kritik og stor interesse
Breaking the Silence henvender sig først og fremmest til den israelske offentlighed men har også vist deres udstilling i Schweiz, Holland og USA. De besøgende har primært tilkendegivet støtte og rost organisationen.

IDF, den israelske hær, er dog mere skeptisk over for organisationens arbejde. En nyligt usendt rapport om soldaternes oplevelser fra Gaza i januar 2009 kritiseres for at mangle informationer om tid, sted og kilder. Ikke desto mindre har organisationens arbejde og den turnerende udstilling vakt stor interesse.

Manipulerede fotos
Som noget nyt har organisationen tilføjet en serie med mere voldsomme fotos. Her ses en død mand med opflænsede bukser og overtøj liggende på jorden med fire håndgranater for fodenden. I baggrunden skiftes soldaterne til at posere bag den døde mand, som er en pågrebet terrorist.

Ved nærmere eftersyn synes et af billederne at være manipuleret. En af soldaterne fra gruppebilledet er klippet ud og sat ind i et billede, hvor han nu sidder alene ved siden af den døde mand. Serien er vigtig i en israelsk sammenhæng, men måske ikke en ny fortælling i forhold til det almene mediebillede af soldater der demoraliseres, umyndiggøres og lægges for gruppepres.

Mange historier kan fortælles
Breaking the Silence vil gerne skabe debat og åbenhed omkring de moralske og etiske konsekvenser i værnepligtig nation, hvor både drenge og piger skal vie henholdsvis tre og to år til militæret. De vil sætte fokus på uretfærdigheden over for palæstinenserne og fortælle de historier, som bliver undertrykt.

Men udstillingens fortælling kan også hurtigt drejes over på at bekræfte fjendebilledet af israelerne. Det lader dog til, at Breaking the Silence ikke lader sig afskrække af dette, men at de vil bruge deres egen ærlighed til at udfordre eller måske på ironisk vis bekræfte forsvarsminister Ehud Baracks udtalelse om at: ”IDF er den mest moralske hær i verden og at den opererer i forhold til de højeste etiske kodeks”.

Flere vinkler på virkeligheden
Udstillingen afsluttes med en portrætvæg af unge piger og drenge i deres uniformer. Shaul fortæller under en omvisning i udstillingen: ”Her viser vi helt almindelige unge, som hverken er onde eller har horn i panden. Med denne væg ville vi gerne vende det almene til en mere personlig konfrontation og sætte ansigt på soldaterne”.

Og hvis ikke væggen forveksles med en mindevæg, er portrætterne af de både smilende og eftertænksomme soldater en fin måde at visualisere både den individuelles ansvar og den kollektive forpligtelse. Breaking the Silence er en tankevækkende udstilling med et sensitivt og stærkt politisk emne, der uden tvivl vil blive vurderet og bedømt med mange forskellige udfald.

Her er udstillingens eget budskab om ikke at vende det blinde øje til noget interessant i forhold til både udstillingen og kameraet som medie. For nok er fotoet et særligt vidne, men kameraet har altså kun én vinkel på virkeligheden.