Som at finde regnbuen i en brækpøl

På trods af ry og rygte er det er første gang, Jake og Dinos Chapman har en soloudstilling i Danmark. De to er godt kendt fra en række kontroverser i britiske medier, men mest af alt for deres grænseoverskridende kunstværker.

I 1990’erne var det livagtige skulpturer af lemlæstede kroppe eller muterede børn med pik, kusse eller røvhul i ansigtet. Fra årtusindskiftet kom nye chok i form af det, nogle så som ødelæggelse af kunsthistorien: fuldt lovligt overmalede brødrene en række af Goyas raderinger – og det er papirkunst, der ellers anses for absolut verdensarv.

Men ved siden af forargelsen og de kontroversielle emner har de to kunstnere oplevet både enorm opmærksomhed og anerkendelse. Og tjent penge.

Ulækkert, fortrængt og forglemt
Et portræt fra Victoriatiden har fået en malet en lille tilføjelse: de engang så lyserøde, sunde ansigter er nu opløste og under forrådnelse. Mor og barn kigger stadig indsmigrende på os, men de er allerede døde. Tilbage står spørgsmålene: Hvem var de, hvad elskede de, hvem var deres familie? De romantisk-nostalgiske referencer til de seneste års store begejstring for splattet zombiefiktion er ikke tilfældige.

Og med dette er den lille udstilling indledt: Et sted mellem det perfekte håndværk og den platte reference.

Et skud nazi i bøssen
Det, der på afstand ligner to myretuer eller måske en arkitekturmodel, er hundredevis af små støbte og håndmalede nazister i stabler. Døende, døde og blodige skeletter med mere eller mindre uniform tilbage – det ligner både massakre og latterligt ekstremt orgie.

I skulpturen Nein! Eleven er den minutiøse perfektionisme imponerende, mens implikationerne er let kvalmende. Kunstnernes mange værker er gennemsyret af en pervers hobbykultur, hvor modelbyggeri i kælderen er kørt af sporet, og tegneriet gået i psykose.

På den ene side er det altså for meget, for ulækkert, for sygt. På den anden side er det udpenslede onde et perspektiv, der er befriende simpelt. Det lumre og forkvaklede bragt op til overfladen ender som et statement om de sjofle drømme, som måske ligger hos dig, hos mig, i kulturen og i samfundet.

Perverse overmalinger
En del af verdenskunsten har altid været populær, fordi den fodrer de fortrængte lyster under dække af finkultur: sex, ødelæggelse, nydelse og sadisme. Hos Jake og Dinos Chapman er det omvendt, fordi det perverse konsekvent står i forgrunden. Eventuelle budskaber og dannede meninger skal derimod først fremgraves.

Som i en serie af nysselige akvareller, der måske/måske-ikke er lavet af Hitler – altså før hans anden karriere. Kunstnerne har ”forbedret” de små, anonyme billeder med sorte, onde og monstrøse stregtegninger, der overtager og kvæler det oprindelige landskab.

Deres overmalinger af gamle billeder er derfor en slags personlige fortolkninger, der medskaber og understreger særlige pointer: I familieportrætterne, der skjuler uundgåelig død og glemsel. I Hitlers landskaber, hvor banaliteten nu fremstår monstrøs. Og i deres ”opdateringer” af den spanske kunstner Goyas i forvejen excentriske og ekstreme billeder, hvor menneskers tåbeligheder og forbrydelser bliver endnu mere infantile og ekstreme.

Grimhed og skønhed
Der er intet sensuelt eller lækkert i Chapmanbrødrenes kunstværker. De fascinerer, fordi de fungerer på flere niveauer: det kødelige og ulækkert svulstige virker direkte, men de historiske henvisninger og dialogen med kunstens fortid, teknikker, motiver og emner giver en indirekte dybde.

Ergo er der noget for både fagnørden – og for rene nørder. Men grebene er gammelkendte, og provokationen som redskab er fortærsket. At verden er pervers og at livet ender i fordærv – det er sagt før. Er der nogen kunst i at gentage det?

Der, hvor Jake og Dinos Chapman kan noget, det er paradoksalt i skønheden. De utroligt detaljerede raderinger, tegninger, modeller og påmalinger viser en sikker hånd, stor teknik og en påfaldende investering af tid og evne.

Det er kunst, der efter den første afpisning og sprøjtende provokation faktisk giver rum til et roligere nærstudie og til personlig investering. At selv skønheden kan dække over mørke slugter er næsten kliché. Men at det ulækre og sjofle selv kan være skønt og dybt – det er som at finde regnbuen i en brækpøl.