Som at opbygge et sprog

Når man afslutter et forløb, der har udfyldt en længere periode i livet, står man et sted, hvor man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at spørge sig selv: Hvad nu? De to nyuddannede kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi, Line Hvidbjerg og Louise Vind Nielsen, står netop i en sådan situation.

Kunst er et sprog
”Overvejelsen af, hvad kunst er, og hvorfor man gør det, kører hele tiden i baggrunden, når man arbejder inden for feltet. Der hvor jeg står nu, der ser jeg kunst som et sprog og som et æstetisk instrument mere end som en form. Kunst er noget, man kan bruge til at få folk til at reflektere over nogle bestemte ting”, siger Louise Vind Nielsen.

Ligesom mange andre samtidskunstnere griber hun om mange forskellige medier og udtryksformer i sin kunstneriske praksis. Blandt andet fotografi, grafisk design, installation, lyd, musik. Hendes afgangsværk er det kollektive radio – og installationsprojekt The temporary Radio for Fresh Air and a World with Less Walls.

Læs artiklen Midlertidig radio for frisk luft

For Vind Nielsen er kunst en form for politisk aktivisme: Hun har et ønske om at ændre noget eller at forbedre noget med sin kunst.

”Jeg har en idé om, at alle handlinger på en eller anden måde er politiske. Både hvis man aktivt vælger det, eller hvis man blot følger de politiske konventioner, der nu er. På den måde tænker jeg, at man kan bruge kunst til aktivt at tage stilling”, forklarer hun.

Tilstede i nuet
Line Hvidbjerg kan godt følge tanken. I hvert fald når det kommer til at få beskueren til at reflektere over bestemte ting. Hendes afgangsværk består blandt andet af et fotografi i størrelsen 1:1 og en række korte sætninger, der alle tager udgangspunkt i kroppen på den ene eller anden måde.

Med værket prøver hun blandt andet at gøre beskueren opmærksom på deres kropslige tilstedeværelse i rummet og i nuet. Hun vil gerne trække publikum ned i tempo og få dem til at fokusere.

”Jeg synes nogle gange, at vi løber igennem verden. For mig er der en værdi i at stoppe op tænke over, hvad vi egentlig hører, og hvad vi egentlig ser”, forklarer hun. På den måde har hun også øje for kunstens kritiske potentiale.

Hun arbejder ofte med rum, krop og perception i sine installationer, og ligesom Vind Nielsen har hun en meget varieret brug af medier, udtryk og materialer. Desuden udarbejder hun med mere litterære værker ved siden af sin billedkunstpraksis.

Ude på det dybe i en badering
Det tager fem år at blive uddannet på Det Jyske Kunstakademi. Man starter ti studerende på en årgang, men i år er der kun seks kunstnere, som færdiggør uddannelsen. En er på orlov, nogen har skiftet skole, og andre har valgt en anden vej.

”Man lander bare i det og tænker: Badering!”, svarer Line Hvidbjerg med et smil, når jeg spørger ind til de to kvinders tanker om at starte på akademiet.

Det er lidt den samme oplevelse at komme ud på den anden side, mener hun: 
”Man skal finde ud af, hvordan man vil videreføre det, man har lært. Er det som udøvende kunstner og som professionel, eller er det afarter af det? Eller er det måske noget andet, du har lært her, du har lyst til at bruge?”

 ”Jeg ved ikke, om det er så vigtigt, om man skal være udøvende kunstner eller ej”, supplerer Louise Vind Nielsen, og fortsætter: “Men det er vigtigt, at man kan bruge det her sprog, man har opbygget. For det er et sprog, der er blevet en del af én. Jeg tror ikke, at man kan holde op med at bruge det”, siger kunstneren , der nu er bosat i Hamburg. Det startede med en udveksling på et semester. Så blev det til to, og nu bor hun der, forklarer hun.

Kunst på CV-et
Line Hvidbjerg lægger vægt på, at man gennem uddannelsen tillærer sig kompetencer og værktøjer, der rækker ud over kunstpraksissen:

”Jeg har en veninde, der blev færdig sidste år, som har været på et cv-kursus, hvor hun fik sine kompetencer specificeret. Det synes jeg egentlig er en god idé, for så har man lige pludselig på papir, at man har evner inden for områder som projektledelse, idéudvikling og konceptudvikling. Jeg tror, vi skaber os virkelig mange kompetencer, som man ikke lige går og tænker over til hverdag, ved at studere her.”

Men hun tvivler heller ikke på, at uddannelsen på akademiet har givet hende en sproglig og tankemæssige værktøjskasse, der vil følge hende, lige meget, hvor hun skal hen nu.

”Jeg vil ikke kunne have et job, hvor jeg ikke skulle bruge noget af det her. Hvor jeg ikke skal udfordre noget, sætte spørgsmål ved noget eller stille mig kritisk over for noget. Det tror jeg, at jeg vil finde meget hæmmende”, slutter hun.