Som at trække vejret

Kunsthal Charlottenborgs fire særudstillinger dette efterår er mere forskellige end lig. Men det gør dem nu ikke hver for sig til dårligere udstillinger. Måske har de en vis dominans af en sort-hvid palet til fælles, og dertil nogle minimalistiske træk, som dog kommer helt forskelligt til udtryk i de enkelte udstillinger.  

Og så er der noget med at trække vejret… Som i Sora Kims udstilling, hvor man indånder rummene, eller i Karl Holmqvists recitation af sin poesi. I Silke Otto-Knaps delikate malerier fyldes rummene af en fortættet atmosfære, mens menneskemængderne hos Carl Frederik Hill trænges sammen og holder vejret inde bag søjlerne i gigantiske paladser.

Hill Hill Hill Hill
Udstillingen med svenske Carl Frederik Hill skiller sig ud i kraft af sin historiske karakter. Jeg har hidtil kun stiftet bekendtskab med Hills arbejde igennem reproduktioner, og det var derfor fantastisk at se et større udvalgt af hans værker.

At jeg ikke er alene om at have savnet Hill, påpeges også i kataloget, for den sidste større udstilling med Hill i Danmark var i 1973.

Hovedvægten i udstillingen er lagt på hans tegninger fra perioden 1883-1911, tiden efter han blev syg.

Historien om Hill er historien om den talentfulde landskabsmaler, som i sin tidlige ungdom blev ramt af en psykose, indlagt på en nerveklinik og efterfølgende spenderede resten af sine sygdomsprægede dage i sin fars hus i Lund med at tegne.

Den raske periode og den syge
Værkerne er derfor også opdelt imellem de to perioder, den raske og den syge. På udstillingen viser man kun et enkelt maleri fra den raske periode, eller måske lige på grænsen til psykosen, for det er i hvert fald fra 1978, samme år som han blev indlagt på en nerveklinik. Maleriet viser et ensomt træ i tusmørke, med en løs penselføring og koloristisk inspiration fra samtidens franske friluftsmaleri: en metafor for Hill selv, der aldrig skulle få det gennembrud, han drømte om!

Det er dog tegningerne fra 1883-1911, som han i dag er mest kendt for. De vilde eksperimenter med rum og struktur, som på paradoksal vis gør ham til en moderne forløber. For er det skizofrenien, der taler, eller kunstneren selv? Måske er det rette svar en blanding, og det er det, som giver værkerne deres unikke kunstneriske karakter.

Kampen mellem orden og kaos
Tegningerne er uden titel og uden årstal. De er befolket af store grupper mennesker og dyr, gerne vilde dyr som tigre, elefanter og krokodiller, der bevæger sig rundt i gigantiske paladser, hvis søjler strækker helt op til kanten af papiret.

Der er store spring i skala, og rummene skrider ofte ud af perspektivisk proportion, som om han simpelthen har forfulgt figurernes konturlinje og frit ladet dem vokse ind i rummets drama. Stregen krøller sig i zigzag ind og ud af kjolefolder og arkitekturkonstruktioner og skaber samlet et billede af, at der udspiller sig et drama mellem orden og kaos, ornamentik og fortælling.

Delikat som silke
Af de tre andre udstillinger på Kunsthal Charlottenborg, er Sora Kims og Silke Otto-Knaps dem, som fungerer bedst.

Silke-Otto Knaps malerier simpelthen på grund af den fine fortættede stemning i hendes hvidblegede afbildning af dansere, der næsten forsvinder i en hvid tåge, og hendes dunkle nordiske landskaber, hvor der ikke blot kastes skygger ind i landskaberne, men også umærkeligt udefra og ind på landskaberne, som en slags dobbelt formørkende effekt.

At indånde rummet
Hos Sora Kim må man langsomt vandre forbi små A4-ark sat op på væggen, der kort beskriver et kunstnerisk projekt, som kunstneren af den ene eller anden årsag endnu ikke har realiseret eller opgivet.

Nogle af projekterne er knyttet til Charlottenborg som sted, andre ikke, nogle involverer performere, andre publikum, mens nogle alene skulle være udført af kunstneren selv.

For mig fremhæver idéerne den kreative proces, og gør os som publikum opmærksom på salene i sig selv, og de muligheder, udstillingsrummene åbner op for.

Man er således gearet ned i tempo og har skærpet sin opmærksomhed, når man i det næste rum hører et åndedræt fra ristene i gulvet eller møder en performer, som efter kunstnerens egen forklaring udfører en indånding af rummet.

Det kan man høre i videointerviewet i udstillingsstedets foyer, og det kan godt anbefales at gøre et stop her for at få nogle ledetråd med ind i alle de nyere udstillinger.

Plakat-tapet
Jeg blev for eksempel en hel del klogere på Karl Holmqvists udstilling, om end ikke mere overbevist om dens kvaliteter. I Kunsthal Charlottenborgs største sal har han tapetseret alle vægge med sine plakater, men jeg synes ikke, at det tjener dem særligt godt.

Jeg skal indrømme, at den maskinæstetiske præcision i hans plakater ikke i udgangspunkt appellerer så stærkt til mig, og når plakaterne gøres til et mønstret tapet frem for at optræde som enkeltværker, forsvinder deres præcision og forvandles til ren – og lidt kedelig – dekoration.