Som en leg

Over hele tre etager udfolder udstillingen Degas’ metode. Maleri efter maleri, værk efter værk, etage efter etage. I en endeløs strøm af farver og bevægelser tegner udstillingen et billede af en maler, der lod sig styre af sin nysgerrighed, et billede præget af proces og flygtighed.

Udstillingen er ikke kronologisk opbygget, begynder ikke ved de unge år for at slutte ved de sene, ej heller tager den først en type motiv, så en anden, først ballerinaer senere springende heste, dernæst portrætter og så landskaber.

Udstillingen tager i stedet sit afsæt i Degas’ leg med materialet og maleriet, hans nysgerrige brug af utallige teknikker, nye som gamle, kendte som ukendte.

Et væld af teknikker
Degas hører til blandt impressionisterne, delvist om ikke andet. Omkring ham tager malerkunsten nye livtag, nye idealer afløser de gamle.

Det handler ikke længere om at gengive virkeligheden som den er, om at skabe en tro kopi, men i stedet om at male den sansede verden; virkeligheden som den opleves, her og nu, i øjeblikket.

Degas bruger løs af de nye teknikker. Men han ser sig, til forskel fra impressionisterne, ikke nødsaget til at forkaste det gamle til fordel for det nye. Degas’ nysgerrige undersøgelse af selve maleriet betyder, at han i lige så høj grad lader sig inspirere af de gamle mestre og af traditionen.

Degas så at sige vælger og vrager i nye som gamle teknikker – hans optagethed af maleriet som materiale udvisker modsætningerne mellem tradition og nybrud, mellem håndværk og fornyelse.

Og ved lige netop at fjerne fokus fra dét som repræsenteres, fra virkeligheden til repræsentationen i sig selv, til maleriet og materialet, da finder Degas sin stil og metode, en metode som legende udforsker kunsten og den maleriske gen-givelse af verden omkring sig.

‘Kunst er ikke det du ser, men det du får andre til at se’
Måske lige netop af denne grund maler Degas – til forskel fra impressionisterne – ikke plein-air, i det fri, men hjemme i sit atelier.

Degas arbejder, som udstillingen præcist beskriver, med kunst som noget kunstigt. Han maler efter erindringen, afbilder ikke naturen som den er, byen som den opleves her og nu, men som den erindres.

På lærredet eller tegneblokken bearbejder han virkeligheden, rekonstruerer den, tilpasser den farvevalg og komposition.

Degas’ værker kan således siges at udforske ikke virkeligheden alene, ej heller alene kunsten og materialet, men forholdet mellem dem, for herved at nuancere forskellen mellem dét vi ser og det sete, mellem dét vi oplever og det oplevede, mellem os og omverden, mellem virkelighed og fortolkning.

Foran malerier, skitser og bronzefigurer af dansende ungpiger og hurtigtløbende heste fornemmer man endelig en flygtighed – en flygtighed som ikke alene knytter sig til værkernes udtryk, til diffuse penselstrøg og levende motiver, men som ligeledes griber tilbage til processen bag.

De fleste af Degas’ værker forblev i hans atelier, hvor han fortsatte med at bearbejde og videreudvikle motiverne, tilføjede og fjernede, i en sådan grad at de oprindelige situationer, som motiverne udsprang fra, ikke længere var at se og genkende – kun fortolkningen stod til sidst tilbage.

Degas’ aktualitet
Degas’ leg med virkeligheden, hans leg med maleriet som konstruktion, som et sammenkog af metoder, former, farver, udtryk og teknikker, bibringer hans værker en særlig aktualitet.

I en tid som vores, hvor alt lader sig manipulere, omrokere og rekonstruere, hvor alt er hvad man gør det til, og virkelighed og repræsentation synes som to sider af samme sag, i et virvar af facebook, instagram, live stream og news feed, tilføjer Degas poetiske nuancer til ikke bare malerkunsten, men ligeledes til den flygtige og konstant omskiftelige verden, som omgiver os.

Formidabel formidling
Udstillingen på Glyptoteket er et must see. Dette skyldes ikke alene Degas’ mange smukke værker, hans aktualitet og hans evne til at tryllebinde én foran lærredet, men udstillingen i sig selv.

For udstillingen er – i lighed med Degas – nysgerrig.

Den er vidende, men ikke bedrevidende. Den har noget på hjertet og taler til én i øjenhøjde. På kryds og tværs trækker den linjer mellem perioder, stiludtryk, motiver og materialer, inddrager værker af Degas’ læremestre for at lade betragteren selv udforske ligheder og forskelle, sammenstiller ballerinaer med væddeløbsheste, malerier med afstøbninger, så nysgerrigheden pirres, og man selv får lyst til at udforske udtryk, teknikker og farvevalg.

Så ambitiøst og medrivende kan det altså gøres.