”Som jeg kan”

Thomas Kluge er en omdiskuteret herre. Han bærer kunstner-baret og maler hyperrealistisk og teatralsk med demonstrative nik til malerkunstens gamle mestre. Han har portrætteret dronningen, vi kan se, hvad det forestiller, og folket beundrer og forundres over hans virkelighedstro og detaljerige gengivelser, hvor der er jongleret med de helt små pensler.

Omvendt har akademiske og kunstinstitutionelle kredse – hedder det sig – snæversynet forbigået kunstneren. Kluge blev tre gange afvist på kunstakademiet, og hans kunst er ikke indlemmet i museernes samlinger. Jo, jo, martyriet ligger lige for, og Kluge har selv udnyttet det i en maksimal selviscenesættelse og markedsføring som kunstens eventyrlige svinedreng imod den toneangivende og selvbekræftende kunstverdens forlorne mainstream-avantgarde.

Jeg skal ikke her gå ind i den diskussion med alle dens skabelonagtige modstillinger mellem realisme og idékunst, håndværksmæssig kunnen og avantgardekunst etc. Martyriet er der ingen grund til at puste til: det kører fint for Kluge – blandt andet med stribevis af kunstinstitutionelle præsentationer.

Kluge som kunstner
Jeg vil hellere med udstillingen Gud, Konge og Fædreland på Johannes Larsen Museet som prisme tage Kluge alvorligt udenom al balladen og se ham efter i sømmene – som kunstner.

Den omfattende retrospektive visning giver et blik på hele Kluges oevre. Her er de tidlige surrealistiske værker, billederne med playmobilfigurerne, værker fra den store serie 1917+ 83, en række nyere allegoriske billeder – og så selvfølgelig kunstnerens mange portrætter af familie, kongehus og samfundsspidser.

De gamle dyder
Kluges figurer optræder altid på knaldsort baggrund, under et tykt lag fernis og ofte indrammet tungt og pompøst. Der citeres og refereres konstant til renæssancen og barokkens mestre, og flere værker har parafrasens karaktertræk.

Caravaggio, Rembrandt og Van Eyck er særdeles håndfaste spøgelser her, og hele kunstnerens univers er præget af omhyggelige skildringer af stoflighed, dramatiske lyssætninger og symbolske attributter. Denne erklærede bagudvendthed og knæfaldet for de gammeldags dyder er Kluges adelsmærke. Spørgsmålet er, hvad vil han med det?

Umådeholdent
Der er noget umådeholdent over Kluges kunst. Det gælder de store formater, den maleriske udførsel – men også billedernes symbolske indhold.

Denne symbolik er ofte smurt tommetykt på – bristefærdigt som et oppustet ego. Se billedet Metanoya, hvor Kluge skadefro og humoristisk (forhåbentlig!) maler postkortet, hvor tidligere rektor for kunstakademiet i København, Else Marie Bukdahl, beder Kluge om at male sit selvportræt. Postkortet er skildret liggende på en opslået kunstbog med Caravaggios Paulus´ omvendelse, og belysning og iscenesættelse er teatralsk som ægte barokkunst.

Vi kan karikatur-tykt stave os frem til løsningen af dette drilleværk: Else Marie Bukdahl – leder af den institution, der (hele tre gange) afviste Kluge – bliver som en anden Paulus omvendt, ser det guddommelige lys og beder om et portræt fra mesteren Kluges hånd.

Max blær, minimum indhold
Den der ler sidst, er den symptomatiske titel på et af billederne fra serien 1917+ 83, som dette billede er en del af.

Serien rummer blandt andet en klassisk malerisk gengivelse af Duchamps berømte antikunstværk, tissekummen fra 1917, og et ret imponerende kæmpemaleri af en tyr, der bestiger en ko, Næste generation – angiveligt en symbolsk allegori over en (avantgarde)kunstverden, der reproducerer sig selv.

I denne serie er det altså dét, han bruger sine gammeldags malerdyder til: som forspand i sit korstog mod indespist og selvbekræftende avantgardemainstream.

Det er selvfølgelig drillerier – megalomane drillerier! – men først og fremmest er det en alt for privat og pubertær sag til for alvor at blive interessant. Og det er Kluges akilleshæl i det hele taget. Bag pensel-akrobatikken, de kunsthistoriske referencer og de tunge symbolikker er der indholdsmæssigt for lidt at komme efter. Ofte er der kun blær tilbage.

De gamle blærede mestre
De mestre, Kluge læner sig op ad, var også blærede. ”Som jeg kan”, skrev Jan van Eyck selvbevidst på rammen af et af sine billeder, og mange af de store malere havde tradition for subtilt at male sig selv ind i deres allegoriske billeder eller portrætmalerier. Velázquez i sit berømte Las Meninas for eksempel. De vidste, de var dygtige, og de arbejdede på at opnotere kunstens værdi til at matche de højere videnskaber.

Men hinsides blær havde renæssancens og barokkens mestre også religiøse eller filosofiske ærinder, de så at sige troede på, og den alvor eller inderlighed er mærkbar og til at tage og føle på.

Kluge er fra en anden tid, hvor man tror på meget lidt og hellere dækker sig ind bag overflader og ironi. På den måde er Kluge en arketypisk postmoderne kunstner, der i firser-stil skøjter i tegnenes overflader og citerer frit og historieløst. Og så står ”Som jeg kan”-traditionen og blafrer lidt umotiveret, og Kluge får sine hug for det.

Et bryllup i en anden tid?
Personligt spørger jeg i hvert fald mig selv, hvad det egentlig er, Kluge bruger sine kunsthistoriske stjernerejser til?

I det store billede Brylluppet parafraserer han Jan van Eycks Arnolfini-bryllupsbillede fra 1434 og fremstiller sig selv og sin gravide brud plus egne og sammenbragte børn som ‘renæssance anno 2010’. Og det har ikke været noget let billede at male – der er brugt oceaner af tid og kræfter på detaljer og stoflighed og på at lave et kryptisk spejlperspektiv. Hvis man vil, kan man spørge til Wegner-stolene midt i billedet, eller hvorfor parret er så langt fra hinanden i spejlingen? Er det en kritisk kommentar til modernismen, er det et billede på en moderne, splittet og fremmedgjort familie? Men spørgsmål som disse forekommer lettere komiske overfor dette gigantmaleri, som snarere virker som en let spøg.

Kluge kan male næsten lige så fint som van Eyck – men mangler noget dybde, indhold og magi. Og på den anden side bider den postmoderne ironi ikke rigtig fra sig.

En stor psykologisk portrættør?
Kluge maler portrætter og har selv udtalt, at det er vigtigt for ham at kende de personer, han portrætterer. Mange fremhæver ham som en portrætmaler, der virkelig kommer i kødet på sine modeller. Nogen stor psykologisk portrættør mener jeg nu ikke, han er.

En række portrætter af borgmestre eller erhvervsspidser er malet i dramatiske, teatralske belysninger, og selvom portrætterne ligner ganske godt, forekommer det, at Kluge er meget mere interesseret i effekter og overflader end i psykologien.

Ofte er de portrætterede ‘stand ins’ i allegorier eller anledning til parafraser. Konen er malet som da Vincis Damen med Hermelinen, sønnen som en engel fra et hjørne af Rafaels sixtinske Madonna, mens Biskop Kozon træder ind som Velázquez´ Pave Innocent X. Det er meget sjovt – men bestemt også meget udvendigt og manieret.

I enkelte mere nøgterne portrætter, som det af dronningen fra 1995 eller det af kunstnerens farmor nærmer Kluge sig portrætter, hvor man faktisk lærer noget om de personer, han skildrer. Symptomatisk er det portrætter, hvor pynten er pillet af, og dronningen er i en praktisk strikketrøje.

Maleriske begrænsninger
Men Kluge er da teknisk dygtig? Jo, han maler fantastisk realistisk, og i det hyperrealistiske ligger absolut kvaliteter. Det er fascinerende, når overfladerne skildres så akkurat og stofligt, at oplevelsen bliver helt taktil og fysisk. Se eksempelvis kohuden i Næste generation eller Biskop Kozons klædedragt. Og når et scenarie står knivskarpt og næsten for virkeligt, så kan det være urovækkende.

Men Kluge har også sine rent maleriske begrænsninger. En ting er, at hans billeder er kollage-agtige, og at de sorte baggrunde er hermetisk lukkede og ikke som hos de gamle mestre vibrerende åbne og anelsesfulde. Jeg tænker, det er bevidste valg fra Kluges side, og noget som trods alt trækker ham frem i tiden.

Noget andet er, at figurerne ofte er underligt disproportionerede. Tydeligst i et gruppeportræt af handelskammerets komitémedlemmer. Kluge gør meget ud af ansigter og hænder, men i forhold til resten af kroppen er de for store. Og det er ikke det eneste billede, hvor dette forhold gør sig gældende og giver billederne et lidt ufrivilligt komisk og tegneserieagtigt præg.

Gud, Konge og Fædreland giver et godt overblik over Kluges foreløbige produktioner, og blander de forskellige serier mellem hinanden – hvilket virker ganske godt. Men selvom Thomas Kluge maler realistisk – og indimellem også virkelig smukt – så forekommer Kluge dog som kunstner at være af den lettere og mere overfladiske slags.