Sonia Boyce skubber til forestillinger om køn, kultur og race

På dette års biennale i Venedig gik en af hovedpriserne – en “Gylden Løve” – til den britisk-vestindiske kunstner Sonia Boyce for hendes installation i den britiske pavillon. I denne artikel ser vi nærmere på nogle aspekter af Boyces praksis og og undersøger, hvordan hun gennem dialog og improvisation udfordrer forestillinger om køn, kultur og race.

Artiklen er en del af serien Repræsentationer af køn, klasse og kultur i samtidskunsten.

Venedig Biennalen 2022 er blevet kaldt for kvindernes biennale, og kaster man et hurtigt blik på programmet, ser man da også, at de kvindelige kunstnere er i overtal.

Bemærkelsesværdigt er det også, at både USA og Storbritannien for første gang nogensinde er repræsenterede med sorte kvindelige kunstnere – og ikke mindst at disse, den afroamerikanske kunstner Simone Leigh og den britisk-vestindiske kunstner Sonia Boyce, ved biennalens åbning begge modtog årets mest prestigefyldte priser, de berømte Leone d’Oro, for henholdsvis et værk i den overordnede udstilling og installationen i den britiske pavillon.

Her dykker vi dybere ned i sidstnævntes praksis, mens vi stiller skarpt på værkerne Six Acts (Manchester Art Gallery, 2018) og Feeling Her Way (Venedig Biennalen, 2022) og undersøger de virkemidler og metoder, Boyce benytter sig af, når hun gennem kollaboration og improvisation udfordrer eksisterende forestillinger om køn, kultur og race.

Historien til genforhandling

Vi starter på Manchester Art Gallery en vinteraften i 2018. Dragperformeren Cheddar Gorgeous poserer ved siden af prærafaellitten John Roddam Spencer Stanhopes maleri Eve Tempted (c. 1877). Performancekunstneren – der foretrækker at undgå pronomener som han, hun eller de – har på foranledning af Sonia Boyce udvalgt netop dette maleri at spille op imod. Grønne planter pryder både vægge og gulv, og der er en overflod af æbler, som havde maleriet sprængt sin bombastiske guldramme og var motivet krøbet ud i rummet.

Six Acts er et bestillingsværk af Boyce i seks sideløbende akter eller “handlinger” skabt til Manchester Art Gallery i forbindelse med hendes første retrospektive udstilling i Storbritannien. Udover en række inviterede interventioner af forskellige dragperformere i respons til galleriets permanente samling bestod værket også i sin tid af den midlertidige fjernelse af et maleri, en handling der afførte en mediestorm af vrede reaktioner.

Skønt Six Acts kan siges at bestå af en live performance, samt et efterfølgende dokumentationsværk på seks skærme, så er Boyces proces meget længere, mere flydende og åben, og hendes dialog med inviterede samarbejdspartnere udspiller sig på flere platforme. Allerede i foråret 2017 igangsatte hun en række samtaler med ansatte i galleriet omkring repræsentationer af køn, race og seksualitet i kunsthistorien, diskussioner der sidenhen kom til at inkludere galleribesøgende og andre kunstnere, herunder Cheddar Gorgeous.

Rodede relationer

I den kontekst er værket også et eksempel på et skift, som fandt sted i Boyces praksis midt i 1990’erne, hvor kunstneren gik fra at udforske sin egen position som sort kvinde i det britiske samfund gennem tegning, kollage og maleri, til et mere performativt, kollaborativt engagement med fokus på identitetsskabelse. Et skift der i øvrigt falder sammen med en mere generel vending mod konstruktionen af sociale situationer og iscenesatte mellemmenneskelige relationer som beskrevet i Nicolas Bourriauds bog Relationel Æstetik fra 1998.

Dog ser Boyce nogle problemer med den måde, hvorpå den relationelle æstetik defineres og diskuteres, hvilket kom til udtryk i hendes præsentation for Yale Center for British Art tidligere på året. Hvad den såkaldte relationelle æstetik ikke formår at gøre, påstår hun, er at give plads til de mere rodede sider af engagementet med andre mennesker. Selv forsøger hun for så vidt muligt at tage højde for den magtdynamik, der kryber ind i de fleste kollaborative konstellationer, mens hun prøver at give rum til “små øjeblikke af frihed og magi”, som hun kalder dem. Det er i disse mellemrum, identiteten bliver til; her folder den sig ud og tager form.

I et interview i det britiske tidsskrift Art Monthly fortæller Boyce da også, at hun ikke bilder sig ind, at vi på et helt generelt plan er i stand til fuldstændig at give slip på den gruppedynamik, hvorigennem vi begrænses og begrænser hinanden, men at hun ønsker at opstille teaterlignende situationer, hvor folk responderer uden at få at vide, hvordan de skal respondere.

Et umuligt subjekt bliver til

I Six Acts har de forskellige performere da også fået carte blanche til frit at vælge de værker, de agerer ud fra. At Cheddar Gorgeous har udset sig netop Stanhopes maleri af syndefaldet virker heller ikke tilfældigt. For i Evas møde med slangen fødes seksualiteten, men hos Cheddar Gorgeous, der ofte performer med et horn i panden, er den til genforhandling. Titlen på denne del er: Michael Atkins as… Cheddar Gorgeous… as Unicorn (Michael Atkins er kunstnerens borgerlige navn). Alt eksisterer i en form for evig tilblivelse. En enhjørning er et symbol på renhed og uskyld, men også på forvandling og magi, og – synes performeren at foreslå – når vi nu alligevel er igang med at forvandle os, med at gå fra uskyld mod seksuel bevidsthed, så kan vi jo bevæge os alle mulige steder hen.

Ifølge den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler er drag udtryk for en form for ambivalens og ikke en sekundær imitation, der forudsætter en oprindelig kønsidentitet. Tværtimod afslører drag, at der selv i det heteroseksuelle projekt er tale om en imitation af kønnet via en kopiering af de kønsnormer, vi historisk set har valgt at kalde “naturlige”.

Boyce har også på andre områder udtrykt en interesse for denne imitative identitetsperformance, som udspiller sig i spændingsfeltet mellem det, som forventes af subjektet, og det der sprænger rammerne. Her er hun især inspireret af den sorte, amerikanske sociolog og borgerretsforkæmper W.E.B. Du Bois, og hvad han kalder for dobbeltbevidsthed, et begreb han beskriver som: “en ejendommelig fornemmelse, […], denne følelse af altid at se sig selv gennem andres øjne, af at måle sin sjæl med et målebånd fra en verden som, underholdt, ser til med foragt og medlidenhed.” Hos Boyce bliver dette nærmest til et livsvilkår: Vi er historiske væsener; vi placeres i historien af andres blikke, men vi besidder kimen til selv at skubbe til grænserne for vores identitet og situation.

At føle sig frem

Denne tilblivelse er også kernen i Boyces bidrag til dette års Venedig Biennale, multimedieinstallationen Feeling Her Way i den britiske pavillon. Installationen er en udvidelse af The Devotional Series, kunstnerens stadigt ekspanderende arkiv og playliste over værker af sorte, kvindelige, britiske musikere fra de sidste tre århundreder. I den britiske pavillon har Boyce dog begrænset sig til fem nulevende musikere: Poppy Ajudha, Jacqui Dankworth, Sofia Jernberg, Tanita Tikaram og komponisten Errollyn Wallen. På separate skærme ser man dem improvisere og interagere. Alle sangerne er filmet samtidig og – med undtagelse af Jernberg – i samme studie, men her ser kvinderne ud til at kalde på hinanden på tværs af tid og sted. Væggene er dækket med tapet designet af Boyce selv ud fra blandt andet opklippede produktionsstills, mens skinnende genstande, der ligner pyritkrystaller – også kaldet ræveguld eller narreguld – er spredt rundt i de forskellige rum. Også her fremstår noget som en imitation af noget andet, mens narreguldet minder os om, hvordan jagten på guld og rigdomme i sin tid drev det kolonaliseringsprojekt, som Boyce er i færd med at dekonstruere.

For som i Six Acts er Boyce også i dette værk inde at pille ved historien, ikke mindst efterdønningerne af Det Britiske Imperium, hvor “andre” subjekter til tider har måttet kæmpe for at opnå anerkendelse – i dette tilfælde nærmere bestemt sorte kvinder i den britiske musikbranche. Når hun vælger at bruge den generelle term “sort” (og ikke eksempelvis “farvet” eller “brun”) er det da også som det paparaplybegreb, der i 1980’erne introduceredes som udtryk for en kollektiv stemme blandt afrikanske, sydasiatiske og vestindiske diasporiske kulturer. Og netop stemmen er i fokus her. Ikke den enkelte larmende stemme, der overdøver og kræver territorium, men de mange søgende stemmer, der gennem improvisation føler sig frem og skaber samklang.

Improvisationens mester

Boyce overdrager også i Feeling Her Way noget af kontrollen til sine samarbejdspartnere, der efterfølgende selv og med hinandens hjælp navigerer rundt i det fælles, men åbne lydlandskab. Det lyttende øre møder den syngende mund. Det er en samtale uden ord, men hvor stemmen – eller rettere stemmerne – samtidig symboliserer dette at have en stemme, at finde sin stemme, at have retten til stemmen.

På den måde adskiller Feeling Her Way sig også fra Six Acts. For improvisation ligger et underligt sted mellem komposition og fremførelse. Som gruppens komponist er Errollyn Wallen med til at trække trådene sammen og skabe overblik, men stemmerne har stadig deres eget liv, og værket finder først sin form i udsigelsens øjeblik. I modsætning hertil virker Six Acts mere scriptet, på trods af at Boyce har overgivet kontrollen til andre performere.

Hvad de to værker dog har til fælles er den stramhed, hvormed kunstneren formår at samle enkeltdelene til et installatorisk hele. Dette fremstår måske umiddelbart som en kontrast til den åbenhed, der karakteriserer andre dele af Boyces proces, men det er netop i denne vekselvirkning mellem det åbne og det faste, mellem vedvarende tilblivelse og fast form, at værkerne finder deres styrke, som når et subjekt overskrider sin grænse og finder sig til rette et nyt sted.

Skærmene i dokumentationen fra Six Acts og i Feeling Her Way sætter en fysisk ramme op omkring deltagerne. Dermed afskæres de fra resten af rummet, men i installationen i Den Britiske Pavillon rækker stemmen ud over den tilsyneladende begrænsning. Boyce gør brug af denne ambivalens til gennem dialogiske processer på både metaforisk og konkret vis at synliggøre vores behov for at sætte subjektet i bås, men også for at slippe det fri – uanset om de identitetsmarkører vi læner os op ad hedder køn, kultur, race eller seksualitet.