Sorg og forsoning i samtidskunsten

Kiefer er én af de største efterkrigstids-kunstnere, der bruger sin kunst til at forvalte den fortid, som er en stor del af den tyske selvforståelse og som stadig lider under berøringsangst. I samarbejde med nogle af de bedste forskere inden for feltet, blev Kiefers værker diskuteret i forhold til nazi-tysklands politiske totalitarisme og maleriets magt og evne til at genåbne fortiden.

Hvordan skal vi huske Holocaust?
Anselm Kiefer blev født i 1945 og var efterkrigstidens vidne til den lammende stilhed, der gennemtrængte hele Europa. En tabubelagt efterkrigstid, som han senere skulle blive forvalter af. I sine heroiske malerier får vi ikke tabuet serveret lige på, men kunstneren kredser derimod om et billedsprog, som er lige så aggressivt som det er subtilt.

I serien Heroische Sinnbilder fra 1969-70  rejser den 24-årige Anselm Kiefer rundt i Europa og lader sig portrættere i nazisternes “sieg heil”-positur i ført militæruniform foran antikke bygninger og historiske monumenter.

Men der er ingen omgivelser til at overvære Kiefers ensomme nazi-hilsen og allerede her, fremstår Kiefer komisk og bryder med hele den spektakulære stemning omkring nazismens mytologi.

Acting out!
“Så hvad ville Kiefer?” ligger den hollandske professor Hans van Alphen ud. Genbesættelsen kan i følge Alphen ses som en form for “acting out the repressed”  og en måde at  holde mindet ved lige, men via konfrontation i stedet for melodramaet.

Kiefers Sinnbilder bryder markant med måden at repræsentere efterkrigstidens Tyskland på, og fremstår som en re-enactment af det ubeskrivelige, for at kunne nå til en anden form for erkendelse.

I følge Alphen kan Kiefers Sinnbilder forstås som en måde at bringe fortiden tilbage på og samtidig stille spørgsmål ved, hvordan vi ønsker at huske? Et spørgsmål, som gør Kiefer aktuel i dag, hvor historiens mørke kapitel kan ses og opleves på utallige Holocaust-museer verden over, ofte præsenteret i et unuanceret og spektakulært lys hvor det vi ser, bliver det vi ved.

Igennem sådanne visuelle repræsentationer forsøger vi at forstå, men det betyder også at vi har forenet os med tanken. Kiefers kunst bryder markant med det let konsumerbare mindesmærke, ligesom der må være en grund til, at der stadig er overraskende få Kiefer-værker som er købt af tyske museer.

Holocaust-business
Seminarets næste taler Jacob Lund fra Århus Universitet problematiser den formidling i Holocaust-kulturen som bygger på tekster, objekter, billeder og faste udsagn. I Kiefers landskabsmalerier er der noget som forstyrrer blikket og bryder billedet, som adskiller det fra at være let fordøjeligt. Specielt er de fremmede materialer som kul, aske, strå og metal med til at skabe et ufærdigt udtryk, som kræver en personlig investering fra publikum.

Kiefer indrammer sorgen i sine traumatiserede landskabsmalerier, men i følge Jacob Lund kan vi hos Kiefer se en anden form for sorgbearbejdning uden nogen form for happy ending. I Kiefers malerier er efterkrigstidens sorg snarere en bearbejdning, som kommende generationer skal for forholde sig til. Der er derfor langt til endegyldige svar på menneskets ondskab, som Holocaust-museerne ofte er formidler af.

Foholdet mellem mester og offer kan ses i de to værker Dein goldenes Haar, Margarethe, og Dein aschenes Haar, Sulamith, fra 1981, hvor landskabet via digteren Paul Celans berømte digt ”Dødsfuga” kobles til nazisternes folkemord på jøderne. Med henvisning til det nazistiske slagord “Blut und boden” er Margarethe billedet på den tyske urkvinde, vis billede er en gylden kornmark i fuld flor sammenlignet med Sulamith, den jødiske kvinde, hvis hår er askegråt.

Revolutioner i landskabet
Sammen med Georg Baselitz er Kiefer en forvalter af efterkrigs-tematikker som skal findes i hans bearbejdede landskab.

I forhold til Kiefers fravær af mennesker og liv, kredser Georg Baselitz ligesom foregængeren Jean-Francois Millet (1814-1875) om præ-totalitære heltebilleder af hårdtarbejdende bønder med bare næver i marken og gamle plove og trillebører.

Jacob Wamberg sammenligner Baselitz’ landlige heltebilleder med Kiefers grove og rustikke landskaber og hans brug af jordmaterialerne aske, korn og strå, der hylder et præ-totalitært land, som Baselitz arbejdende bonde er født ud af.

Den sårede arbejderhelt som Baselitz legemliggører i sig selv er et offer for totalitære krafter, som Jacob Wamberg også læser i Kiefers nedbrændte landskaber, som kan ses som en nedbrænding af fjendens land, nazisternes jord, og deraf ødelæggelsen af Tyskland.

Billedkrig
Da Kiefers Heroische Sinnbilder kom ud i 1969, fireogtyve år efter krigens afslutning, var han en provokatør og en forvalter af en fortid, man ikke var klar til at se i øjnene.

Det interessante er, at Kiefer var forud for sin tid i sin konsekvente måde at bringe tabuet til live på. På den måde bliver han en aktuel stemme i forhold til billedets magt i vores informationskultur og som vi skriver historie ud fra i dag.