Sort krop i den hvide kube

Marienborg er der, de danske statsministre har embedsbolig. Nu er landstedet ramme om en dans og et voodooritual. En næsten udvisket kvinde hvirvler gennem rummet. Som et spøgelse eller en ånd ses kun konturerne, men i korte glimt kommer kroppen helt til syne.

På samme måde som boligen er besat, er Danmarks fortid hjemsøgt af rastløse spøgelser, der ikke rigtigt kommer til syne.

Tidligere ejere af Marienborg tjente deres penge på slaveindustri. Men i 1917 solgtes de sidste tropiske kolonier, og siden synes vi at have glemt ansvaret for fortidens synder.

Kroppen
Jeannette Ehlers er den danske kunstner med vestindiske rødder, hvis videoværker fylder stueetagen i Nikolaj Kunsthal.

Det sker i en effektivt indrettet udstilling, hvor Atlanterhavets brænding ruller langs den ene væg. Bølgerne ligger som konstant lydtæppe for hele salen og minder om millioner af afrikaneres ufrivillige rejser.

De korte film har næsten alle kroppen i centrum. I et andet værk oplever vi balsalen i regeringsbygningen på koloniøen St. Croix til valsetoner. Kun i spejlene skimtes en dansende kvinde, kunstneren selv.

På denne måde synliggør kunstværkerne den sorte krop, der faktisk er en vigtig del af vores fortid, men i dag er fraværende fra dansk selvforståelse.

Identitet
Men kroppen er også problematisk i andre sammenhænge, hvor kunstværker handler om nutidens selvbilleder og identitet. En kvinde fortæller et sted om følelsen af mindreværd og den smertelige udglatning af kruset hår, da hun var barn.

Og i The Image of Me, skifter to kvinder hudfarve for et øjeblik, mens gode og dårlige associationer om det at være sort opremses på lydsiden i et digt af RuNett Nia Ebo.

Slaveriets ideologi handlede om at at bedømme nogen som mindre værd på ydre forskelle. Ehlers’ værker handler ligeledes om det, der er synligt på kroppen Men også om det, der ikke kan ses. For negative og problematiske selvbilleder har det med at blive inderliggjorte gennem generationer.

Kontraster
I kunstværket om håret, der ikke vil ligge fladt, kommer selvhadet fra et ydre billede. Men samtidig vises en MRI-scanning af en hjerne, der cirkulerer og drejer i rummet. Vores tanker og personlighed, der lige præcis ikke kan ses, rummes i de smukke grene og forviklinger. Det er en effektiv kontrast, fordi der opstilles en tydelig, men ikke simpel dikotomi mellem ydre og indre.

Forskelle og kontraster er i det hele taget grundlæggende i de forskellige videoer: sort og hvid, synlig og usynlig, bevægelige kroppe og stille rum – ja, selv lyd og billede bruges som modsætninger.

Det ligner et opgør med den klassiske kunst, der også kunne bruges til at holde folk af andre farver og former nede, fordi de ikke lignede de i forvejen satte idealer. Ganske betegnende er det en performance optaget i Vestindisk Pakhus på Langelinie, et levn fra kolonialismens dage.

Say It Loud – I’m black and I’m proud
Der er nemlig også en aktiv og handlende stemme i de sidste værker.

Billeder fra Haiti fremhæver verdens eneste slaverevolution, der lykkedes, og som førte til en fri, caribisk stat. Referencer til USA’s historiske Selma to Montgomery marches for stemmerettigheder og indklip fra Martin Luther King’s taler viser de undertrykte, der kæmper.

Dermed er Jeannette Ehlers’ kunst ikke ensidige anklager mod nogen. Der er både afmagt og styrke i videoerne, og der er en åbenhed for videre fortolkning. Det er ikke entydige budskaber, som man af og til hører dem i mediernes debatter.

Kunst og debat
I dette ligger udstillingsrummets styrke og svaghed: Voldsomme og nødvendige emner kan rejses og bearbejdes på komplekse måder. I Jeannette Ehlers’ tilfælde kan kunstneren tale med den ekstra autoritet, der kommer af den personlige investering.

Men nødvendige emner kan desværre også begrænses af at være fanget i kunstinstitutionen. Gallerirummets hvide kube er en elitær ramme, der ikke kommunikerer godt på en større offentligheds præmisser.

Er det så et problem? Det kommer an på, om vi synes billedkunst skal rokke ved den enkelte, eller ved hele samfundet. I udstillingen Say It Loud er der ikke enkle svar. Men der er i hvert fald både skønhed og gru, menneskelighed og kunst.