Spækpoesi

Krop og relikter
Hvis nogen skulle leve i den vildfarelse, at en kunstners person(lighed), krop og intention ikke betyder noget for os, der oplever deres værker i de hvide kunstrum, er Jessie Kleemanns aktuelle udstilling i Århus Kunstbygning et godt sted at få justeret kompasset.

Kleemanns køn, krop og grønlandske oprindelse er markant til stede i den lille, men udtryksmæssigt mangfoldige udstilling.

Rituel stenplads står tilbage som de fysiske rester fra den performance Jessie Kleemann lavede på udstillingens åbningsdag, men de andre værker har for så vidt samme reliktkarakter.

’Relikter’ vil sige materielle spor, der er efterladt fra en ældre kultur og nu lever delvis videre i en senere samfundsstruktur.

Se Jessie Kleemanns performance her

I Kleemanns bearbejdning bliver sporene og symbolerne fra den grønlandske kultur både forstørret og formindsket, konkretiseret og poetisk viklet om sig selv.

Monumentalt perlerør
Mange mennesker kender den perlekrave, der er en del af den kvindelige grønlandske nationaldragt – og nogle vil sikkert lige som jeg få indre billeder af Dronning Margrethe, der på sommertogt får blomster af festklædte grønlandske småpiger.

Kleemann har monumentaliseret perlekraven til et mandshøjt rør, der helt ville skjule den, som måtte forsøge at iføre sig det og i øvrigt hindre al kropslig udfoldelse.

Som et kæmpe kulturelt udråbstegn der på paradoksal vis overdøver den etnicitet, det repræsenterer. Jessie Kleemann gør opmærksom på, at perlerne oprindeligt kom til Grønland med europæerne i 16-1700-tallet, men i dag anses for at været noget autentisk grønlandsk.

I øvrigt bruges udformningen og størrelsen på perlekraven traditionelt til at symbolisere kvindens køn, alder og civilstatus. Kønslig og kropslig identitet bliver således i høj grad også noget, man påfører sig – og som er et resultat af indviklede kulturelle krydsklipninger.

Nøgendans på Amager Strand
Relikttemaet går igen i et telt, hvor man sidder på skind og ser videoen Sassuma Arnaa (Havets moder).
Herinde hænger forskellige figurer og genstande, der ligner ting, turisten ville tage med hjem fra Grønland: en halskæde med en isbjørnefigur, små kamikker og diverse sælskindsprodukter.

Genstandene er imidlertid malet hvide. – De har så at sige mistet deres egen farve og minder mere om udsmykningsobjekter til moderne lyse, nordiske interiører end en åndemaners kraftfulde symboler.

Videoen viser Jessie Kleemann i en rituel nøgendans på Amager Strand, hvor hun personificerer Havets moder, der er en helt central skikkelse i grønlandsk mytologi, der formaner folk til mådehold.

Set sammen med installationens bemalede/afsjælede souvenirobjekter synes Kleemann at søge en balance mellem at genfortolke grønlandsk kulturarv og give den et nyt kropsligt udtryk og i samme greb at karikere den og ironisere over den.

Orsoqbacon
I installationen Sælspæk er polemikken afløst af en mere rendyrket visuelt og verbalt poetisk meditation over et traditionelt set centralt ’råstof’ i grønlænderne liv.

Fra et simpelt træstativ hænger håndlavede glasbeholdere halvt fyldt med sælspæk, der langsomt vil forvandle sig til den olie, Orsoq, der på Grønland har haft vital betydning som kilde til mad, lys og varme.

I digtet der ledsager værket hedder det blandt andet – på ’ekskimoder-sproget’ som Jessie Kleemann har udviklet:
”Min eskibaby / Lugter og smager godt / Som orsoqbacon / Ovenpå sælstegen / Der ikke er udryddelsestruet”

Mentalitetssammenstød
Som man kan forvisse sig om, hvis man klikker sig ind på Jessie Kleemanns performances på youtube, er hun en nærgående dame, der gerne involverer publikum fysisk i sin kunst.

På lignende vis er der et påtrængende drive i udstillingens forskellige værker. Jessie Kleemann vil noget, forfølger det og gør det fysisk og ekspressivt, men lader omhyggeligt sin vildskab få modspil i smagfulde naturmaterialer og folkekunstens tradition for detaljehusflidsnørderi – og i udstillingens titel der betyder ’hånden’.

Dette mentalitetssammenstød fremstår på den lille fine visning i Århus Kunstbygning som en helt central pointe i hendes værker og et som vedkommende bud på, hvordan man kan skabe nye billeder af etniske erfaringer og indgroede forestillinger om det ’særligt grønlandske’.