Spontan fællessang på Havnebus 992

Sent lørdag aften blev Movias Havnebus nr. 992 forvandlet til et flydende forsamlingshus med fællessang og fællesskål. Det var kunstneren Hannah Anbert, der under Cph Art Week fremførte sin performance Sakralt Arbejde for at sætte tanker igang om det moderne arbejdsliv.

Opskriften lyder nogenlunde sådan: En havnebus i rutefart mellem Nyhavn og Teglholmen, en blandet passagerforsamling, der ikke kender hinanden, cirka en times sejltid, en smilende og åbensindet kaptajn, tilsat lidt familiefestatmosfære og et twist karaokestemning.

Klokken 21.30 afgår Movias Havnebus nr. 992 til tiden fra sin anlægsplads for enden af Nyhavn. Hannah Anberts Sakralt Arbejde er annonceret som en performance, men fungerer mere som en ’happening’ for dem, der er på båden ’tilfældigt’ – altså dem, der ikke er kommet for at opleve kunst, men for at blive transporteret.

Passagerne ombord er en blanding af turister, pendlere, kunstinteresserede og et ungt, feststemt, kæderygende (rul selv) klientel, der forventningsfuldt spørger, om det er her, der sker ”noget med fællessang og fagforening”.

Dit arbejdsliv forklædt som popsang
‘Fagforening’ er måske et skridt for langt over på den politiske side af konceptet – og så alligevel ikke. For Hannah Anbert, der står bag aftenens indslag, er i sin kunstpraksis optaget af nutidens arbejderkultur, som hun blotlægger ved at ’hacke’ popkulturelle fænomener.

I aften er det den danske fællessangstradition, der danner en humoristisk og familiær ramme om mere alvorlige emner, som Anbert har skrevet sangtekster om på kendte popmelodier.

Det handler om arbejdsnarkomani, økonomisk teori, stress, CV-optimering og strategier for ideel udnyttelse af arbejdskraft – i popsangsformat. Aktuelle og vigtige emner, der vedrører mange, særligt unge kunstarbejdere, som må leve med, at spidse albuer for længst har vundet over solidariteten, og at fagforeningstanken i den forlængelse må siges at høre fortiden til.

Hør Hannah Anbert fortælle om, hvordan popmusik kan fungere som ramme for en diskussion af det moderne arbejdsliv her

Der deles dåseøl ud til de fremmødte, og med en genert fællesskål sparkes festen og sangfællesskabet i gang. Anbert byder velkommen og præsenterer aftenens frontfigur – en sanger i noget, der godt kunne være et fiskerkostume: Pivorange vaders og store, lyseblå plastikhandsker. Der deles sange ud, pænt rullet sammen efter alle kunstens regler og hæftet med stribet klistermærkat. Alt er velkendt, blot i en ny kombination – hvilket lader til at opbløde stemningen. Der udveksles smil og øjenkontakt mellem menneskerne ombord. Generthedsbarrieren brydes tilsyneladende hurtigt på en havnebus. Alle er med på deltagelseskonceptet – også dem, der ikke havde forventet at medvirke i en performance.

Syng dig ind i fællesskabet
Melodien af Whitney Houstons ørehængerhit I Will Always Love You begynder at spille fra højtalerne, og kvinden med vaders synger for:

”Competency based pay.. Benefits, time for ADL. And I hope, you’ll devote.
 Make a difference, for our common goal. And I… will acknowledge you. Will acknowledge you. You. Employee, you. Mmmm. You are so flexible and responsible, my type Y-y-y-y-y.
 I will pay. But I say. We both know – that’s not all – you nee-e-e-e-ed. So I… will acknowledge you. Will acknowledge you.”

Sangens titel er Human Ressource Management Song og italesætter, hvordan forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver i dag ikke kun er styret af en udveksling mellem konkret arbejde og en dertil svarende løn, men i høj grad også af følelsesmæssige værdier eller ting, der grundlæggende ikke har noget med arbejdet at gøre, men som alligevel har medindflydelse på, hvor god en medarbejder er.

Alle de snørklede fagspecifikke termer kan man læse betydningen af på papirets bagside. Hvor mange er eksempelvis bekendt med begrebet ADL?

Nej, vel? Men det er en forkortelse for ’activities of daily living’ og bruges til at fastsætte, hvor god en ansat er til at passe på sig selv ud fra den logik, at jo højere en medarbejder ligger placeret på ADL-skalaen, jo bedre er det for virksomheden.

Den humoristisk iscenesatte fordrejning af velkendte symboler synes at samle passagerne, for der går ikke lang tid før samtlige buspassagerer begynder at skråle med på Anberts Whitney-variant. Og sådan fortsætter aftenen i en fantastisk stemning mellem pop og politik. Fagforeningstanken og solidariteten er muligvis fortid, men på Movias havnebus opstår der med ganske simple greb et spontant fællesskab blandt passagerne, som kan gå i land med refleksioner om hvilke mekanismer, der kontrollerer deres arbejdsliv.