Spontant maleri og det der ligner

To store fotografier møder os, før vi når til den egentlige udstilling. Det ene viser Jackson Pollock i sit atelier på Long Island i 1950. Han står med en dåse maling i den ene hånd og en pensel i den anden, mens han koncentreret lader maling dryppe ned på et lærred, der er lagt på atelierets gulv.

Asger Jorn er fanget i et fotografi fra 1959 på en gade i den italienske by Abisola, hvor han med en Vespa ’maler’ abstrakte spor i det, der ligner sand eller cement.

Udstillingens fortælling
De to fotografier præsenteres uden yderligere kommentarer, men de rummer i store træk udstillingens fortælling:

Jorn og Pollock arbejdede begge – hver for sig og uafhængigt af hinanden – i efterkrigsperioden med at udvikle et ekspressivt og spontant maleri, der kunne videreføre traditionen fra Picasso og surrealismen, og ikke bare lykkedes det for dem, men det medførte også radikale – eller som udstillingen kalder dem: ‘revolutionære’ – ændringer af, hvad et maleri er.

Maleri som udstrakt flade
Det er således afgørende, at Pollock lægger lærredet ned på gulvet, frem for at spænde det op væggen. Ligeledes er det væsentligt, at de to kunstnere eksperimenterer med nye industrielle materialer som automobillak.

Maleriet går fra at være et billede på væggen til at være en udstrakt flade, og herfra er der ikke mange år til mere radikale eksperimenter som for eksempel at ’male’ med en Vespa.

Den afgørende forskel
Men der er samtidig en verden til forskel. Pollocks og Jorns abstrakt-ekspressionistiske maleri er både kulminationen på en tradition og det første skridt væk fra den samme tradition. Og det er en af udstillingens centrale pointer:

Pollock fuldender traditionen ved at skabe en ny form for maleri med stærk og ensartet formel kraft – og ved at indtage rollen som den geniale ener, der med mytologisk kraft kan udtrykke sin samtids selvforståelse.

Jorn derimod er mere ujævn i sit udtryk og lader sit maleri stritte i mange forskellige retninger. Samtidig blander han det ekspressive med det ironiske og har i modsætning til Pollock ikke et universelt budskab, men snarere specifikke udgangspunkter for hvert maleri, i form af historiske begivenheder eller konkrete tidligere kunstværker, som han modificerer.

Maleriets revolution – ikke samfundets
Desværre udfoldes Jorns politiske refleksioner over samtidige begivenheder ikke i udstillingen. For eksempel for Jorns store maleri Churchills indtog i København, som primært sammenstilles formelt med Pollocks Number 11.

Der må man ty til det udmærkede katalog, som i det hele taget udfolder en række af udstillingens pointer mere tydeligt end udstillingens skilte.

Udstillingens fortælling er bygget op over det, som samler de to kunstnere, og det er de formelle eksperimenter: samspillet mellem figuration og abstraktion, behandlingen af lærredet som en udstrakt flade og eksperimenter med at male med lys, marmorkugler og dryp.

Dermed træder de politiske og samfundsmæssige problemstillinger, som i særdeleshed Jorn engagerer sig i, næsten helt i baggrunden. Det er ikke dét revolutionære spor, som udstillingen forfølger.

Jorns kritik af den ekspressive gestus
Udstillingen holder sig i øvrigt fint i øjenhøjde med kunstnernes perspektiv og søger at kortlægge deres tidstypiske bestræbelser. Samtidig bliver man i løbet af udstillingens narrative forløb konfronteret med den senere kritik af det abstrakt ekspressive maleri.

Hvad kan det egentligt siges at udtrykke? Og kan maleriet i det hele taget gøre en samfundsmæssig forskel som registrant og kommunikatør af tidens stemning?

Med undertemaet ’Abstrakt ekspressionisme og det der ligner’, fremhæver udstillingen den tvivl, som i særdeleshed præger Jorns arbejde op til 1960’erne. Han ironiserer med titler som En sjæl på udsalg over den ekspressive gestus som et tomt tegn, man kan putte alle mulige betydninger i.

Den abstrakte ekspressionismes død
Det er udstillingens afsluttende pointe, at den abstrakte ekspressionisme mister sin kraft imod slutningen af 1950’erne.

Jorn forlader det ekspressive maleri til fordel for et mere direkte engagement i samfundet, for eksempel som medlem af den internationale situationisme, mens Pollocks arbejde i det hele taget mister lidt af sin gnist, inden hans tidlige død i 1956.

Pollock når aldrig at opleve kritikken af den abstrakte ekspressionisme og bliver stående for eftertiden som den abstrakte ekspressionismes pioner, fanget i udviklingen af et formelt formsprog og adskilt fra omverdenen i sit atelier.

Jorn derimod når både at forholde sig kritisk til den ekspressive gestus, udvikle sit politiske engagement og blive kaldt staffelimaler af en ny generation af kunstnere.