SPOR Festival: Hvem siger en koncert skal kunne høres?

SPOR er meget mere end en klassisk musikfestival. Her præsenteres eksperimenterende musik, der blander blod med lyd- og performancekunstens formater. Tag med vores reporter til tre koncerter, som ikke stryger publikum med hårene, men som overrasker og vækker det. Til sidst triller tårerne.Septembers østjyske begivenhed, Aarhus Festuge, blev i sidste sekund taget af plakaten, men en anden, noget smallere festival finder lige nu sted i Aarhus – mere specifikt i weekenden d. 4-5 og 11-13. september.

Oprindeligt skulle den 15. udgave af SPOR været blevet afviklet over 4 dage i maj, men festivalen blev af gode grunde udsat. I fredags kunne SPOR festival så åbne med et lettere nedskaleret program med et mere lokalt sigte end sædvanlig og i år fordelt over to weekender.

At intet er som det plejer, er dog ikke i sig selv en dårlig ting. Siden festivalen blev søsat i 2005, har den arbejdet med alternative formater til den klassiske koncert. Og da festivalens kuratorteam, Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen, overtog festivalledelsen i 2007 blev der igen rusket godt og grundigt op i de konventioner, der traditionelt har været forbundet med at opleve kompositionsmusik. SPOR har på den måde været godt rustet til uforudsigelige og atypiske forhold, og nye krav, restriktioner og retningslinjer har derfor ikke afholdt de to kuratorer for at gennemføre festivalen, som i år har overskriften “Vi udfordrer kammertonen.”

Trommestikker på flamingo-lærred

Jeg ankommer til Aarhus i tog med bind for munden Jeg ved ikke, om det skyldes det lidt skrabede program, eller at festivalen er fordelt over to weekender og hverken har en tydelig åbning eller afslutning, men forventningerne er begrænsede. Der er ingen umiddelbar festivalstemning at spore i byen, og ingen reklame for den nogen steder.

Første act finder sted i Ungdomskirken på Nørre Allé, Ung K. Her skal lydkunstner og komponist Julie Østengaard performe i sin lydinstallation Concurrent. Jeg ankommer til en låst dør, men da jeg er tilbage 10 minutter senere, bliver jeg modtaget af et par søde frivillige, der byder på både danskvand og Aperol Spriz.

Inde i kirkerummet er 24 grønpolstrede stole placeret i en halvcirkel i behørig afstand. I midten hviler 16 flamingoplader i hver sin vinkel på hver sin stander bygget i træ. På hver plade balancerer en træstav, der hænger ned fra loftet i en fiskesnøre. Det ligner forstørrede trommestikker på hver sit blanke lærred. Fiskesnørerne er forbundet til en sort kasse foran en mixerpult og en laptop, hvor kunstneren indfinder sig. Der sænker sig en ro over de fremmødte. Foruden en håndfuld venner, to kameramænd, festivalens kuratorer og undertegnede er omkring 5 øvrige gæster mødt op.

Med ét bevæger en trommestik sig, og en sprød lyd spreder sig. Det samme gør smilende rundt om blandt publikum. Jeg opdager nu, at der i hver træstander er skjult en mikrofon, som optager den akustiske lyd (træstav mod flamingo), som så bearbejdes live i Østengaards computerprogram. Flere træstave sætter i gang, og igen sættes nye lyd-figurer i svingning. Hver stav er kodet til en individuel bevægelse, og en komposition af delvist analoge og elektroniske lyde opstår. Når træstaven strejfer det hårde kirkegulv, forstærkes det til et tungt beat. Ind imellem opstår der længere droner, dybe toner, og musikken bliver mere rytmisk. Andre gange er der pauser, som er med til at forstærke magien ved det tilsyneladende simple set up, der alligevel rummer en enorm kompleksitet og finesse.

På et tidspunkt glider en træstav ud af sit balancepunkt på flamingoen. Og selvom fejlen hurtigt bliver rettet, er den blot med til at pege på skrøbeligheden i det sindige snøresystem.

Koncert på afstand og (næsten) uden lyd

I Godsbanens rå hal performer det eksperimenterende ensemble Scenatet komponist Jeppe Ernsts nyeste værk Interludium. Værket er bestilt af Scenatet, og man skulle tro, det også var bestilt til konteksten. Det passer i hvert fald perfekt til Godsbanens rå hal, og taler ind i en pandemi-tid, hvor afstand, tomhed, sociale bevægelsesmønstre og omgangsformer, og relationen mellem individ og gruppe i den grad er kommet i fokus.

Dørene åbner, og vi føres ind den gamle DSB-import hal. Foran den ene endevæg af det 73 meter-aflange rum tager vi plads på de opstillede stole. Eftermiddagssolen trænger ned gennem ovenlysvinduet og lyser sammen med de mange industrilamper den rå hal op. Med ryggen til den modsatte endevæg, 50-60 meter væk, står de seks musikere side om side med et par meter imellem sig. 3 mænd og 3 kvinder i almindeligt tøj. Jeg kan høre en svag støj fra cafeen udenfor, men ellers er her forbløffende stille.

Kompositionen starter brat med et buk. Og her synger de hver to toner. Lyden er svag på grund af den akavede, foroverbøjede stilling og distancen til de seks performere.

I de godt 30 minutter performancen varer bevæger de 6 musikere sig i hver sin bane fra hallens ene ende og helt hen mod publikum. På strækningen skaber en stram, nærmest mekanisk koreografi små individuelle musikalske figurer, der fletter sig ind i hinanden til en rytmisk komposition. Der bliver vinket kraftigt med den ene hånd. Taget skridt med høje knæløft. Trampet i gulvet og klasket en hånd hårdt mod låret. Hele tiden med stringente, kontrollerede bevægelser. Af og til synkront, andre gange ude af takt. Igen synes skrøbelighed og menneskelighed at være et tema.

Forestillingen kulminerer, da de seks musikere er helt henne ved publikum. Slagene bliver hurtigere og hårdere, og måske fordi det startede så svagt og distanceret, føles det enormt voldsomt, nærmest truende at mærke musikerne så tæt på. Det slutter med et endnu buk, som de seks musikere holder, mens publikum klapper, og indtil sidste mand har forladt hallen.

Jeppe Ernst er måske en af de mest hypede komponister på programmet. Og med god grund. De seneste år har han markeret sig ved at arbejde med det, man kan kalde kreativ reduktion. I flere tilfælde har han opereret med et dogme om at fjerne musikkens bærende søjle: nemlig lyden. På den måde har han skabt kompositioner, der retter sig mod andre sanser og mod det sociale rum, der opstår mellem værk og modtager, og publikum imellem.

Det gælder eksempelvis hans etuder for ansigtsmuskulaturen og hans musikbøger, hvor noderne er erstattet med blindskrift eller lugte, forestillede som faktiske. Selv henviser Ernst til Lars von Trier som en inspirationskilde. På samme måde som von Trier, stiller Ernst, spørgsmål til sin kunstarts grundlæggende kendetegn uden at forkaste traditionen. På den måde efterlader han sit publikum med fundamentale spørgsmål til det, man ellers tog for givet, – at en koncert primært skal høres for eksempel.

Klimabevidst og patosfyldt country-kammermusik

Aftenen slutter med koncert i Musikhusets rytmiske sal, hvor den syngende cello-solist Jacob Kullberg sammen med det polske kammerorkester New Music Orchestra skal uropføre komponist Niels Rønsholdts værk Country.

Det minimalistiske, skæren-ind-til-benet som har præget dagens tidligere oplevelser er helt væk. Nu er det med fuldt udtræk og et 15 mands stort orkester, der fylder scenen. Det går op for mig, det er over et halvt år siden, jeg sidst har befundet mig i en koncert- eller teatersal, og det samme gælder nok for de fleste andre publikummer, for ikke at tale om musikerne på scenen. Bevidstheden og taknemmeligheden ved øjeblikket er med til at forstærke følelsen af, at vi nu skal opleve noget helt særligt.

Ideen til Country går tilbage til SPOR-festivalen 2012, hvor Jacob Kullberg og Niels Rønsholdt falder i snak efter en koncert. Kullberg benytter lejligheden til at demonstrere sin evne til at spille på celloen ‘alla chitarra’ – som en guitar, og spørger om Rønsholdt ikke vil skrive et værk til ham, der bruger det særlige greb. Otte år senere er kompositionen færdig; en koncert med 18 sange i to dele, der fungerer som en række duetter mellem solisten i front og en anden og svært definerbar stemme; En samplet kvindestemme, der er pitchet ned, så det ikke er til at afgøre, hvem eller hvad der taler.

Stilmæssigt parafraserer Country over den populære, nationalromantiske amerikanske genre, men titlen kan også læses helt bogstaveligt som en henvisning til land, jord eller hjemstavn. På den måde repræsenterer den samplede stemme måske vores planet, ligesom du’et i sangene synes henvendt til naturen.

Som Rønsholdt øvrige bagkatalog er kompositionen spækket med patos og følelsesfuldhed på den ene side, og noget mere kitschet og skrøbeligt på den anden. Der veksles mellem lethed og vrede, længsel og desperation, håb og sorg.

Sidste del kredser om død og ensomhed, og forholder sig, i hvert fald som jeg tolker det, til det faktum, at vi ikke kan overleve som art, hvis vi bliver ved med at leve, som vi gør på nu.
Da koncerten slutter triller tårerne ned ad kinderne. Jeg sidder tilbage med en følelse af angst for den klimakatastrofe, der lurer om hjørnet, og en sorg over det som går tabt. Samtidig oplever jeg en stærk følelse af fællesskab på tværs af tid og nationale grænser. Musikkens universelle sprog, den polske accent, der blander sig med cowboy-jargonen i sangteksterne, og naturen som pludselig bliver present – både i teksten, som nævner sommerfuglene, sandet, træerne, rødderne, himlen, solen, floderne, regnen og vinden – og ved de gamle instrumenters tilstedeværelse i rummet. Som også sang 8 i første del helt konkret handler om:

My guitar is made out of wood from the forest
My guitar is made out of guts from the cattle
My guitar is made out of hair from the horse
My guitar is made out of steel from the mountain
(…)
Only I can play it, you can’t play it.
You don’t understand, you ain’t from here.

Et kærkommen musikalsk hestespark

Fælles for de tre værker, der åbnede første dag af SPOR festivalens første weekend, er at de alle har fået lov til at udvikle sig over tid. Hver har de en interessant historie, der rækker ud over det, man umiddelbart oplever under selve koncerten. Derfor har SPOR Festival i år også gjort noget ekstra ud af formidlingen. Med artikler og små videoer med kunstnerne inviterer de publikum med ind i skabelsesprocesserne og giver indblik i, hvad kunstnere er optaget af.

For mig var de tre koncerter et kærkomment minde om, hvorfor vi har brug for kunsten og musikken, ikke mindst den slags, som ikke giver os, hvad vi forventer eller stryger os med hårene, men som overrasker og vækker os.

I den kommende weekend finder anden del af SPOR 2020 sted. Her kan man igen opleve Østengaard i Ung K., ligesom en række andre koncerter og performances vil udspille sig på centrale venues rundt om i byen.

Her tror jeg det bliver værd at lægge vejen forbi uropførelsen af Piece About Everything af engelske James Black og Asthma af den Berlin-baserede komponist Simon Steen Andersen fredag aften, samt YÁO YÈ – en serie installationer af performance-duoen OTHER EYE (bestående af den kinesiske komponist, lyd- og billedkunstner Yiran Zhao og den danske instrumentalist, komponist og performer Kirstine Lindemann) som kan opleves hele weekenden.