Spot på Projektrum: Astrid Noacks Atelier

I artikelserien giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Denne gang har vi talt med billedkunstner Kirsten Dufour og kunsthistoriker Kathrine Bolt Rasmussen, som er ledende kræfter bag udstillingsstedet Astrid Noacks Atelier. De tænker stedet som en eksperimentel, dynamisk og fleksibel institution, der former sig efter de kunstneriske praksisser, der indtager og ’beboer’ rummet.

Kirsten Dufour og Kathrine Bolt Rasmussen har susende travlt med fondsøgninger, afrapporteringer samt næste års program for udstillingsstedet Astrid Noacks Atelier. Alligevel finder de tid til at fortælle lidt om det specielle udstillingssted, som snart bliver gemt bag et nyt syv-etagers boligkompleks i et meget forandret baggårdsmiljø på Ydre Nørrebro. Jeg har fanget Dufour og Bolt Rasmussen via mail-korrespondance, hvor de sammen beskriver historien bag ANA og formålet med at have et udstillingssted, hvor kunstnere har tid til fordybelse og mulighed for at eksperimentere i deres arbejde, når nye værker tager form.

Hvordan drives ANA?

“Kirsten fungerer som kunstnerisk leder, mens Kathrine er daglig leder og kurator. Men ANA er jo et lille selvorganiseret sted, så vores arbejde består af alt fra at udforme vores kunstprogram, fundraise og udtænke de bredere ’institutionelle’ linjer til det helt lavpraktiske, reproduktive arbejde, der er forbundet med det at drive et kunstrum som at vaske viskestykker, feje gulv og købe toiletpapir.

I den forbindelse er det vigtig at nævne, at ANA, ud over os, to består af en arbejdende bestyrelse, der lægger en masse uvurderligt arbejde i at få stedet til at fungere. Også de inviterede kunstnere, kulturarbejdere og aktører, der i løbet af året bidrager til vores program, lægger en enorm arbejdsindsats, og det er denne fælles indsats, der tilsammen oppebærer ANA.

Stedet har i tråd med mange andre selvorganiserede rum fra begyndelsen været fællesskabsorienteret, og ANA står i dag på skuldrene af ​​de mange personer, der gennem årene har bidraget til at støtte og udvikle det”.

Hvor ligger udstillingsstedet og hvor stort er det?

“ANA ligger i Rådmandgade nr. 34 på Ydre Nørrebro og har til huse i den danske billedhugger Astrid Noacks tidligere atelier, hvor hun boede og arbejdede i perioden 1936-1950. Rummet, der blev renoveret med midler fra Ny Carlsbergfondet i 2016, er ca. 36 m2. I Mimersparken ved den bemandende legeplads har vi endvidere ANAs mobile børneatelier, der er indrettet i en container designet af kunstnergruppen Bureau Detours. Her er der primært aktiviteter i forårs- og sommerperioden. Vi har dog planer om, at børneatelieret snart skal rejse videre til en anden legeplads et sted på Nørrebro”.

Fortæl lidt om historien bag ANA. Hvem åbnede det, hvornår og hvorfor?

“ANA blev etableret i 2009 og udspringer af det aktivistiske kunstnerkollektiv YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau). Foreningen ANA overtog i 2009 lejemålet i Astrid Noacks gamle atelier og etablerede et eksperimenterende kunstrum med det formål at bevare atelieret og baggårdsmiljøet, som det var en del af.

I 2012 blev en fredningssag iværksat, hvorefter hele ejendommen blev sat til salg, og året efter tog ANA initiativ til en kunstauktion, der, med værker generøst doneret af danske kunstnere samt donationer fra diverse fonde, skabte økonomisk grundlag for at købe matriklen Rådmandsgade 34, hvorefter selve Fonden Rådmandsgade 34 blev etableret. Denne købte og overtog baggården i juli 2013.

Ideen var, at fonden skulle skaffe fondsmidler til renovering af forhuset og baggårdens bygninger. Det viste sig at være sværere end som så, hvorfor fonden i 2017 solgte matriklen videre med nedrivning af forhuset og store dele af baggårdsmiljøet som følge.

I dag har den omsiggribende gentrificeringsproces i området resulteret i, at atelieret ligger fuldstændig isoleret tilbage bag tre høje nyopførte boligkomplekser. Under hele denne voldsomme proces har ANA vedvarende gennemført et ambitiøst og kollektivt-funderet kunstprogram”.

Hvordan vil I beskrive ANA? Og hvilke slags udstillinger/arrangementer har I?

“ANA er et tværæstetisk rum for kunstneriske eksperimenter, vidensdeling og kritisk diskussion, og stedet er overordnet set dedikeret til en forestilling om kunst som en offentlig sfære og som kollektiv refleksion, der kan skabe former og billeder, så vi kan se og sanse, stille spørgsmål og tænke verden og hverdagslivet på nye måder.

I ANA fokuserer vi med og gennem kunstværker på at dele viden, teste idéer og præsentere alternative forestillingshorisonter og handlingsmodeller.

Vores programstruktur er baseret på fire spor af aktiviteter. Disse er ANA Lokal, ANA Air, ANA Børn og ANA Forum. Sporene, der forløber parallelt, men som til tider overlapper, trækker tråde tilbage til Astrid Noacks hverdagsliv og kunstneriske virke i atelieret, hvor sociale og faglige udvekslinger med naboer og kunstnere fra nær og fjern var en del af dagligdagen.

Kort fortalt er ANA Lokal for herboende kunstnere, der vægter procesorienterede undersøgelser af historiske såvel som aktuelle samfundsspørgsmål og emner.

ANA Air er et residency for internationale kunstnere, der inviteres til at udvikle projekter over tid, ofte med afsæt i den fysiske og lokale kontekst på Ydre Nørrebro.

Mens ANA Børn er et program for børn og unge, hvor kunstnere inviteres til at udvikle deres egne proces- og dialogbaserede værker over tid sammen med børn. Programmet har base i ANAs Mobile Børneatelier i Mimersparken og afvikles i samarbejde med Den Bemandede Legeplads.

Endelig har vi ANA Forum, vores foredrags-, oplæsnings- og vidensdelingsspor med fokus på fællesgørelse af kritisk diskussion af kunstneriske og politiske emner.

ANAs institutionelle modus operandi er desuden forankret i et princip om gentagelse og langsommelighed. Og for at give de kunstnere, vi inviterer, mulighed for processuelt at udvikle projekter gennem flere år og få viden om rummet og det omkringliggende hastigt gentrificerede område – der tidligere var et typisk arbejderkvarter – så vægter vi at invitere dem i flere omgange, således at de over tid kan udvikle deres værk. Vores ønske er med andre ord at holde tingene i bevægelse, at prioritere proces over resultat og at agere som et åbent, omsorgsfuldt og inkluderende kunstrum”.

Hvem kommer og ser udstillinger eller deltager i arrangementer?

“Vi har som sådan ikke nogen bestemt målgruppe, men vi har i høj grad et trofast publikum, der har været en del af stedets offentlighed fra begyndelsen. Da ANA er et tværæstetisk kunstrum, har vi generelt et meget varieret publikum, der kommer til vores forskellige aktiviteter fra oplæsninger, performances, musikarrangementer, kunstnersamtaler, workshops, procesorienterede udstillinger osv. Vi er samtidig lokalt forankret, og der kommer også en del folk fra området”.

Hvorfor er det vigtigt at have et sted som ANA, og hvad driver jer?

“Man kan sige at vi – i modsætning til mange andre kunstinstitutioner – ikke er så fokuseret på traditionelle udstillingsformater og på færdige koncepter og afrundende værker. Dette har flere grunde.

For det første har det at gøre med rummets noget anderledes karakter og historik. Det var jo oprindeligt Astrid Noacks arbejdsrum og samtidig dét sted, hvor hun boede og sov side om side med sine ufærdige skulpturer. Det var et rum, hvor hverdagsliv og arbejdsliv smeltede sammen, et rum hvor samtaler om stort og småt, det fjerne og det nære, samfund og kunst flød sammen. Et sådant intimt og ’porøst’ rum lægger i sig selv op til en anden måde at bruge det – og arbejde med institutionsformen. Det kalder på en anden præsentations- og udvekslingsform end en mere traditionel ’white cube’, kunne man sige.

For det andet fokuserer vi netop i forlængelse af rummets historiske rolle på, at strække projekterne over tid ved at invitere kunstnere i flere omgange – som vi allerede har nævnt. På den måde kan de foretage research, fortsætte undersøgelser, samtaler og eksperimentere uden på forhånd nødvendigvis at vide, hvor det fører hen.

Vi forsøger at tænke ANA som en eksperimentel, dynamisk og fleksibel institution, der former sig efter de kunstneriske praksisser, der indtager og ’bebor’ rummet. Der er en vis frihed i denne mere åbne institutionsform, men den kræver også et andet engagement af kunstnerne – såvel som publikum – idet den udfordrer den måde, hvorpå vi traditionelt tilgår et kunstrum, hvor vi ofte er vant til at blive præsenteret for mere afrundede og færdige udstillinger”.

Hvilken betydning har projektrum mere generelt? – i forhold til kunstverdenens udvikling?

“Man kan sige, at mange projektrum er karakteriseret ved en mere kritisk-eksperimentel og legende tilgang til institutionsformen. Der er selvfølgelig stor forskel på projektrum men mange af dem er investeret i aktuelle samfundsdebatter og problemstillinger.

Kunsthistorisk set har det også ofte været i de små selvorganiserede kunstnerdrevne rum, at nye metoder, greb og praksisser har taget form for senere hen at blive adopteret eller oversat til institutionelt niveau i de større kunstinstitutioner. De selvorganiserede rum er på denne måde – om de vil det eller ej – del af en (usynlig) fødekæde, og der er selvfølgelig noget både paradoksalt og problematisk i, at disse steder, der ofte er opstået som et modsvar til de større professionaliserede institutioner, fungerer som ’research and development’-afdelinger for samtidskunstinstitutionen. Samtidig med at deres strategier og metoder bliver indoptaget eksisterer de på ekstremt prækære vilkår – baseret på en meget kortsigtet og usikker økonomi og ofte afhængige af en masse frivilligt arbejde. I forhold til hvor vigtige projektrummene er for udviklingen af kunstfeltet, burde de have langt bedre og mere bæredygtige vilkår i form af faste, årlige bevillinger og derudover løn til kunstnerne for udvikling og produktion af deres værker.

I forlængelse af dette er der en vis pointe i at forsøge at tænke uden om betegnelsen projektrum – selvom det er svært helt konsekvent ikke at bruge betegnelsen ’projekt’ i nogen som helst sammenhæng. Selve projekttankegangen er så gennemtrængt at et neoliberalt værdisæt, der fokuserer på kortsigtede og afgrænsede aktiviteter, og som spænder kunsten for en individualistisk, markedsorienteret vogn, som ikke levner plads til langsigtede, fællesskabsorienterede processer. Derfor skulle vi måske hellere bruge en betegnelse som ‘para-institution’ om selvorganiserede steder som ANA; en institution, der placerer og bevæger sig ved siden af eller i marginen af de etablerede kunstinstitutioner”.

Hvordan ser fremtiden ud for ANA?

“Vi har jo været en del af det institutionelle landskab i 11 år nu, så vi håber på at blive mange år endnu. Men vi vil være ærlige og sige, at det er hårdt arbejde at holde liv i et økonomisk prækært kunstrum som ANA. Det evindelige kapløb om økonomiske midler, der kan opretholde stedet, tærer på kræfterne. At vi oven i købet har været voldsomt udfordret af det omfattende byggeprojekt, der pt. pågår på grunden, hvor et nyt 7 etagers boligkompleks snart lukker os inde i et meget forandret baggårdsmiljø, gør, at vi samtidig er tvunget til at gentænke vores tidligere eksistens, som en del af et livligt baggårdsmiljø bestående af kreative værksteder som øvelokaler og musikstudier.

Vi snakker meget om, hvordan vi kan genaktivere rummet uden for atelieret, når byggeriet står færdigt i september 2021. Baggården, der indtil for nylig var en af de ældst bevarede i København, spillede en enorm vigtig rolle for ANA. Ikke nok med at det var et socialt mødested: en lang række aktiviteter har udfoldet sig her – fra baggårdsopera over fællesspisning til børneworkshops.

Samtidig med at vi arbejder videre med de fire spor af aktiviteter, der i en årrække har udgjort ANAs overordnede institutionelle struktur, ønsker vi i de kommende år yderligere at betone værdier omkring langsommelighed, fællesgørelse (’commoning’) og kollektiv (af)læring. Et værdisæt, der bevæger sig imod de produktivitets- og effektivitetsorienterede værdier og strukturer, der præger det omgivende kapitalistiske samfund og kunstinstitutionen, og som ofte resulterer i stress og udmattelse.

Vi ønsker skridt for skridt at sænke tempoet og fokusere på at tilbyde kunstnere mere tid til fordybelse og mulighed for at eksperimentere og forske i en kontekst, hvor vidensdeling, forhandling og kritisk dialog er i centrum, så nye værker kan tage form”.