Spot på projektrum: KH7

I en serie artikler giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Denne gang skal vi høre om KH7, som har til huse på havnen i Aarhus. Vi har talt med billedkunstner Louise Sparre samt komponist og lydkunstner Alex Mørch. “De kunstnerdrevne steder er pulsen i samtidskunsten”, siger de.

På Sydhavnen i Aarhus ligger Sojahuset – en del af den gamle sojafabrik – der bl.a. huser kunstnerfællesskabet KH7. Havneområdet er industrielt og råt og ligger afsides fra centrum. Man trasker således ikke blot tilfældigt forbi: man skal aktivt vælge at opsøge stedet. Derfor er det også hovedsageligt det øvrige kunstmiljø i Aarhus og fællesskabets eget netværk, der kommer og ser udstillingerne og deltager i KH7s arrangementer.

KH7 råder over to udstillingsrum: KH7artspace på 150 kvadratmeter, som har eksisteret siden den spæde begyndelse i foråret 2016, og det mindre KH7smallspace på 20 kvadratmeter. På samme måde som havneområdet og bygningen er udstillingsrummene både rå og industrielle, og kunstnerne har stort set frie tøjler og kan gøre med dem, hvad de har lyst til.

Udstillingsstedet er drevet af et kunstnerfællesskab, der består af 15 kunstnere. De har hver især et atelier i forskellig størrelse på ateliergangen, der ligger i umiddelbar forbindelse af udstillingslokalerne. Arbejdsmiljøet er præget af flad struktur, og der er derfor ikke én, der har mere at sige end andre.

Det professionelle fællesskab

Over telefonen fanger jeg billedkunstner Louise Sparre, som fortæller mig, at hun har taget komponist og lydkunstner Alex Mørch med til vores samtale, så de sammen kan besvare mine spørgsmål. De to kunstnere repræsenterer – med deres forskellige baggrunde – på bedste vis KH7 som en levende platform for kunstnerisk dialog og udfoldelse på tværs af generationer og genrer.

Det hele startede, da billedkunstnerne Birgitte Munk og Iben West fandt interesse for at skabe et kunstnerdrevet atelierfællesskab og en udstillingsplatform:

”De var ude at sprede rygtet, og så har vi samlet os i denne her lange gang. I kraft af at vi er så mange, har vi en jævnlig udskiftning, og folk skal søge om at komme med. Det er vigtigt for os, at det er folk, som har en professionel praksis, der er her, så det ikke bliver et sted for en flok glade amatører. Det er vores hverdag og vores arbejdsrum, så det er vigtigt for os, at de folk, der er her – selvom man arbejder i forskellige medier og retninger – er kollegaer og professionelle”, fortæller Louise Sparre.

Kunstnerne står på skift for alt det praktiske omkring udstillingerne, og eftersom de i alt er 15 meget forskellige kunstnere, er det en meget bred vifte af udstillinger, der vises. Louise Sparre pointerer, at det netop er KH7s styrke, eftersom de repræsenterer billedkunsten i bred forstand og derfor ikke kører en stram agenda med en overordnet udstillingslinje:

”Det ville ikke give mening for os. Noget af det smarte ved at køre det på denne her måde er, at vi alle sammen har ejerskab i det”.

KH7 præsenterer omkring 12 udstillinger i hvert rum om året, så der er stort set en ny udstilling hver måned. Alex Mørch fortæller, at de ligeledes er begyndt at åbne op for besøg af udefrakommende kunstnere, som kan bruge KH7smallspace. Her kan de byde ind med andre former for kunst eller kunstneriske processer, eksempelvis lydkunst og performances.

De enkelte kunstnere skal ikke forholde sig til andre udstillinger end dem, de selv kuraterer eller på anden vis er inde over:

”Og det er det, der giver mening for mig og gør, at jeg kan overskue at være med i et kunstnerdrevet udstillingssted”, uddyber Louise Sparre. “Det er vigtigt for os, at vi ikke bare kører et projektrum, men at vi allesammen også har en kunstnerisk praksis udover det”.

Da stedet var nystartet, fik det støtte fra Statens Kunstfond på et toårigt program, men nu står kunstnerne selv for funding til de enkelte udstillinger. Til trods for at der ikke er nogen faste midler, kan det imidlertid lade sig gøre, fordi ejendomsvirksomheden Tækker Group, der ejer bygningen, sponsorerer huslejen på udstillingsrummene.

Pulsen i dansk samtidskunst

På et personligt plan er det særligt spændende for Alex Mørch at indgå i et kunstnerdrevet fællesskab, fordi hans to interessefelter får mulighed for at smelte sammen:

”Jeg har for det meste arbejdet relativt visuelt med mine ting, men altid med fokus på lyd. Så det er rigtig spændende for mig at blive en del af et fællesskab, som primært arbejder med visuel kunst. De fællesudstillinger, jeg har haft med de øvrige kunstnere, har været enormt givende processer at være med i”, fastslår han.

Det, der driver Louise Sparre, er først og fremmest lysten til at lave udstillinger. Derudover synes hun, at hun er med til at sætte en agenda, præge kunstmiljøet og dreje det i den retning, hun selv mener er interessant. Hun får en ejerskabsfornemmelse over kunstscenen, og hvad den rummer, og så finder hun det spændende at samarbejde med andre kunstnere på tværs af tematikker.

”Jeg mener overordnet set, at de kunstnerdrevne projektrum er dem, der skaber kunstmiljøet og en sprudlende scene. Der er ret mange af dem, og her er det netop kunstnerne, der på en eller anden måde belyser og laver nogle vinkler og viser noget samtidskunst, som ikke bliver vist andre steder”, slår Louise Sparre fast.

Hun uddyber, at hun selv ser de fleste kommercielle gallerier som butikker og folkene bag som en slags købmænd, der skal have en indtægt for at overleve. Samtidig peger hun på, at museerne og kunsthallerne har en anden agenda, og at de ikke så ofte viser den yngre eller den mere skæve og alternative scene frem.

I det hele taget undrer Louise Sparre sig over, hvorfor museerne og kunsthallerne ikke orienterer sig mere mod den kunstnerdrevne scene, men stadig bruger de kommercielle gallerier som deres foretrukne “jagtmarker”, når den har kæmpestor indflydelse på den danske kunstscene:

”Jeg synes, at alle, der interesserer sig for kunst, skulle omfavne den kunstnerdrevne scene. Selvfølgelig lukker steder ned og åbner op igen, men det er jo også energien ved det. Fordi det for det meste også er mere hjerteblod end økonomi, der driver sådan et sted. De kunstnerdrevne steder er pulsen i samtidskunsten i Danmark”, understreger hun.

KH7s fremtidsudsigter

Fredag den 14. august åbnede en gruppeudstilling med syv kunstnere i KH7artspace, The Travel in Space, som er kurateret af Louise Sparre og Johanne Skovbo Lasgaard. Temaet tager udgangspunkt i mikro- og makrokosmos, men ellers er det meget forskellige kunstnere, der er repræsenteret, på tværs af alder, køn og medier. De må både skabe nye værker og vise tidligere værker:

”Og det giver en uforudsigelighed, fordi man ikke nødvendigvis ved, hvilke værker der dukker op til udstillingen”, forklarer Louise Sparre. Samme fredag åbnede billedkunstner Mette Braüner en soloudstilling i KH7smallspace, Som et spejl i en gåde.

Inden for den nærmeste fremtid barsler KH7 med gruppeudstillingen Sanctuarie, som åbner i september, med tre unge kunstnere uddannet i Bruxelles, mens udstillingen, Digital Matters, af Honey Biba Beckerlee åbner i oktober. Alex Mørch præsenterer selv en udstilling i KH7smallspace i december.

”Vi har talt om at invitere nogle udefrakommende kuratorer ind til at lave en række udstillinger”, fortæller Alex Mørch og peger på, at det er nødvendigt med fornyelse efter fire år i Sojahuset, så stedet vedbliver med at være varieret.

Trods coronakrise og svære tider i kunstbranchen er Louise Sparre optimistisk på KH7s vegne: ”Jeg tror, vi kommer til at leve en årrække endnu – lige netop fordi man ikke bliver slidt ned til sokkeholderne, når man ikke skal køre alle udstillingerne selv”, siger hun og afrunder: “Jeg tror, vi kommer til at være med til at præge kunstlinjen i Aarhus og Danmark fremadrettet”.