Spot på projektrum: Sydhavn Station

I denne artikelserie giver vi indsigt i projektrummenes forskelligartede og vigtige indspark til den danske kunstscene. Kunsten.nu har talt med Mads Juel, kunstner og medlem af udstillingsstedet Sydhavn Station, hvor de forsøger sig med den svære kunst at favne et bredt publikum og et kollegialt fællesskab.

Det, der kendetegner udstillingsstedet Sydhavn Station er først og fremmest stedets placering på Sydhavns S-togs-station, et lokalt transitsted for lokale og rejsende, som ikke nødvendigvis er kunstinteresserede. Men det er også kunstnernes andelstanke, deres tanke om kollegialt fællesskab og ønsket om at hjælpe nyuddannede kunstnere med at skabe deres første udstilling eller etablere netværk.

Kunstnerne, der driver Sydhavn Station, sidder ikke med hænderne i skødet og venter på at få lov til at udstille. De går sammen og får det til at ske. De viser kunst, hvor man normalt ikke forventer det, og de gør det, når de vil og på den måde, de vil. På Sydhavn Station tager kunstnerne magten tilbage og skaber deres egne præmisser.

Kunst på farten

Sydhavn Station består dels af det gamle billetkontor, en plakatrække i selve ankomsthallen og et stort billboard på stationens ydermur. På den måde er store dele af udstillingsstedet placeret i det offentlige rum, som lokale og rejsende på farten kan opleve døgnet rundt, og det er ifølge Mads Juel, kunstner og medlem af Sydhavn Station, noget helt særligt:

“Vi har mange besøgende, som ellers ikke har en indgangsvinkel til kunst, men som følger med i vores program og kommer hen og snakker, når vi står og sætter plakater op i ankomsthallen. Det er helt specielt og virkelig fint, at Sydhavn Station ikke kun er for branchen, men også er for alle mulige andre, som finder det interessant.”

Udstillingsstedet er blevet til på baggrund af en andelstanke, hvor hvert medlem har en udstillingsperiode, hvor deres andel træder i kraft, og de skal vælge, hvorvidt de selv vil udstille, kuratere eller invitere andre kunstnere ind. Det betyder også, at de skal stå for alt fra fondssøgning til indkøb af toiletpapir. Fordelen ved, at de 12 medlemmer skiftes til at have stafetten, er, ifølge Mads Juel, stor variation i udstillinger og aktivering af forskelligt netværk og publikum.

Kollegialt fællesskab

På det gamle DSB billetkontor forsøger de netop at være et sted, som samler vidt forskellige kunstnere, udstillinger, målgrupper, netværk og publikum under samme tag, samtidig med at det giver særligt nyudklækkede kunstnere mulighed for at skabe deres første udstilling og etablere et netværk i det Københavnske kunstmiljø.

“For andet år i træk lancerer vi vores residenceprogram, St. Residens, i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund, som skal tilgodese nyuddannede kunstnere. Det kan være svært at komme ind i kunstbranchen i København, som nogle gange har det med at være lukket om sig selv. Jeg følte det selv dengang, jeg blev færdig på kunstakademiet i Malmø og kom tilbage til København efter fem år” fortæller Mads Juel og fortsætter: “Visionen er at lave et kollegialt fællesskab og skabe en kunstbranche, som man selv kan lide at være i, og hvor man hjælper hinanden. For som nyuddannet billedkunstner kommer man ikke nødvendigvis ud til en stribe af jobs.”

Egne præmisser

Ifølge Mads Juel er projektrum og kunstnerdrevne udstillingssteder ikke kun vigtige i forhold til nyuddannede kunstnere. De giver også mulighed for at vise kunst og udstillinger, som adskiller sig fra det, som større institutioner har mulighed for.

“Vi kan rykke selv, og vi kan rykke hurtigt. Der går ikke politik eller institutionelt bureaukrati i den. Jeg synes, der er en klar forskel i, at kunstnerdrevne udstillingssteder kan vise ting, som er mere spirende og fresh, fordi det ikke behøver at være en stor satsning, som skal sælge et vis antal entré billetter. En stor satsning reflekterer ikke nødvendigvis kvaliteten. Der er en anden energi i det, vi laver, som jeg virkelig godt kan lide, og som er vigtig for et kunstmiljø generelt.”

Han peger samtidig på, at udstillingssteder, hvor kunstneren er primær afsender, er med til at give publikum en anden oplevelse, end når de besøger en kurateret udstilling på et stort museum. Og så giver det kunstnere nogle andre muligheder:

“Jeg synes, det er vigtigt, at kunstnere kan oparbejde egne præmisser, og at der findes udstillingssteder, som er drevet af kunstnere i stedet for kuratorer eller kunsthistorikere Jeg tror, der er stor forskel på, om afsenderen selv har arbejdet med materialet eller ej. Det er ikke for at sige, at det ene nødvendigvis er bedre end det andet, for jeg kender mange kunsthistorikere og teoretikere, som er ekstremt dygtige og har et vigtigt blik på kunst. Men jeg tror, der er stor forskel på de to praktikker. Derfor er det vigtigt at have steder, som er drevet af kunstnere.”