Sprøjt og udladning! Kunst som infantil kritik

Måske er penge imellem venner ikke altid problematisk, men de har en betydning, når det handler om kunst. Efter at have vandret rundt i den omfattende udstilling af Jonathan Meese i Galleri Bo Bjerggaards stilfulde lokaler i Kødbyen, synes jeg, jeg kender ham rigtig godt. Jeg har lært hans besættelser, processer og idiosynkrasier at kende igennem en lang række værker, der fremtræder som voldsomt sprøjtende energiudladninger, opklistringer af billigt plastikbras og tilfældige maleriske strøg og træk.

Det føles egentlig som ret personlige, nærmest desperate udsagn fra Meese, men vi bliver aldrig helt intime, aldrig rigtigt venner … Pengene kommer i vejen!

Guldbaby
Når selv mindre lærreder koster over 100.000, er der en markant dissonans imellem udstillingens grundlæggende karakter af umiddelbar, infantil gør-det-selv-kunst med tilgængeligt budskab og så det tunge overklassepublikum, der er de eneste, der virkelig kan være med.
Som et grelt eksempel skal der 900.000 på bordet for udstillingens dyreste værk, Mutter Parzival, et brunligt, fækalielignende janushoved, opklumpet i gips, der refererer til Wagners mandehørmende opera Parsifal.

Klassiske psykoanalytikere ser en forbindelse imellem lort og guld. Her er jeg tilbøjelig til at give dem ret, for Meeses dyre værker kredser om det absolut barnlige, om babyens forhold til mor, og om forsøget på at nedbryde det onde faderbillede. Det skal ske igennem materialer, der minder om noget, vi ikke vil vide af: Sæd, blod, bræk, snot og afføring.

Ud med fars værdier
Meese har altså en mission, der er ganske væsentlig, og udstillingen bærer vidnesbyrd om en regulær eksorcisme: Hitler, forrået sexlegetøj, swastikaer og jernkors modsiges af andre mængder af tvangsprægede fænomener: Børns klistermærker, Scarlett Johansson, tøjdyr, kunstneren selv og hans mor i gentagne reproduktioner.

Det er i sammenstødet og gentagelsen, at forløsningen skal findes. Lad os bringe besættelserne ud i det åbne, ville en freudiansk psykolog insistere, ellers ender vi med en totalitær og undertrykkende verden. Nedbrydningen sker allermest overbevisende i den store installation bagerst i lokalerne, hvor floder af sammenblandet maling, klister og billige plastikgenstande serveres på sokler, på væggene, på lærreder og på gulvet.

Propaganda for en anden virkelighed
Det hele er til at begejstres over og efterhånden også blive lidt kvalm af. Udstillingen er iscenesat som propaganda for kunstens diktatur, for kunsten er – ligesom mor – altomsluttende, men uden had og vold. Det er noget, vi skal lære af. I denne indpakning er det et overbevisende argument, men som al propaganda også manisk og udført i det samme toneleje. Her spilles ellers på hele orgelet med lærreder, collager, skulpturer og video, hvor selv toilettet er udstyret med stedsspecifik performancefilm.

I sidste ende er der dog kun tale om billeder. Meeses ting viser noget og påpeger noget, men de er ikke direkte indgreb i en politisk virkelighed. Derfor står og falder den videre effekt med, om disse værker kan påvirke. Og kan dyr gallerikunst det?