Sten under fornyet pres

“Sten er et helt utroligt levende materiale,” forklarer Jan Andersson, der har drevet grafisk værksted de seneste 40 år og aldrig har oplevet en så positiv bevågenhed og kunstnerisk skabertrang som i disse dage. Trykkets genkomst er præget af eksperimenter og et produktivt pres på det klassiske medie.

En erhvervspraktik som 15 årig i 1969 hos J. Chr. Sørensens grafiske værksted (i dag Det Grafiske Værksted i Hjørring), fik stor og livsvigtig betydning for Jan Andersson. De kunstnere og spændende kunstneriske processer, han oplevede dér, slap ham aldrig igen. Det stod på frem til 1999, hvor Jan Andersson endelig tog konsekvensen af det lange og spændende arbejde med en række danske men også færøske kunstnere og rykkede til Tórshavn. I dag driver han sit eget værksted på havnekajen i Tórshavn: Steinprent.

Andersson har stadig en markant række af nordiske og særligt færøske og danske kunstnere, der jævnligt arbejder under hans kyndige vejledning, og det grafiske arbejde er ikke blevet mindre spændende for Andersson. Faktisk mener han, at kunstnerne sjældent har eksperimenteret og presset mediet så vidt, som de gør i disse dage.

Erfaring og åbenhed
“Det er helt vildt,” erklærer han, da jeg får ham i røret. Han har lige haft besøg af Rannvá Kunoy som har arbejdet og boet i London de sidste 20 år, som blandt andet ville trykke med et særligt flouriserende farvepigment, som hun også arbejder med i sine malerier og som vi aldrig har prøvet heller. Og sådan rykker kunstnerne hele tiden ved Anderssons dagligdag og 40 år lange erfaring.

“Proces er det helt centrale her, og efter 40 år som trykker kan jeg stadig opdage helt små ting, som transformeres i processen og åbner sig for nye greb. Sten er et helt utroligt levende materiale.”

Helt fra starten af har han samarbejdet med store danske kunstnernavne som Per Kirkeby, John Olsen og Svend Wiig Hansen, som også yndede at presse mediet, gøre ting med stenene, som brød normer og praksisser.

“Vi måtte kæmpe rigtig meget med tingene, og langt ud på natten, for at få tingene til at fungere, og vi lærte rigtig meget på de forløb.

Sten, farve, vand, tryk – helt enkelt?
Det handler jo om kombinationen af fine kalksten, som er et utrolig absorberende materiale, og så fedtstoffet i farven eller tuschen, der går i forbindelse med stenen og ‘forsæber’ den, som man siger.

Når kunstneren har tegnet sit motiv i stenen gennemgår den en process før den er klar til at trykke.

”Så er resten ren kemi, idet man påfører vand på stenen, før den valses, hvilket gør, at det kun er de områder med fedt på stenen, der tager imod sværte, da fedtet skyer vandet, og derfor er blotlagt. Og så er der selvfølgelig alle elementerne af vægten på valsen, mængden af vand og hastigheden af trykket for at nå til det ønskede resultat. Og det er her vi skal ramme det ønskede udtryk fra kunstnerens side,” forklarer Jan Andersson.

Stentrykket er den metode, der i følge Andersson er tættest på originalen, når noget skal mangfoldiggøres, og er på den ene side ganske enkel og på den anden dybt kompliceret. Alt efter hvor mange farver der er i et tryk, kan der blive brugt 8-12 sten til et værk, og det er slet ikke sikkert man når frem til det, der var tiltænkt. Men så kommer man også som kunstner nogle nye og uforudsete steder hen.

“En fejl kan ofte føre værket et helt andet sted hen,” siger han og uddyber:

“Jeg kan remse op rigtig mange eksempler på fejl, mærkværdige løsninger og forslag omkring materialer eller procedurer, der er kommet fra kunstnere og kollegaer gennem tiden, der har flyttet grænserne for, hvad vi kan få til at lykkedes.”

Et tillidsspørgsmål
Andersson har lige haft besøg af Julie Sass, der denne gang gerne ville trykke en triptych (serie på tre sammenhængende billeder) på de helt store sten, men kombineret med træ og metoder fra trætrykket.

”Det var som altid en rigtig spændende proces, også fordi hun typisk vil prøve noget nyt, hver gang hun er heroppe. Det gælder jo også en anarkist som Claus Carstensen, der stort set får presset mig til grænsen hver gang”.

Julie Sass forklarer sit forhold til det grafiske tryk således: ”Mit primære udtryk er maleri, og alt jeg har med at gøre, har tråde tilbage til det. Det jeg søger i det grafiske tryk er imidlertid, alt det der ikke kan lade sig gøre i maleriet; således finder det sin egen helt selvstændige form, som jeg er meget optaget af.”

Og når undersøgelsen er det primære for den proces, kræver det et særligt sammenspil med den trykker, der fører maskinerne. ” Det handler om tillid. I trykkeprocessen er alt baseret på en kæmpe tillid og åbenhed, for det ukendte; det, der er ved at tage form.”

En del af bandet på godt og ondt
Jan Andersson kan godt genkende den samhørighed:

“Det er egentlig et fint billede, at man spiller sammen i den proces, og at man som kunstner vælger et særligt sammenspil til særlige opgaver. Sådan en som John Kørner har jo stort set spillet med alle i hele Norden og har en stor grafisk produktion bag sig allerede, men lader sig også påvirke meget konkret af de værksteder og steder, hvor han arbejder.”

I følge Andersson er hans arbejde og succes også helt afhængig af gode samarbejder med kunstnerne, også rent praktisk, økonomisk.

”Vi arbejder egentlig lidt på galleri-vilkår, hvor vi typisk har en fifty-fifty aftale med kunstnerne i forbindelse med et projekt. Så vi er helt afhængige af, at der er kunstnere med projekter, som de gerne vil udarbejde i tæt samarbejde med os, og derfor betyder disse gode og produktive samarbejder alt for os.”

Og lige for tiden går det ret fremragende, erklærer Andersson:
“Folk er jo for alvor blevet bevidst om litografiet som kunstgenstand og vi prøver at gøre noget ud af formidling, indramning og ophængning, hvilket jo også betyder en del.”