Stilhedens provokunstner
I stilheden i Ulrik Møllers malerier møder man afgrunden, hvor sproget ikke længere rækker.
I stilheden i Ulrik Møllers malerier møder man afgrunden, hvor sproget ikke længere rækker.
Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter har taget et markant skridt ind på kunstscenen med udstillingen af Ulrik Møllers markante værker fra dette årti. Og så er der fantastisk smukt på den gamle herregård – ligesom i Ulrik Møllers billedunivers.
Det er faktisk lige før, det er et for perfekt match: En gammel herregård med en lang historie, der blandt andre inkluderer den folkekære Grundtvig, og så eneren Ulrik Møller, der om nogen står på skuldrene af en stolt – og også ganske dansk – malertradition med den mest markante forfader i Wilhelm Hammershøi og hans stemningsmættede landskaber malet med stor intensitet.
Ufrivilligt usamtidig
Faren ligger i, at Ulrik Møller (født 1962 i Vester Åby på Sydfyn) fremstår ufrivilligt usamtidig i mødet med en klassisk herregård og høje træpaneler.
Men det sjove er, at værkerne står så stærkt i dem selv, at rammerne netop bare forbliver rammer, og nærmest ender med at underbygge Ulrik Møllers tosidede kunstpraksis: En gammel tradition med sit eget nutidige indhold.
Samme balance er således også hele tiden på kanten til at kamme over i kalkuleret kitch og afdanket romantik, især udtalt i værker som Køer (2008), Nakkebølle Fjord (2009), Sejlbåd (Müggelsee, 2008) og Landskab med træer og skyer (2008). Derfor glider man også lettere ubekymret forbi disse.
Vores allesammens Bedsted
Der er som antydet tale om en klassisk æstetik, når man pludselig står dér på gulvet. En følelse af, at motivet, ved at blive blottet, løfter sig op over dagligdagen og bliver essentielt.
De køligt nørgterne titler: Køer, Færge, Havstykke med måger og Landskab og skyer understøtter dette. Og selvom et værk hedder Gade i Bedsted (2008), er der altså tale om hvilken som helst gennemfartsvej i en dansk provins.
Det er "gennemfartsvejen" som begreb vi møder, og grunden til at vi køber den er Ulrik Møllers gennemarbejdede sprog, hvor et skarpt blik for motivet, en perfekt komposition og en besynderlig sitren (som når man kniber øjnene lidt sammen for at skelne en detalje) får hele værket til at stå og dirre som i et drømmesyn.
Det bliver parallelt. Distanceret. Genkendeligt men ubegribeligt. Og så står man der. Alene. Ved ikke hvad man skal gøre… Der er bare stille! Provokerende stille.
Og her bliver Ulrik Møller interessant og ikke bare en utrolig dygtig maler.
Overdøvende stilhed
For der er værker, der løfter sig op over "bare" at være mesterligt malet. Det er ret enkelt: Jo mere stilhed, des bedre. Jo mere provinsiel tomhed og tyst ensomhed, des større effekt.
Og disse værker står heller ikke bare i direkte forlængelse af en malertradition, men vil noget mere. Her overdøves man af et rungende fravær af liv, der får en til gyse sagte og tankerne til at løbe.
Og det kan tankerne fordi Ulrik Møller ikke råber og forstår at gengive disse miljøer på en måde, så man aldrig er i tvivl.
Her falder blikket på før omtalte Gade i Bedsted (2008), Landsby og mørke skyer (2009), Færge (Fynshav, 2008), Kraftværk (2008) og en række værker fra Skagen og fødebyen Vester Åby, som ikke er en del af udstillingen på Rønnebæksholm (disse værker er dog præsenteret i det meget fine katalog til udstillingen).
Her kan man ikke længere bare nyde, men konfronteres af ens eget begreb om provins og stilhedens dunkle sider, hvor ensomhed og social barrikadering løber ned ad husmurene, henad vejen, ud på havet, hen til fabrikken og hjem i udestuen igen.
Det paradoksale er dog, at her er det ikke længere Ulrik Møller, der taler, men ens egen bevidsthed, erfaringer og møder med ensomheden. Og det kan Ulrik Møllers værker gøre, når de er bedst.
Man møder ens egen verden og mærker den på egen krop i al dens stille blottethed.