Støvet som marmor

I år fejrer Kunsten i Aalborg 50 året for Alvar Altos marmorbygning, og man gør det med en udstilling, der netop har marmor som tema. Trods et stort opbud af stjernekunstnere, der behandler marmor-materialet med kritiske intentioner, ender man med en noget enslydende og bagudskuende forestilling.

Det er godt, at albanske Adrian Paci er med på udstillingen. Det er også helt fint, at han ikke gør det i marmor men er repræsenteret med et videoværk. The Colum varer 25 min og fortæller historien om, hvordan et stykke marmor bliver boret ud af en klippe i Kina og fragtet til italien, alt imens arbejdere omformer stenen til en klassisk søjle.

Der er noget brutalt, effektivt og kapitalistisk over den fortælling. Arbejderen står i støvet med smøgen hængende i munden, trykluftsboret hamrer derudaf, bjerget slår revner og efterlades med endnu et ar. Tid er penge, så selvfølgelig forarbejdes klippestykket, mens det fragtes. Der er ikke meget romantik eller skønhed i den historie.

Der er derimod en lussing til kulturens umættelige og ufølsomme brug af klodens ressourcer. I dag synes middelklassefamilen i den rige del af verden, der totalrenoverer deres nyindkøbte villa, at det er fedt med marmor på lokumsvæggen, og verdens mamorbjerge forsvinder hurtigere, end du kan nå at sige ‘rovdrift’.

Adrian Paci siger ikke ét belærende ord om rovdrift på natur og mennesker i sin video. Men han viser det.

Marmor = status

Det er godt, at værket er med på udstillingen, som ellers forbavsende forbigår sådanne aspekter af en presserende nutid for i stedet at lukke sig om en noget mere drøvtyggende kunsthistorisk ‘kritik’.

Det er rigtigt – som udstillingen udsiger som sin præmis – at marmor traditionelt har kommunikeret status, magt og klassisk skønhed, og at kunsthistoriens toplister vrimler med marmorskulpturer som Laocoön og Venus fra Milo og flotte bygningsværker i marmor som Parthenon (eller det nordjyske kunstmuseum selv!)
At marmor er et materiale, som i udtalt grad har været med til at definere den klassiske kunst – måske endda vores forståelse af den vestlige kulturs opståen.

Det er først og fremmest denne kunsthistoriske aura – der i udstillingen lige netop eksemplificeres af små skulpturer af Bernini og Thorvaldsen – som udstillingens samtidskunstværker stemmer sig op imod.

En pølse i marmor

Vi møder eksempelvis Erwin Wurms menneskehøje marmorskulpturer af pølser og brød ved siden af Ryan Ganders afstøbning i kompositmamor af sin 4 årige datters hulebyggeri.

Fik I den? Billig junkfood og provisorisk børneleg manifesteret i et eksklusivt, traditionsbundet og magtladet materiale. Det er netop i clashet mellem det lave og det høje – ja, netop i det signaltunge materialevalg – at kritikken indfinder sig.

Og sådan fortsætter det. Marc Quinns Another Kiss, der forestiller et handicappet par med manglende lemmer, bryder med den klassiske tradition om den ideale, skønne menneskekrop, samtidig med at kunstneren benytter denne traditions mest ikoniske materiale til at repræsentere kroppe, der historisk set ikke er blevet skildret.

Ligeledes spiller Bourgeios Bust – en kitchet marmorbuste af Jeff Koons og hans daværende hustru Ilona i et intimt og seksualiseret moment – op mod traditionens ophøjede renhed. Og Christian Lemmerz – som rent faktisk har den håndværksmæssige baggrund og selv kan hugge sine skulpturer – har foreviget sig selv som itusprængt selvmordteorist, mens Ai Weiwei benytter marmorets magtfulde aura til at forevige et overvågningskamera.

Og så videre, og så videre…det peger over en bred kam hele tiden tilbage til den tradition, som marmormaterialet bliver signalværdi og repræsentant for. En tradition båret af hierarkiske magtstrukturer, eurocentrisme og eksklusion af ‘andethed’, og som man så kunstnerisk kan udfordre, kritisere, ironisere over og vende på hovedet.

Identiske kunstgreb

Det er jo ikke fordi, der ikke er gode kunstnere eller gode værker med på Marmor, men når man sætter en hel udstilling op med værker, der (næsten) bruger det samme kunstneriske greb, ja, så virker det hurtigt automatisk, og man ender med blive meget lidt udfordret og lære meget lidt nyt.

Desuden kan der ske det, at det kunstneriske greb sparker bagud. Når Superflex lader sit manifest – en kontrakt mellem alle klodens arter, der opfordrer os mennesker til at ændre adfærd og give ligeværdig plads til alle væsener – mejsle i marmorlignende sten og opstiller det som et såre klassisk monument, ja, så ender det jo med, at man sanktionerer netop det kunstneriske formsprog og netop den materialitet, som repræsenterer de kritisable strukturer, der har sat mennesket øverst i hierarkiet og givet det retten til at herske umådeholdent over alle andre arter – såvel som bjerge med millioner af år på bagen.

Hvad med museet selv?

Marmor er en jubilæumsudstilling, hvor museet fejrer sine første halvtreds år i musemsbygningen tegnet af den finske stjernearkitekt, Alvar Aalto (assisteret af Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël).
En bygning som blandt andet netop er kendetegnet ved sine marmorfacader og -gulve, hvilket er den åbenlyse katalysator for ideen om at lave en jubilæunsudstillingen med marmor som tema.

Men når nu materialiteten og dens signalværdi er i centrum, hvorfor har man så ikke brugt anledningen til at få nogle kunstneriske refleksioner over, hvad museumsbygningen selv med al dens skinnende marmor signaler, og ikke mindst hvordan man som moderne museum kan forholde sig til det i dag? En udstilling, med blikket rettet mod museets næste 50 år?

Det kunne have været en spændende vinkel. I stedet får vi en meget, meget klassisk udstilling med pædagogiske vægtekster og, bevares, et stjerneopbud af kunstnere. Trods alle ‘de rette intentioner’ ender jubilæumsudstillingen med at være en unødvendigt støvet forestilling.