Street art i olielandet

Selv på en fredag nat føles gaderne rene i Stavanger. Et par mørke kvinder under røde paraplyer tilbyder sig til minutpris, og tonerne fra en enkelt tandfattig harmonikaspiller kæmper mod norsk ‘hujen’, opildnende dance musik og plaskene fra den tunge regn. Men det ‘urbane snavs’ får ikke rigtig fat.

De hvidmalede træhuse og de blågrå bjergkæder bag den blikstille fjord signalerer, at Stavanger er alt andet end ‘street’. Og dog.

På niende år skænker Stavanger city nemlig en lang række af både offentlige og private vægge til street art festivalen Nuart – og den gør det med fryd.

Aviserne skriver, borgerne klapper og borgmesteren smiler, alt imens kunstnerne maler, klistrer og hamrer sig dybt ind i Stavangers kulturelle selvforståelse.

Festivalens centrum og hovedkvarter er det forladte bryggeri, Tou Scen, i byens gamle industriområde, men grundet de mange donationer af vægge finder man store og små værker i alle kvarterer.

Hjemme på gaden
Dyvik er en af de Stavangerborgere, der har doneret sit hjem til festivalen. Hendes gavl bliver udsmykket af den portugisiske kunstner Alexandre Farto (aka. Vhils), der med trykhammer og til tider dynamit bringer skulptur og maleri sammen i store portrætter på mure over hele verden.

Til spørgsmålet om, hvordan det kan være, at Stavanger tager så vel imod en kunstform, der udspringer fra graffititraditionen, svarer Dyvik:

“Det her er jo basalt set en landsby, som pludselig er boomet på grund af olien. Det betyder, at du får folk fra hele verden, der kommer hertil med nye ideer – for ikke at tale om penge,” siger hun og fortsætter:

“Jeg har faktisk aldrig fået så mange ‘likes’ og kommentarer på min Facebook, som da jeg postede, hvad han (Vhils red.) var ved at lave på mit hus, aldrig.” Dyvik smiler stort og ser op på Vhils, der hamrer sidste rest af hendes facade ud af sit portræt, “jeg synes virkelig, det er fantastisk,” siger hun gennem larmen.

Vox pop
Lige præcis tilslutning på de sociale medier spiller en større og større rolle i formidlingen af samtidskunst, og der egner værker fra street art/graffiti traditionen sig særlig godt.

For selvom de etablerede kunstinstitutioner er yderst forsigtige med at anerkende street art – for ikke at tale om graffiti – som værdige til ‘kunstetiketten’, er det nogle af de allerstørste tilløbsstykker for publikum, når lejligheden byder sig.

Derfor var grundlægger Martyn Reed heller ikke i tvivl: Da den første Nuart festival med fokus på street art fik blankt nej på alle fondsansøgninger, finansierede han den bare med et privat banklån – og der har ikke været noget at fortryde. Festivalen vokser hvert år i anseelse, kvalitet og ikke mindst eksponering.

Lokaldemokrati
“Street art, uanset om den er sanktioneret eller ej, er offentlig kunst, der undviger bureaukrater og komiteer; det er lokalsamfundene selv – ikke en eller anden byrådsrepræsentant – der afgør, om et værk får lov at blive eller skal males over,” siger Reed og uddyber:

“Det er en meget mere demokratisk proces, som direkte involverer og er afhængig af borgerdeltagelse. Desuden bliver det promoveret af dynamiske unge ‘promotors’ med baggrund i populærkultur.”

Millioner af hits
De har med andre ord værktøjerne og midlerne til at nå meget store og helt specifikke målgrupper.

“‘Fine art’ derimod er som regel selvrefererende, afhængig af promotion fra tunge institutioner, hvis begreb om ‘outreach’ strækker sig til at have en Facebookside,” siger Reed.

Og tallene taler for sig selv: “Festivalens videoer og fotos har tilsammen bogstaveligt talt fået millioner af hits, views og likes,” siger han og tilføjer: “Det er svært at associere et 20 meter højt Vhils værk, der er håndskåret ind i en bygning, med en 15-årigs ‘tags’.”

Bagest i skitsebogen
En af de store tilløbsstykker på årets festival er unge Ernest Zacharevic fra Litauen. Zacharevic stormede de sociale medier sidste år med sine maleri/installationer i den Malaysiske by George Towns bybillede, hvor han fusionerer ‘readymades’ med klassisk maleri.

“Jeg har studeret kunst i 12 år, halvdelen af mit liv,” siger Zacharevic, da jeg spørger til hans baggrund. “Man bliver så træt; alle de bedste ideer laver man bagest i sin skitsebog under forelæsningerne, ting, ingen vil lægge mærke til på akademiet, men bare tænke ‘hvad faen laver du?’,” siger han og griner.

Håndværk
For festivalarrangør Martyn Reed er modstillingen mellem kunst og street art en forældet dikotomi: “En god del af de kunstnere, der beskæftiger sig med street art, er uddannet fra nogle af verdens bedste kunstakademier,” forklarer han og forsætter:

“Imens tager andre deres ‘eksamen’ fra en graffitisubkultur, hvor de har øvet deres håndværk i typisk mere end ti år, før en traditionel kunstner overhovedet ville melde sig ind på akademiet.”

Mens du sov
Gennem Stavanger til fods på en søndag formiddag minder byen om de første ti minutter af en zombiefilm. Alene i verdens største galleri.

Den smådryppende himmel og de små, tomme gader passer perfekt til en street art æstetik; store gavlmalerier kommenterer på teknologi, overforbrug og ensomhed, mens mindre, til tider helt hengemte værker, pludselig popper frem og bryder gråvejret med humor.

Timerne glider, mens murene lokker en rundt over hele byen. Forhåbningen om at dreje om hjørnet og støde på et fedt, sjovt eller eftertænksomt værk mellem de idylliske træhuse trækker turistens blik ned på gadeplan – og tilføjer den sovende by en let knurren.

SE FLERE BILLEDER HER