Stregens højspændte slyng

En af tegningerne på udstillingen Jens Lund – mesterlige art nouveau arabesker på Vejen Kunstmuseum bærer titlen: Mens Milliarder af Kloder gaar til Grunde hvert Sekund, svæver vor Klode rundt som en smilende Sæbeboble gennem Himmelrummet.

Tegningen er dramatisk spændt mellem sort og hvidt, mellem organisk bølgende og kantede spidse linjer og mellem den diagonale dynamik og det kloderunde centrum i svævende ro. Titlen er påskrevet tegningen med sirlig skrift og synæstesivirkningen mellem poesien og billedudsagnet er et af ærinderne.

Syret og contemporary
Tegningen er både syret og overraskende contemporary, selvom den er fra 1899 – omtrent 70 år før flower power og endnu længere før Niels Erik Gjerdeviks nutidige arabesk-abstraktioner.

Jens Lund (1871-1923) hører kunsthistorisk til den danske version af de internationale modbevægelser mod rationalismen i slutningen af 1800 tallet: symbolismen, syntetismen og art nouveau-bevægelsen, som blandt andet manifesterede sig i en vellyst for de ornamentale slyngede linier.  

Disse retninger fik ikke nogen lang eller stærk position i det danske, og Jens Lund, der sammen med Johannes Holbæk var den kunstner, som med størst personlig og original investering excellerede i den organiske stil, er da heller ikke at finde på hovedvejen i den danske kunsthistorieskrivning.

Men der er gode grunde til at reaktualisere den særegne kunstner, og det er, hvad Vejen Kunstmuseum gør med denne udstilling med medfølgende og øjenåbnende bogudgivelse. Museet, hvis hovednavn er Niels Hansen Jacobsen, Lunds mentor og ven, ligger inde med næsten hele Jens Lunds produktion, men nerven i udstillingen pulserer om årene omkring 1900.

Det er her, Jens Lund brænder igennem og blandt andet skaber de illustrerende bogværker Forvandlede Blomster og Livets Skove samt sine fantasilandskaber – det er her, man finder tegninger, der virkelig er vilde og langt ude. Senere vendte Lund sig mod naturstudier og det motiviske i en mindre engageret og mere udtyndet form.  

Besjælede blomster og træer
Forvandlede blomster består af fantasi-blomstertegninger, som repræsenterer menneskekarakterer eller sider af det menneskelige væsen, dets følelser, drifter og længsler. En blomst er snedig (med slangetunge), andre sørger. Der er skøgeblomster  og anarkistiske blomster. Pennens vej over papiret er bølgende og let og appellerer til en løbsk forestillingsevne.

Med Livets skove bliver ikke alene formatet større men også farligheden. Man erfarer, at et træ ikke bare er et træ. Skovtegningerne beskriver forskellige aspekter eller forløb af den menneskelige bevidstheds udvikling. Vi kommer igennem Barndommens skov, Drifternes Skov, Viljens skov – gennem stadier med kamp, fortvivlelse, vanvid, syner og dødsrædsel. Vi er på skovtur med Nietzsche og Freud – to af tidens varme navne – og den eksistentiel-psykologiske ladning er tyk og og eksekveret i dynamiske og i visse tilfælde rå og voldsomme linieføringer. Til tider er træerne så forvredne og infiltrerede, at vi nærmer os ren abstraktion.

Fantasilandskaber
Hvis trætegningerne kan ses som komprimerede eksistentielle og emotionelle udsagn, er fantasi-landskabstegningerne endnu længere ude, ladet med en fortættet spirituel energi. I en tegning som Ildkugle står denne energi så at sige i ren form, sfærisk udkrystaliseret i et univers af spirallinier. Andre gange henvises til den kristne mytologi som i Og jeg saa Himlen opladt… Apokalypsen eller Jacobs Syn. Genesis I.28.

Men trods dramatiske lystrapper eller blændende himmelåbninger, som man kender det fra traditionel kristen lyssymbolik, knytter Lunds billeder ikke entydigt an til traditionen og holder sig behørigt fra det motiviske til fordel for mere abstrakte, søgende – nogle gange tilnærmelsesvis erotiserede – visioner. I det store maleri Herrens Herlighed (1899-1900) – Lunds mest kendte værk – fremmanes det spirituelle således via abstraktion og fladens ornamentale kraft.
Tidens forkærlighed for det okkulte og nyspirituelle retninger som eksempelvis Teosofien spiller med i disse værker. Også på den måde matcher Lund så at sige samtidskunsten, hvor en række kunstnere har genoptaget interessen for disse ting.

Læs eks Torben Sangilds klumme om okkultisme i samtidskunsten.

Det er måske nok noget eksalteret og højstemt over Lund anno 1900, men det er fandme nogle vilde syner. Og så er det allermest vilde af disse fantasilandskaber fra tiden omkring 1900 ikke engang med på udstillingen, da tegningen Fantasilandskab med Palmer pt. er udlånt til Jorns 100 års jubilæumsudstilling på Museum Jorn. Jeg kendte ikke særligt til Jens Lund før – men da jeg havde set den tegning i Silkeborg, vidste jeg, at jeg måtte til Vejen!

Stregens egenværdi
Der er noget ekstravagant, næsten luksuriøst over Lunds perfekte, ‘dekorative’ værker. Flere af dem er ekstremt gennemarbejdede – men de også prøvende og meget, meget nuancerede. Symmetrien er aldrig fuldstændig, tegningerne afsøger det sorthvide spektrum med et utal af forskellige skraveringer, tushlaveringer, knitrende sirlige streger og fede dækkende markører. Ofte er det særdeles elegant – men i de bedste værker er man tillige helt igennem på gyngende og usikker grund.

Lund afsøger linjernes potentiale som udtryksformer for irrationelle og unævnelige følelsestilstande. Stregens bølgen kan have sin ideelle egenværdi og formes skrøbeligt og powerfuldt, og det er ikke sært, at Lund blev genstand for interesse for Asger Jorn og Richard Mortensen. Automattegningen, hvor kunstneren spontant og hinsides kontrol åbner for et indre, psykisk udtryk ligger på lur hos Lund.

Nutidig ornamentik
Og bid mærke i samtidskunstens interesse for ornamentikken. Jeg har nævnt Gjerdevik men også så forskellige kunstnere som Julie Nord, Peter Linde Busk, Christian Vind eller Ida Kvetny er – med hver deres afsæt i øvrigt – optaget af arabesker og ornamentik, mønstre, slyngninger, striber og prikker. De dekorative kvaliteter er åbenlyse, men ladningen af det irrationelle, ‘førsproglige’ stof er også her present.

Der er altså gode grunde til at tage vejen til Vejen og møde en ‘glemt’ kunstner, hvis værker nok er små i formaterne, men så store i udførsel og vision, at de i bedste forstand er ‘nutidige’.