Struers psyko-geografiske lydlandskab

For tredje gang er Struer hjemsted for lydkunstbiennalen Struer Tracks, og i år undersøger de deltagende kunstnere, hvordan geografiske omgivelser påvirker menneskets følelser og opførsel. Vores reporter skulle først lige finde kunsten, men så gav biennalen ellers mulighed for at lytte til både kloakker og muslinger – og til at tage en larmende cykeltur på havnen.

Tågen letter langsomt, mens solen står op over markerne og de jyske landeveje. Med jævne mellemrum overhaler jeg en mejetærsker, vindmøllerne står stille mod sensommerhimlen.
Jeg passerer byskiltet til Struer – LYDENS BY, og parkerer på havnen med snuden helt ned til fjorden. Bådene ligger på lange rækker i det blanke vand. En kvinde med rollator hilser. En lastbil bakker. En mand med barnevogn triller forbi. Mågerne skræpper op, men ellers er her helt stille. Mit blik bliver fanget af en stor reklame for udlejning af sup-boards og tilbud på en hot-dog-menu.
Hvis man ikke ved, at her lige nu udspiller sig en international biennale for lydkunst, er det ikke til at få øje på.

Struer Tracks er en biennale for lydkunst, der for tredje gang indtager Struers gader, parker og pladser med lyd og kunst. Under overskriften Lydens Landskaber har de deltagende kunstnere arbejdet med stemninger, historier, erindringer, lyde og fantasier, der knytter sig til forskellige steder i Struer. Stederne bliver forandret, genoplivet, iscenesat eller åbenbaret gennem lydkunsten.

Visionen er at skabe kunstprojekter med ”stærk lokal forankring og international relevans”. Under biennalen danner Struer desuden rammen for en række koncerter og performances, en podcast-konference, workshops og værksteder for børn, unge og studerende.

Lidt fortabt bevæger jeg mig rundt på havnen og er ved at blive kørt over af en kran, mens jeg prøver at spotte andre, der er på lydkunstfestival. Heldigvis bliver jeg mødt af hjælpsomme frivillige, der holder til i brobuen under jernbanen, der forbinder byen og havnen.

Jeg får udleveret et program og udpeget den rigtige retning mod den gamle industrihavn, hvor de fleste lydinstallationer er placeret. Jeg går rundt mellem gamle pakhuse, Struer Wind Academy og mere eller mindre forladte bygninger. Endelig hører jeg noget, der tydeligvis er tilført havnemiljøet. Et soundscape af toner, vand og skvulp blander sig med mågernes skrig, og jeg opdager til min store fornøjelse af lyden kommer op af kloakkerne. Arendse Krabbes lydværk Indre lydlandskaber viser det sig at være. Jeg er på sporet.

Byens indre fordøjelsessystem

Årets hovedkurator Charlotte Bagger Brandt (Råderum) har bedt de deltagende kunstnere om at forholde sig til temaet psyko-geografi. Begrebet blev defineret af den franske Situationist Guy Debord i 1955, som ”studiet af hvordan geografiske omgivelser, enten bevidst organiseret eller ikke, påvirker menneskets følelser og opførsel”.

Arendse Krabbe har ladet sig inspirere af Struers skjulte systemer, der er med til at opretholde byen. Nærmere bestemt kloaksystemet, som ubemærket træder i kraft, så snart vi har skyllet ud i toilettet. I samarbejde med Struer Energi har hun lavet optagelser nede i kloakkerne og ude på rensningsanlægget og i samarbejde med lyddesigner Jesper Lundager skabt fem kompositioner installeret i fem forskellige kloakker.

Værket inviterer os til at få øje på analogien mellem byens og menneskets indre fordøjelsessystemer og forestille os kloaksystemerne i forlængelse af vores tarmsystem. Det peger på en forbundethed, vi sjældent tænker på, og måske en taknemmelighed for det arbejde og den økonomi, der opretholder byens orden.

Frirum i siloen

Det næste værk, jeg støder på, er Brandon LaBelles Freedom Room skabt til rummet under siloen, som i sig selv er en akitektonisk perle. Brandon LaBelle er født i Los Angeles, men har arbejdet over hele verden og bor nu i Berlin, og det må siges at være lidt af et scoop at få ham til Struer.

LaBelle har en baggrund i visuel kunst og eksperimenterende musik, men har de seneste 10 år også været en vigtig stemme i den akademiske forskning i lydmiljøer og aktivisme. I det rå rum under den gigantiske silo har han indrettet en totalinstallation, som undersøger og hylder de anarkistiske, gør-det-selv miljøer, der ofte findes omkring forladte bygninger og selvetablerede spillesteder, og skabt et frirum – tænkt som et sted byens unge kan indtage og hænge ud i.

Ved de fire borde-bænke-sæt under lyskæderne opfordrer sprittuscher til, at man tagger eller tegner på træet. I baren kan man skænke sig en nescafe eller et glas vin fra karton. En lille scene inviterer til talks, performances og DJ-optrædener. Tegninger langs væggene viser forskellige bevægelsesmønstre og scores, ligesom Tv-skærme viser videoer med dansere, der indtager det offentlige rum i forskellige dele af verden. Bag en firkantet konstruktion dækket af stof og tæpper i varme farver kan man slappe af på en briks eller i en blød stol og lytte til musik.

Installationen tager udgangspunkt i LaBelles omfattende forsknings- og arkivmateriale, blandet med scener og erindringer fra hans eget ungdomsliv. Soundscapes og musikstykker kommer fra alle steder og skifter i stemning og intensitet. Musikfragmenter, trommer, cikader, eksotiske rytmer blander sig med mere vestjyske havnelyde. En dyb mandestemme kommer ud af en gammel megafon med en slags lecture om bl.a. surrealisten George Batailles teorier om overskridelse, erotik og suverænitet. Ifølge Bataille kan man netop bekæmpe fascismen – eller kapitalismen – igennem det sanselige, som en antitese til arbejde, produktion og viden.

Installationen er blevet til i dialog med en gruppe af byens teenagere, der som en del af Struer Tracks har skabt deres eget koncertprogram med titlen Off Track. I sig selv fungerer installationen som et sted for erindring, sanselighed og refleksion. Om det i løbet af festivalperioden kommer til at fungerer for et reelt hæng-ud-sted for byens unge borgere, hvor de unge kan organisere sig og være sammen, må tiden vise.

Broken Telephone

I det store røde pakhus lidt længere inde på havnen finder jeg den næste installation. Den danske Berlin-baserede lydkunstduo Vinyl -terror & – horrors æstetik er ikke til at tage fejl af. Bag et rødt og sort tivolitog står en skulpturrække bestående af 11 hackede højtalere, som sætter i gang med fem minutters mellemrum. En knap starter en grammofon og en tysk slager sætter i gang. Lyden bølger videre til en harmonika monteret på den næste højtaler i rækken, som sender lyden videre ind i et overskåret metalrør. Led for led forvrænges lyden gennem højtalerrækken og tilføjes hvisken, tysk radio, lyden af vand, en hveps, glas der splintres, og støj der accelererer som en raket. Som den velkendte hviskeleg, hvor den originale betydning hviskes ud undervejs, og nye betydninger opstår, ender lyden med at gå gennem en spolebåndoptager og en fiskestang i linekludder og fortælle en tvetydig historie om det liv, der har udspillet sig – og måske i fremtiden vil udspille sig – på havnen udenfor.

Ligesom det ældre vestjyske par, der også opholder sig i rummet, kan jeg ikke lade være med at grine. Som med tivolitoget, vi mødte ved indgangen og de modeltog i sirlige papmachelandskaber, jeg husker fra min barndom, er der en ren fascination og umiddelbar glæde over mekanik og teknik, der spiller sammen. Camilla Sørensen og Greta Christensen har siden 00’erne arbejdet med at skabe fortællinger ud af forholdet mellem lyd og objekt og har her skabt noget virkelig spektakulært. Måske muliggjort af samarbejdet med B&0’s udviklingsafdeling eller de rammer, festivalen har sat op for deres arbejde.

Larmende cykeltur

Det næste værk, jeg oplever, er den britiske komponist, lydkunstner og musiker Kaffe Mathews’ soniske cykeltur Vejret er præsent. Ved Infocenteret i brobuen får jeg udleveret en solid gul damecykel, der via gps-lokalisering afspiller elektroniske kompositioner fra højtalere monteret under styret. Ved at cykle rundt på havnen aktiverer man de forskellige kompositioner og komponerer på den måde selv sit værk i dialog med omgivelsernes lyde.

Siden jeg fik min iPod har jeg elsket at cykle rundt i byen og lade musikken i mine ører blande sig med byens lyde. Jeg elsker ideen om at bevæge mig ind og ud af Mathews kompositioner, skabt specifik til livet og de tomme bygninger på havnen.

Men i praksis er jeg ikke så vild med det. Musikken er alt for høj og frem for at være en anonym iagttager, i stand til at bearbejde indtryk, føler jeg mig udstillet som et ufrivilligt underholdningsorkester, der forstyrrer de dyr og mennesker, der har deres daglige gang på havnen.

At lytte med muslinger

Helt ude for enden af molen i et lille træhus med vinduer til begge sider og omgivet af vand, finder jeg den norske lydkunstner Jana Winderens værk At lytte med muslinger. Fra en højtaler i hvert hjørne afspilles en komposition skabt til stedet af feltoptagelser lavet i Grønland og Norge både under og over vandet.

Med hydrofoner har Winderen blandt andet optaget snegle, der bevæger sig over sten, og muslinger netop som de vågner af vinterens dvale og begynder at filtrere havvandet for at finde føde. Kompositionen rummer de fineste sitrende lyde, raslen og rislen, dybe droner, lange toner, grynt, vand, fugle og helt fin knitren og smasken. Lyden af en grindehval, der synger, overdøves af lyden fra en motorbåd, og man fornemmer her Janas dybe optagethed af sundhedstilstanden i miljøet omkring os.

Som titlen hentyder til, opfordrer værket os til at skifte perspektiv – bort fra det antropocentriske– og udforske livet som for eksempel en musling, som lever lige ved siden af os. De høje, lavfrekvente lyde fra motoriserede både, havvindmøller og færger forstyrrer nemlig ikke kun hvalernes mulighed for at kommunikere med hinanden, som de er dybt afhængige af for at kunne overleve. De stresser også muslingerne, fuglene og fiskene, som langsomt forsvinder fra vores kyster, ligesom de sandsynligvis stresser os mennesker på et ubevidst plan.

Jana Winderen har været draget af universet under havets overflade siden hun var helt lille, og miljøspørgsmål optager hende mere end nogensinde. Winderen læste egentlig til marinebiologi men skiftede til billedkunst. Hun blev dog frustreret over alle de materialer arbejdet krævede. I stedet begyndte hun at arbejde med lyd, som i sin natur er mere immateriel, og hun sørger blandt andet for at de ting, hun skal bruge i sine installationer, kan lånes eller genbruges, så de får et liv efter udstillingsperioden.

Små lyde for fordøjelsen

Min dag ender med Arendse Krabbes time lange Lyttesituation i Struer Kurbad for en lille gruppe på i alt syv tilmeldte. Mens vi ligger på yogamåtter i en halvcirkel i et rum, der normalt bruges til Wellness-oplevelser, med benene pegende ud mod Limfjorden, bevæger hun sig rundt om os og rører ved kogler, træstykker, tørrede svampe og andet naturmateriale.

De små lyde skulle efter sigende få nervesystemet til at slappe af og dermed sætte fordøjelsen i gang, og har på den måde en direkte sammenhæng til de indre lydlandskaber installeret i byens kloakker, jeg mødte først på dagen.
Snorken og rumlen fra maver blander sig med lydene fra Arendse, der går rundt mellem os og triller små kugler og spiller på forskelligt organisk materiale helt tæt på og lidt længere væk. Når man først har givet sig hen til situationen er det en ekstremt behagelig oplevelse, der nærmest føles som massage af øregangene, og leder tankerne hen på den kildrende fornemmelse, nogle oplever ved visse lyde – også kendt som ASMR (Autonomous Sensory Meridian Response).

Permanent kloakdæksel

En af ambitionerne ved Struer Tracks er, at hver festival skal efterlade sig et permanent værk i byens rum. I 2017 efterlod Frode Gundorf Nielsen sig en lydskulptur i haven ved Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter, og i 2019 skabte Ursula Nistrup en serie af klangfulde aluminiumsskulpturer placeret rundt omkring i kommunen.

Struer Tracks 2021 efterlader sig Ragnhild Mays vindharpe Æolian Pavillion og Arendse Krabbes kloakdæksel med teksten ”Lytter du til byens tarme og til dine? Lytter du til forbindelsen mellem dig og byens kollektive helbred?” indgraveret.

Struer Tracks føles som en kæmpe gave, hvis man investerer sig i festivalens mere eller mindre synlige værker, som jeg håber mange andre end jeg og de andre inviterede og indviede får glæde af.