Styr på økonomien

Anna Ørberg og Tina Helen tager i to sammenlignelige udstillinger fat om samtidens økonomiske problemstillinger. Det fungerer godt, når synsvinklen spiller kritisk ind i samtidens populære tænkning og bøjer forståelsen.

Danske Grafikeres Hus præsenterer i januar to udstillinger, der har meget tilfælles i deres opbygning. I begge udstillinger indgår kunstneren selv i hovedværket, og tematisk kredser de begge om økonomiske forhold. Således er de to udstillinger kurateret til at kunne spille op mod hinanden, og som besøgende går man næsten uundgåeligt fra det lille udstillingssted med en favorit.

Arbejdsmarkedsordspil
Jeg kan godt lide ordspil. Ikke nødvendigvis dem, hvor spidsfindigheden kræver nøjere granskning. Nej, det er selve den kreative orddannelse, der er en fryd. Derfor er der for mig og andre med samme tilbøjelighed meget at glæde sig over i Anna Ørbergs værktitler i udstillingen Precarious Rarities and Commodified Oddities.

Kunstneren leger med begreber fra arbejdsmarkedet. For eksempel bliver Flexicurity-modellen i værket Flexi-Curiousity (2016) betragtet med undrende afstand som følge af en skævvridning, hvor der lægges stadig mere vægt på arbejdstagerens fleksibilitet samtidig med at sikkerhedsnettet forringes. I værket forstår vi bambus som et billede på den arbejdstager, der trods sin stærke og bøjelige natur stadig kan brækkes, hvis presset bliver for stort.

På samme måde bliver væltede nisser i et klassisk snelandskab af vat et billede på sæsonarbejderen i værket Preca-Rarities (2016), hvis titel leger med begrebet “prekariat”, der refererer til en gruppe med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet.

En stemme fra fremtiden
I enkelte af værkerne ser vi Ørbergs karakteristiske malede skråskrift, men det er det godt ti minutter lange titelværk, der binder udstillingen sammen. I dette interviewer kunstneren i en ikke nærmere bestemt fremtid sig selv som ekspert i arbejdsmarkedsforhold for perioden fra 1970’erne frem til omtrent nutiden. Dette greb giver kunstneren muligheden for at behandle samtiden retrospektivt og lægge afstand til “[d]en selvfølgelighed, hvormed en kultur eller tidsalder forholder sig til sin egen logik”, som det hedder i udstillingsmaterialet.

Det kan dog diskuteres, hvor godt det lykkes, da eksperten (Ørberg) flere steder lyder netop tidstypisk i sine betragtninger, og intervieweren (Ørberg) ikke rigtig formår at stille kritiske spørgsmål, hvorfor valget af interviewformen også kan undre.

Kunstneren får dog lanceret begrebet “annocentrism”, der netop henviser til problemet med at se ud over samtidens selvfølgeligheder, som er en central pointe i værket, og udsagnet om deflation af opstartsvirksomheder er også et eksempel på en idé, der ikke kunne være hentet fra en kronik anno 2016. Precarious Rarities and Commodified Oddities er i sit visuelle udtryk helstøbt og bundet sammen af et solidt koncept, men det trækker ned, at hovedværket ikke rigtig formår at levere, og så kan jeg ikke lade være med at betragte udstillingen som et wunderkammer over dårlige idéer til boligdekoration, hvilket dog ikke nødvendigvis er i strid med kunstnerens intentioner.

Autisme og økonomi
Vi finder aldrig rigtig ud af, hvem Rebecca er i Tina Helens udstilling Rebecca’s System, der består af otte værker med titelværket som omdrejningspunkt. I dette 21 minutter lange videoværk, der har eksisteret i forskellige inkarnationer siden 2012, repræsenterer billedsiden en uge i autisten Rebeccas liv.

Det er en uge, der er sat i system ved hjælp af farver og kendetegnet ved en række karakteristika, der i takt med farveskift inddeler værket i kapitler eller ugedage, om man vil.

Således får vi blandt andet at vide at Rebeccas system er statisk, asocialt og forbundet til tid, og det er disse karakteristika, der ligeledes danner rammen om værkets lydside.

Kunstneren har med samme manuskript interviewet tre økonomer fra hver deres disciplin og med hver deres syn på fagområdets systemer. I det sammenklippede resultat kommer de i en art dialog med hinanden om, hvorledes de karakteristika, der kendetegner Rebeccas system, passer på økonomiske systemer.

Resultatet er en meget afdæmpet oplevelse, der langt fra insisterer på et entydigt budskab, og beskueren kan undervejs bevæge sig rundt i det lille rum på overetagen i Danske Grafikeres Hus og betragte de andre syv værker, der alle i større eller mindre grad er afledt af Rebecca’s System.

Ugedag, farve værk
Det mest iøjenfaldende værk Sunday is White (Collector’s Cut) (2016) består af en hvid glasramme med en række halverede pengesedler, der påfaldende alle portrætterer betydningsfulde mænd i sedlens hjemland.

Tina Helen laver på den måde et system i systemet, men efterlader rigeligt med plads til, at beskueren kan lægge tyngdepunktet forskellige steder; både kønnet, det afklippede og kunstnerens tegnede forbindelser på glasset kan anspore til overvejelser over det økonomiske system og værket blive ekstra aktualiseret disse dage, hvor det diskuteres politisk, i hvor høj grad kontanter kan afvikles som betalingsmiddel. Endelig peger værket mod et tableau, der er kendt af rejsende, fra gæstgiverier rundt i verden, hvor de besøgendes nationale valuta er samlet i opfindsomme collager.

Resten af værkerne knytter sig ligeledes til en farve og en ugedag og refererer i deres titler til begreber, der er forbundet med autisme eller økonomi. Jeg vil fremhæve det besynderlige Tuesday is Purple (False Belief) (2016), der består af en test til identificering af social forståelse, hvor en pige gemmer en marmorkugle for en anden pige.

Testen er tilsyneladende approprieret til værket, og Tina Helen har streget ordet marble (marmorkugle) ud og erstattet med ordene precarious worker (arbejder fra prekariatet). Det virker som et greb, hvor en pludselig indskydelse har fået lov til at manifestere sig. Men det virker, og det lykkes Helen at give værket en gådefuld forbindelse mellem den autistiske og den økonomiske verden, der oveni købet trækker et tydeligt spor til Ørbergs udstilling nedenunder.

Rebecca’s System er en smagfuld, ikke-polemisk oplevelse, hvor økonomiske systemer bliver taget under kritisk, kunstnerisk behandling, men hvor der også er plads til rigtige eksperter og en idé om, at systemerne trods deres mangler er med til at holde styr på en kaotisk tilværelse.