Subkulturens wunderkammer

Jonah Freeman og Justin Lowe har i deres scenografiske totalinstallation Scenario in the Shade på Kunsthal Charlottenborg skabt rammerne for en energisk og udsyret civilisationsfortælling og -kritik, der dog ender som en gestus, der aldrig knytter an til de vigtige spørgsmål.

I subkulturens selvskabte og hengemte frirum lægges grunden til kulturens strømninger. Sådan har det altid været og aftegner en mekanisme indlejret i vores samfundsstruktur, hvor selvtægt – eller normløs DIY-kultur – ender via uautoriseret alkymi som indtægt og en bevægelse mod en mørklagt magtposition. En voksende magt uden hoved, der lever af hengemte økonomier og en god portion kulturel kapital.

Sådan kunne man beskrive den kulturelle fortælling, som ligger bag den amerikanske kunstnerduos dystopiske totalinstallation, der via et videoværk og dets seks scenografier til et muligt fremtids-kartel af undergrundsbander på den amerikanske vestkyst fletter en fortælling sammen om teknologiens, stoffernes, musikkens og modens mulige fremtid set nedefra og indefra.

Subkulturens laboratorier

Fortællingens grundtanke – eller samfundsmæssige infrastruktur – er hentet i Herman Kahns bog fra 1967 The Year 2000, hvor San Diego og San Francisco er vokset sammen til en ny stor-metropol på vestkysten. Her møder vi så efterladenskaberne fra de seks bander: The Shade, The Fort, Phansigar Gokudo, Bamboo Union, King Gordon og Disco Creeps.

Hvis man skulle være i tvivl om hvor vi er i samfundslaget, så illustrerer indgangen til installationen det glimrende: et festival-toilet uden bagvæg (en potte-portal, som duoen beskriver den). Herfra går turen gennem et helt univers, hvor bandernes tilholdssteder er samplet sammen til ét langt forløb.

Det giver faktisk en oplevelse af, at de opholdt sig sammen, hvilket sjældent er tilfældet med undergrundens magthavere – se bare på bandekonflikter herhjemme eller globalt.

Men, der er til gengæld, langt imellem rummenes materialer, æstetik og scenografi, der strækker sig fra victoriansk lummerstue, over totalsmadret hule, til vildtvoksende stof-hacker-tech-laboratorium, spilarkade, videre til et über seksualiseret butiksdisplay med syntetiske kager, tvivlsomme medikamenter og b-film, for så at ende i et overophedet, lysstofrør-plante-hybrid-display med asiatiske undertoner.

Man køber ikke rigtigt fortællingen om opholdssteder, da de kun i to af tilfældene synes at kunne huse egentlige besøgende, men man dykker som en modkulturens arkæolog grådigt ned i alskens mærkværdigheder. Og der er sprængfyldt med sort og grotesk humor – og en god portion skulpturelle kvaliteter, som udfolder sig som snart et wunderkammer og i næste øjeblik som kulturelle billeder eller modbilleder på nutidens forbrug, sex, mode, stoffer og anden eskapisme.

Installationskunstens potentiale

Installationskunsten kan med sin hybride skulpturelle form og udsagn, mellem fragmenteret billeddannelse og scene for mulige handlinger, skabe grobund for en kunstoplevelse, der stykker sig sammen over tid. Som en fortælling indlejret i vores kroppe. Vi bevæger os og indtager værket simultant, men kommer derfor også ud med vidt forskellige værkoplevelser, der afhænger af vores egen rute, blik og den performative dialog med rum, materialer, tekstbidder og sanseindtryk. Vi er som publikum centrum for det hele, kan man sige, og derfor stiller Scenario in the Shade også store krav til og potentialer for beskueren.

Jeg vil ikke vove at påstå at Freeman & Lowe er nærige med deres materialer. Tværtimod. Vi bliver ført ind i et orgie af fragmenter til at sammensætte en mulig fortælling. Men den energi og drevne fortællelyst som introduceres i udstillingsteksten, der kort men stærkt fremlægger de seks subkulturers etnologi med ritualer, vaner, tøj, mad, æstetik, teknologi, stoffer og økonomi, har nærmest sagt for meget, for godt, til at man selv finder rum til sin egen mulige fortælling. Det er i hvert fald kun få steder i installationen, at man føler tingene begynder at stykke sig sammen til noget potentielt. Nu er al hardware også slukket og forladt, intet kører, ingen musik, teknologi, stoffer eller mad, man kan opleve, indtage eller nedsynke i. Duoen beskriver deres miljøer som egentlige ’skulpturer’, så måske er det slet ikke meningen at vi har en performativ rolle i denne scenografi.

Hvad vil værket egentlig mig?

Min egen oplevelse bar præg af en voksende frustration i en søgen efter egentlig indhold og nogle perspektiver ved dette fremtidsscenarium, som rækker ud over det statiske materiale i de rumlige skulpturer. Livet, som man formodes også har udfoldet sig her, og som var kraftigt antydet i teksterne, er i det fysiske værk skåret ned til et minimum.

Duoen har dvælet ved hackingens mulige samplings-former: kollager (eller multiples i et mere skupturelt vokabular) udført i 60’er retrostil i alle mulige materialer, laboratorier, pirat-b-film-kassetter med obskure titler og rollelister, plantehybrider, samplede badehåndklæder, syntetiske kager og glossy post-internet markedsføring. Cool as hell.

Men handlingen, konflikten, byen, samfundet og dybden i udstillingskonceptet udebliver, og man bliver i tvivl om, hvorfor dette fremtidsscenarium og det litterære forlæg overhovedet var interessant for duoen, og nu for os?

Mit håb var i sidste ende, at videoværket (i udstillingens sidste og største rum) ville føre fragmenterne sammen, ind i blot nogle af de komplekse spørgsmål og et muligt handlingsforløb, et levet scenarium. Men de tyve minutter jeg brugte dér var en udvidet form for musikvideo og præget af endnu en tur gennem installationen – nu via kameraets styrende framing, røg, skumbad, effekter og soundtrack, der lidt ufrivilligt kom til at illustrere netop værkets i bund og grund lidt tomme (selvtilstrækkelige) gestus.

Måske har jeg rent faktisk tillagt Jonah Freeman & Justin Lowe al for meget intention i forhold til deres publikum. Måske skal vi bare vandre igennem denne skulptur og tænke: nej, hvor er de gode til at bygge trippede miljøer. Slut.

En kuratorisk note

Som en afrundende kuratorisk kommentar, så undrer det mig virkelig, at der på en af Københavns største kunsthaller er så lidt blik for det overordnede program, der synes tilrettelagt med en temmelig laissez faire hånd. Det er nemlig en skam, en decideret synd, at man har valgt at vise to så store totalinstallationer på samme tid. Både Freeman & Lowes og Roepstorffs ekstreme indsats ville stå langt klarere som udsagn, hvis man havde programlagt disse udstillinger for sig. Man har i øvrigt også svært ved som publikum overhovedet at indtage to så massive total-installationer i løbet af et enkelt besøg.

Efter mit besøg, vil jeg råde dig til dels at skynde dig ind på Kunsthal Charlottenborg (da udstillingerne slutter snart!) og dels at vandre nysgerrigt gennem Freeman & Lowes finurlige univers for så at lade din krop og sind investere i Roepstorffs mørke og modige magtdemonstration.

LÆS anmeldelsen af Kirstine Roepstorffs udstilling Renaissance of The Night