Sublime banaliteter

Tara Donovan er en kunstner med en højtudviklet sensibilitet for materialet. Og, når denne egenskab kombineres med en suveræn forståelse af rumlighed, skala og sted, så er betingelserne for at skabe unikke skulpturer – eller rettere installationer – til stede.

For som de otte værker på Louisianas udstilling viser, så arbejder Donovan installatorisk dvs. at værkerne er tilpasset udstillingsrummene, så de nærmest bliver en forsættelse af dette.

Det skønne i det trivielle
Fælles for Donovans værker er, at hun med afsæt i ganske jordnære materialer – tandstikker, knapper, sugerør, folie etc. – udvikler et princip, som hun gentager igen og igen, indtil værket har den ønskede dimension.

Det lyder inderligt banalt, men resultatet er værker, der stråler af strukturel dybde og store æstetiske kvaliteter. Som fx i Untitled (Mylar). Her er hundrede-tusindvis af mylar-stykker sat sammen til et fascinerende storskala værk.

Det blanke og foldede polyester skaber en fundamental smuk og dragende struktur. Fra man nærmer sig installationen, er man fanget ind. Og, det vel at mærke gennem en behagelige splittelse. På den ene side vil vi tæt på værket, for at se dets konstruktion og fornemme overfladen. På den anden side trænger vi til at opdage værkets omfang og logik, hvorfor en gå-rundt-om-lyst hurtigt melder sig.

Vækst
Trangen til at få fat i både overflade og struktur er nært forbundet med Tara Donovans stedsrelaterede opbygning af værkerne og værkernes organiske former.

Untitled 2012 vækker hos mig mindelser om iskrystaller, koraller eller svampeagtige gevækster, som de kan ses gennem et mikroskop. Og, ikke nok med at de konkrete former trækker i den retning. Man har en klar fornemmelse af, at værket kunne brede sig – så at sig gro videre, hvis det fik lov.

Skønhed revisited
Om end ”det smukke” er på vej tilbage til den førende del af samtidskunstscenen, så er prioriteringen af materialet og værket som umiddelbart æstetisk objekt ikke hverdagskost. Det er befriende at se en kunstner, der har modet og evnerne til at nå noget smukt på en uvillet måde. Hos Tara Donovan er det som om, at de simple materialer tilsammen udfolder en form, der blot er smuk. På mig virker det til, at værkerne ”tilfældigvis” bliver smukke. Det skønne ikke er et mål, men snarere et biprodukt.

Men netop værkernes umiddelbare fascinationspotentiale, som følge af særligt deres store skala, taktile præcision og smukke natur, gør, at man let kan forfalde til at beundre værkerne frem for at involvere sig i dem.

Vi forbløffes over, at knapper kan skabe noget så smukt, men glemmer i farten de underliggende lag i værkerne. En forglemmelse som værker lidt firkantet sagt er medskyldig i.

Donovans formgivning kan ”klandres” for at bliver for fuldendt, så det bliver vanskelig at nå værkernes indlejrede indsigter.

Mesterlige kuber
Derfor er udstillingens hovedinstallation for mig at se de tre kuber fra 2004 – skabt i hhv. tandstikker, glasplader og knappenåle. Kuberne holdes udelukkende sammen af tyngdekraften, hvilket i sig selv er en fængslende tanke.

Men vigtigere er det, at værkerne konkretiserer, at Donovans fokus ikke kun er materiale og form. Fælles for de tre værker er deres skrøbelighed. De vil syvende og sidst dratte sammen – og endda ganske pludseligt hvis en gæst skulle støde ind i dem. Et forfald der allerede kan ses på udstillingen, hvor fx tandstikker allerede ligger rundt om den kube. Kubernes tematisering af degeneration, ødelæggelse og forfald kan, når den sammenholdes med Donovans forkærlighed for det organiske, ses som en kommentar til debatter om fx sustainability, miljø og forurening. Men det glimrende er, at kuberne stadig – også uden at de ses som bærer af konkret betydning – er effektfulde installatoriske værker.

Minimalistiske referencer
Selv føler Tara Donovan sig beslægtet med minimalistiske ikoner som James Turrell, Sol LeWitt og Rober Irwin. En listen der kunne udvides med en kunstner som Eva Hesse. For forståelsen af Tara Donovans kunst giver det mening at se hende i relation til en minimalistisk tradition.

Det er ved at udnytte potentialet i gentagelsen og de identiske genstande at hendes kunst næres. Og, i relation til oplevelsen af værkerne er det serielle princip vigtig. Fornemmelsen af at værker kunne fortsætte uendeligt giver en afdæmpet intensitet. Man føler sig ikke kun lille pga. værkernes store skala, men også fordi de er de blotte udtryk for meget stærkere og større principper.

Når form og stoflighed sejrer
Tara Donovans udstilling er et meget fin eksempel på en samtidskunst udstilling, der i sit konceptuelle afsæt formår at møde sit publikum. Vi bliver inviteret til at gå i dialog med værkerne.

På et mere overordnet plan understreger udstillingen endvidere, hvor heldigt og vigtigt det er, at Louisiana har sin Contemporary linje. Heldigt fordi der her udfoldes initiativer, der tillades at have en mere eksperimenterende karakter. Vigtigt fordi det på mange måder er her, publikum kan møde kunsten uden en så stærk (kulturhistorisk) iscenesættelse som museets større udstilling kan “lide under”. Opfordringen er i hvert klar herfra. Se og oplev Tara Donovans fascinerende univers, og husk at medtænke det bag værkerne som en del af oplevelsen.