Sukker til øjnene

Det er som at gå ind i en slikbutik, når GL STRAND viser 60 storformatfotos fra modemagasinet Vogues arkiv. Det er kulørt og byder sig fristende til med masser af smag. Men kan et modemagasin også være et museum?

Udstillingstitlen, VOGUE Like a Painting, vil minde om, at de store modefotografer i flere tilfælde trækker på mesterværker fra kunsthistorien. Navnlig barokmaleri og renæssanceklassikere med vægt på portrætter og figurgrupper, men også som stilleben, impressionistisk landskabsmaleri, popkunst og surrealisme.

Det er lækkert. Udstillingsrummenes vægfarver veksler mellem syren, pisket æggehvidegul og dueblå, og de gennemarbejdede hyperæstetiske billeder passer godt til GL STRANDs bygning, som står velholdt og stadig emmer lidt af lejlighed for borgerskab med overskud og god stil. Til denne udstilling er der i flere af rummene lagt funky Ege væg-til-væg-tæpper, behørigt afstemt til væggenes farver og lavet særligt til denne udstilling.

Mere end håndtasker og læbestift
Kan et magasin være et museum? Kan et modemagasin distribuere billeder, der har museumskvalitet og kunstnerisk relevans? Netop Vogue har haft tradition for at samarbejde med samtidskunstnere, og op gennem 1900-tallet har værker af kunstnere som Pablo Picasso, Alexander Calder, Salvador Dalì og Jackson Pollock været vist på de glittede magasinsider. Ofte som værker produceret særligt for Vogue. Det er altså ikke altsammen modetips, årstidens festfrisure, håndtasker og læbestift.

De ældste billeder på udstillingen er fra 1930’erne og vidner om en lang tradition for redaktionel inklusion af samtidskunst. Dertil har magasinet gennem alle årene valgt at investere i overdådige billedreportager af for eksempel Cecil Beaton og Horst P. Horst. En af samtidens Vogue-hoffotografer, Tim Walker, er naturligvis med på GL STRAND, men også Nick Knights og Annie Leibovitz. Knap tredive forskellige fotografer har billeder med på udstillingen.

Magasinet har været toneangivende i over hundrede år, måske fordi redaktionen stort set fra begyndelsen har satset på billeder af høj kvalitet. “Lad os gøre Vogue til et Louvre,” som Edward Stichen sagde. Han var fast fotograf for magasinet 1923-1937.

Lad os gøre Vogue til et Louvre
Udstillingen er utvivlsomt et samarbejde med Vogue, som bliver eksponeret i en sådan grad, at kunsthallens markedsføring bruger Vogue-logoets skifttype i selve udstillingstitlen. Fred være med det. Der er ingen tvivl om, at udstillingen ikke henviser til ‘vogue’, som i betydningen af det franske ord for ‘popularitet’, men ‘Vogue’, med henvisning til det modemagasin, som blev stiftet i New York i 1892 for at informere storbyens velhavere om kulturtilbud og livsstilsprodukter.

Når vi ser Vogue-billederne som her – i en kunstbygning, uden tekst og i et format langt større end det, et modemagasin normalt tillader – så er det nemt at blive overbevist og dvæle ved de enkelte billeders åbenlyse æstetiske kvaliteter. Det handler ikke om perfektion, det handler heller ikke om sensation. Det handler heller ikke om narration og knap nok om repræsentation, for billederne er ikke præsenteret med forklaringer om, hvem der har designet hvilke kjoler. Det handler (bare) om stærke billeder.

Pigen med perlen
Erwin Blumenfeld har genskabt Johannes Vermeers 1600-tals herostratisk berømte maleri af pigen med perleøreringen. Det er godt gjort, men jeg er mere fascineret af et billede som Erwind Olafs, NL 06, der blev trykt i hollandsk Vogue i juni 2013. Olafs billede ligner Vermeers billede, men er mere et billede i sin egen ret end et billede hentet fra historien. Den unge kvinde i Olafs portræt bærer en overdimensioneret hvid strikhue, som man snarere ville give til en julenisse eller en hyggetrold, ikke en køn pige med altmodisch, sort dragt, hvid kniblingskrave og perleørering.

Der er noget forstyrrende og interessant ved dette portræt, der samtidig er så enkelt, at det på afstand kunne ligne et klassisk maleri. Men kom tæt på, og du ser, at hendes makeup er glinsende og skarpheden fotografisk.

Deborah Turbevilles billede fra 1985 er også fortryllende. Det ligner et symbolistisk genremaleri med en akavet vinkel i kvindens krop, rumlighed med spejlinger og skulpturelt draperi.

Lokalt perspektiv havde været fint
Det havde været interessant, hvis GL STRAND kunne have fået danske samtidskunstnere til at producere nyt indhold til et Vogue-magasin. Jeg gad godt have set et rum med billeder af fotografer som Casper Aguila, Lina Hashim, Nicolai Howalt, Astrid Kruse Jensen, Stense Andrea Lind-Valdan eller Trine Søndergaard. Hvis de altså ville være med på en udstilling som denne og levere til et magasin som Vogue. Men det burde de – navnligt hvis vi holder fast i tanken om, at et magasin kan være som et museum; en institution, der samler på og fremviser effekter med almen kulturel interesse og/eller æstetisk værdi.

I dansk sammenhæng har Statens Museum for Kunst (SMK) aktuelt et samarbejde med magasinerne Euroman/Eurowoman og RUM. Det er, synes jeg, et interessant samarbejde, der får kunstindhold integreret i en livsstilskontekst til en overlappende målgruppe. Man kunne også nævne et mere eksperimenterende dansk initiativ som Oberon, der udgives af udstillingsstedet og cocktailbaren Peryton i indre København.

Der er nok at se på, der produceres masser af billeder at blive fristet af, så der er noget for enhver smag – og ikke alt er tomme kalorier.