SUM – nyt kunstmagasin på gaden
Et spændende, dybdeborende kunstmagasin for den videbegærlige
Et spændende, dybdeborende kunstmagasin for den videbegærlige
info
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Det Jyske kunstakademi
Stakbogladen
- Studenternes Hus
Århus BogCafé
- Nørregade 24
Æstetikbiblioteket
- Langelandsgade 139
Århus Kunstbygning
- J. M. Mørks Gade 13
På lidt over hundrede sider går redaktionen på det nye magasin SUM i dybden med udvalgte tendenser indenfor samtidskunsten. Det siger derfor sig selv, at der bliver gået grundigt til værks og magasinet er da også et godt initiativ. Det udgives af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler og U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst, som har en fed finger på pulsen indenfor både national og international samtidskunst. Derfor er deres subjektive nedslag i samtidskunsten interessant læsning. Det er også prisværdigt, at magasinets tekster både findes på dansk og engelsk, da det i sandhed gør det til andet og mere end et lokalt fænomen. Men der er også en bagside af medaljen.
Specialister eller lægfolk
Med artikler af forskellige skribenter kommer magasinet omkring emner som fotografi, filmstills, lydkunst og installationskunst på tværs af genrer, men det er artikler af svingende læsbarhed, og dermed en blandet fornøjelse, der venter den uindviede. Af et indstik i magasinet fremgår følgende: "Vi vil ikke lave et magasin alene for specialister, men vil gerne påtage os, at vi er specialiserede[…]". Men det første er en sandhed med modifikationer. For at forstå nogle af artiklerne er det nødvendigt at bladre frem og tilbage i magasinet for at finde fakta om skribenter og kunstnere, samt for at holde styr på de mange fodnoter. Layoutet som helhed kommer ikke læseren til hjælp her, da fremhævede citater dukker umotiveret op midt i teksten uden hensyntagen til almindelige regler for tegnsætning. Derfor fremstår magasinet i højere grad som et magasin af specialister til specialister.
Udfordring af Øst-Vest kunstlandkortet
En tredjedel af magasinet består af en temasektion focus, der i dette nummer handler om grænsedragninger eller opbrydninger af samme mellem kunstscenerne i Øst og Vest med særligt fokus på de tidligere Sovjetrepublikker og situationen efter 1989. Især kunstnergruppen IRWIN, der kan ses på Århus Kunstbygning til februar og deres East Art Map bliver taget under kærlig behandling. Det er rigtig interessant stof, der her venter læseren. Magasinet kan helt klart anbefales, derfor vil jeg nøjes med at afslutte med et citat, der forhåbentlig både illustrerer magasinet forcer og svagheder – at det på den ene side er spændende men på den anden side noget tung læsning:
‘I denne sammenhæng antager den postsovjetiske tilstands såkaldte postkommunisme eller postsocialisme altid a priori en position som et globalt og/eller epokalt fænomen, der hverken kan afgrænses til et bestemt geografisk eller tidsmæssigt rum. Det er en tilstand, der har ophævet – for nu at bruge et godt, gammelt dialektisk begreb, den hegelske Aufhebung – koldkrigskløften mellem Vest og Øst, og som derfor indikerer en bevidsthed om den dialektiske enhed mellem disse modpoler; en bevidsthed om den epokale udmattelse af den industrielle modernisme, om fremkomsten af postmodernismen, postkollonialismen, post-Fordismen, ect.’ (SUM s. 58)
Fakta
Fakta
SUM magasin for samtidskunst udgives af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og U-TURN Kvadriennale for Samtidskunst.
U-TURN er en international festival for samtidskunst, der fra 5. september 2008 og to måneder frem vil finde sted på forskellige lokationer i København. Den er tilrettelagt efter tre temaer, der hver især spiller en central rolle i den aktuelle kunst- og kulturdebat: 1) Det ny Europa efter murens fald og EU's udvidelse mod øst. 2) Kulturel oversættelse - forståelse og tolerance overfor det fremmede. 3) Performativitet og performance.