Surreel status quo

Symboler og absurditeter
Der er masser af symbolstof i Troels Carlsens figurative og fortællende billedunivers, som netop nu er foldet ud på Muse®um i Skive i en større præsentation af kunstnerens foreløbige karriere siden debuten i 2002.

Det er ofte befolket med aber og skeletter, og det er absurde scenarier, vi præsenteres for.

En abe holder et menneskeskelet med kraniet nedad i Successor, 2008.

Er det en slags ommøblering af magtstrukturerne i den lineære evolutionsberetning med det skrøbelige menneskes dødelighed dinglende som et udråbtegn?

I væg-tableauet Daily dilemma, 2008 er en abe fanget i en kasse. Kun hovedet og spidsen af halen dukker frem. Den er synligt frustreret over det besværlige i sit forehavende med at antænde en lunte med en tændstik bundet til halen.

Lunten er forbundet til et romerlys under en pose slik over aben. Aben fungerer vel, som mange andre steder i Carlsens kunst, som en stand-in for mennesket, og værket vil sikkert problematisere vores frihedsforestillinger såvel som vores rationalitetsforståelse og udpege det uforløste begær i en moderne surrogat-kultur.

Carlsen maler ofte ovenpå gamle anatomi-plancher og drejer med sine indgreb den sirlige videnskabelige forståelse af mennesket bort fra det kloge og rationelle til noget absurd, dyrisk og irrationelt. Det er her, han er bedst, og han gør det fermt og vittigt.

Fortolkningsakkumulation
Iderige og fabulerende værker som disse kan give anledning til at skabe rækkevis af associationer og fortolkninger om evolution og om den menneskelige civilisation og kultur. Man kan næsten høre gymnasielæreren i billedkunst gnide sig i hænderne. Der er masser at snakke om, og det er ‘de store emner’ vel at mærke.

Det er kvaliteten ved denne type kunst, at den bærer muligheden for vidtrækkende fortolknings-akkumulationer i sig. Det er sikkert en af grundene til at symbolsk, figurativ surrealistisk kunst har stor gennemslagskraft. Vi er mange, der er vokset op i ‘analyse- og fortolknings-skoler’.

Troels Carlsens billeder rummer disse åbenlyse fortrin. Han er fantasirig, teknisk dygtig og også særdeles akkurat, når han overmaler gamle forlæg. Alligevel står man tilbage med en lunken fornemmelse af at have set det hele før.

Altmodisch
Det er lidt som at være på et unavngivent kunstmuseums afdeling for surrealistisk billedkunst fra 1930’erne. Sagt med andre ord: Troels Carlsen refererer åbenlyst til fantastiske og magiske stilarter; til Hieronymus Bosh, Goya, William Blake og altså ikke mindst til den forkætrede og evigt populære figurative surrealisme, som til stadighed fejres med folkekære udstillinger på de store kunstinstitutioner.

Det er ikke i sig selv et problem at arbejde i sporet fra traditioner. Hvem gør ikke det? Problemet består i, at Carlsen ikke helt kommer ud af skyggen fra traditionen – hverken formmæssigt eller indholdsmæssigt.

I det formmæssige spøger surrealistiske berømtheder som Max Ernst, Salvador Dali og Wilhelm Freddie; når Carlsen maler hyperrealistisk, når han bearbejder antikvariske forlæg, når han bruger Trompe l’oeil-effekter som i eksempelvis Man You All, 2011, når han har fokus på det dissekerede menneske, eller når han laver assemblager som At Most Sphere, 2008.

Og ser man på materialevalget er det påfaldende, at han sværger til det altmodische: Aben i Daily dilemma sidder i en slidt kasse, det er et patineret kort, der danner baggrund for At Most Sphere, bræddevæggen bag det heilende skelet i You can´t tell a Man by the Song he sings, 2011 er brugt og nødtørftigt flikket sammen.

Det er med til at bestyrke fornemmelsen af, at assemblagerne ikke hører til i samtidskunsten, men næsten sømløst kunne have befundet sig i førnævnte museumsafdeling.

På det indholdsmæssige plan er vi tilsyneladende også på velkendt terræn.
Civilisationskritikken og opmærksomheden på det dyriske og irrationelle i mennesket er næsten for velkendt stof fra surrealismen.

Det kunne være spændende at se Carlsen træde mere radikalt ud af skyggen.