Svend Wiig Hansen – hudløs gigant

“Det bliver spændende at se, om han kan sige noget meningsfuldt til os i dag”? 

Sådan tænkte jeg i bilen på vej til Herning, hvor HEART i samarbejde med Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum og Kunstmuseet Brundlund Slot (Aabenraa) har sat sig for at relancere maleren, grafikeren og billedhuggeren Svend Wiig Hansen (1922-1997).

Selv var jeg som ung billedhuggerelev i 1980erne en stor beundrer af ham. Ingen nulevende dansker, der seriøst har modelleret menneskekroppen, har undgået at kigge med ærefrygt på netop hans skulpturer.

Ikke intellektuel – ikke dum
Wiig Hansen sagde selv: ”Jeg er ikke intellektuel – men jeg er ikke dum”. Med den kommentar pegede han på konflikten mellem det høj-kunstakademiske og det folkelige, som han selv stod midt imellem.

Han var rundet af en tid, hvor dansk modernistisk skulptur havde trang til kølig konceptuel abstraktion, frem for varm og svulstig figuration.

Wiig Hansen havde blik for den arkaiske formgivning som formelt kunstnerisk udtryk og som redskab til at billedgøre livets grundlæggende eksistentielle vilkår, som han oplevede det i sin egen samtid.

Han var ikke bange for at beskrive det rene, rå levede liv med mytologisk kraft. Men han var ikke kirkens, syndefaldets og forstillelsens mand.

Han levede selv i skyggerne fra to verdenskrige, og han talte med den baggrund på vegne af mennesket, som det står under og efter krigen – sårbart, gudsforladt og alene i en verden i kaos og konstant forandring.

Smertefulde fortællinger ud af kødet
Ingen anden kunne som han gå ombord i kroppen og spænde dens dramaer ud til bristepunktet. I hans kunst kom både de naturalistiske og de abstrakte kvaliteter til syne. På sin på en gang kærlige og hensynsløse facon tvang han de smertefulde fortællinger ud af kødet, gjorde det sjæleligt.

Han var som en Picasso, uforfærdet og karsk, ekspressionist af hele sit store hjerte. Næsten glubsk i sin iver efter at beskrive, forstå og formidle, hvad livets drama handlede om. Ingen blodforladt slaphed hos Wiig, men hudløs ærlighed, vitalitet og kraftfuldt udtryk såvel i omfavnelsen som i døden. Ingen står uberørt overfor hans kunst og mange bliver både fascinerede og frastødte.

Følelser
Svend Wiig Hansens ville sætte gang i følelserne. Selv var han i den grad i live, og derfor var han klog på mennesket. Sådan er det jo for fanden, tænker jeg foran hans store farvestrålende malerier, beboet af hudløst følsomme skabninger. De minder mig om, at det først er, når nervesystemet slukkes, at vi ikke tænker og føler noget mere. Hvis vi ikke føler noget, mens vi er i live, er vi i virkeligheden allerede døde.

Så mon ikke det er en rigtig god idé at benytte vinterhalvåret til at rejse ind i kunstnerens svulstige univers og opleve menneskets drama gennem livets store udfordringer i kærlighed, krig og smerte? Er verden ikke stadig en krigsskueplads, og ser vi ikke dagligt mennesker på flugt fra krig og politisk undertrykkelse? Jo, vi gør – og sandheden er, at vi er så vant til at se vold og lidelse på tv og YouTube, at vi måske slet ikke mærker, hvad der er, vi ser?

Billeder der berører
Jeg kan huske de forfærdende billeder, jeg så som barn, af nedskydninger fra Vietnam krigen – folk var i oprør over dem. I dag er der ingen, der får pizzaen galt i halsen, hvis mennesker skydes ned eller henrettes for åben skærm – man kigger måske lige hurtigt væk, mens det værste står på, og så er alting godt igen.

Sådan er det ikke, når jeg ser på Svend Wiig Hansens malerier af mennesker – jeg mærker dem og får en stor klump i halsen.

Hans overproportionerede kroppe – sprængfærdige af følelser og klodsede er de, mens de hinker hjælpeløst rundt i tilværelsen. Som muldvarpe maser de sig gennem jordens indre for at finde op og ud i lyset.

De fremstår som mere rå, primitive evolutionære udgaver af os – halvt dyr, halvt mennesker. De klamrer sig til deres elskede, og de beskytter sig selv og deres børn. De forsøger at skabe mening, sammenhæng og skønhed. De forsøger at holde sammen på sig selv og på hinanden. Det er helt banalt og vanvittig smukt, synes jeg.

Moder Jord
Wiig Hansen er fornemt repræsenteret i Herning. HEARTs samling rummer over 50 malerier, skulpturer og grafiske arbejder, heriblandt det monumentale frise-maleri Vandring uden mål, der beskriver menneskets problem med at finde retning i en meningsløs og mørk verden.

Herning er også hjemsted for hans berømte og berygtede skulptur Moder Jord. Hun tager imod ved indgangen til udstillingen.

Siddende på jorden med bøjede og let spredte ben, er hun en klode af sammenpresset energi, en muskuløs og stærk kvindekrop. Uden skam og med et ansigt som en sfinx blotter hun sit køn.

Det og kroppens næsten mandhaftige styrke vakte i sin tid den største misbilligelse og var årsag til en række heftige meningsudvekslinger om kunst i det offentlige rum. Enhver kvinde, der har født, kan kende sig selv i denne skulptur – for at komme godt igennem fødslen, er kvinden nødt til at eje sin urkraft!

Det pragtfulde er, at Moder Jord er lavet af en mand, der kunne se og anerkende netop denne kvindelige urkraft, og som uden brug af eufemismer lader den komme til udtryk på en så potenseret arkaisk facon.

Tre gange Wiig Hansen
GIGANT hedder udstillingen, en titel som både kan pege på værket som sådan og på den pågående posthume mytologisering af kunstneren selv. Begge muligheder synes dog relevante – kunstnerens flid og eftermæle taget i betragtning.

Måske netop derfor er præsentationen af kunstneren foldet ud i et større samarbejde mellem HEART, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Kunstmuseet Brundlund Slot. Hvert museum præsenterer i samme tidsrum et tematisk hjørne af Svend Wiig Hansens euvre:

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum udstiller gouacher, tegninger, grafik og mindre skulpturer, og Kunstmuseet Brundlund Slot udstiller tegninger, skitser, malerier og skulpturer. HEART danner rammen om flere store monumentale malerier og udsmykningsprojekter.

Stor udstilling
I virkeligheden er der ikke så mange værker på HEART, men udstillingen er stor i kraft af de vældige formater, der vises. Man kan vælge at tage de tre udstillinger en af gangen og så evt. købe den rigt illustrerede og meget fine bog, som ledsager det samlede udstillingsprojekt. Den er et fint minde om en stor humanistisk kunstnersjæl, som gennem hele sit virke kæmpede indædt for at give mennesket, styrken, håbet, kærligheden og poesien tilbage.

Hans værker findes heldigvis på mange museer, og hans populære monumentale menneskeskulpturer står rundt om i det ganske land. De minder os fortsat om Svend Wiig Hansens skaberkraft – om at vi er til i denne verden for at leve, mens vi er her, og om at vi står på skuldrene af tidligere generationer og har et ansvar for de, der kommer efter os.