Tak for en dårlig kunstoplevelse

Arken har netop udsendt en invitation til deres seminar ”Deltagerisme” den 19. juni. Den finder sted i forbindelse med deres udstillingstiltag ”Kunst i sollys”, hvor de har inviteret en række kunstnere og kunstnergrupper til at ”forvandle strækningen fra Ishøj by til stranden til en levende arena for kunst, leg, deltagelse og fysisk aktivitet.”

I den forbindelse håber jeg arrangørerne har haft lejlighed til at stoppe forbi Jacob Jessens udstilling Fight Club på udstillingsstedet Toves, som netop er lukket (mit indtryk er imidlertid at der er langt imellem museuminspektørernes besøg på de kunstnerdrevne udstillingssteder, så det er der nok ikke store chancer for).

For mens det altid er rart at deltage i en opbyggelig og positiv kunstoplevelse, så skorter det på de kunstoplevelser, som både er interessante og dissiderede ubehagelige, eller i hvert fald de som opsøger æstetisk erfaring i de områder af kunsten.

Dårlig stil og diskolys
Til ferniseringen havde Jessen hyret en dørmand til at stå ved indgangen til udstillingen.

Resten af udstillingen fortsatte den dårlige stil med billige diskotekslys, der resulterede i en temmelig ufin lyssætning af Nicolai Howalts Boxer-fotoserie, enorm langsom ølskænkning, et voldeligt performance-videoværk, hvis lydside var skruet mega højt op, en skulptur af glas, man hele tiden var ved at vælte over af Nanna Lysholt-Hansen og en masse ubehøvlede gæster.

Mens Jessen havde stået for lyssætning, dørmand, irriterende gæster og kuratering blev ølskænkningen performet af Kristoffer Akselbo og det ubehøvlede publikum af nogle af Jacobs studerende. Det larmende videoværk var lavet af Christian Falsnaes.

Det var en optagelse fra en performance under en fernisering, hvor Falsnaes stormer talerstolen under kuratorens åbningstale; smider den ad helvede til og begynder at råbe og være virkelig ubehagelig overfor publikum, der tydeligvis ikke er med på, hvad der foregår. Nogle af publikummerne skubber og råber tilbage, mens andre skynder sig at bringe de skræmte børn i sikkerhed. 

Taknemmeligt ubehag
Jeg er taknemmelig for, at Jessen ikke havde forsøgt at lægge skjul på, at vi befandt os til åbningen af en kunstudstilling. I stedet for at være teater, du ved hvor ubehagelige værker iscenesættes på en behagelig måde, så var selve kunstudstillingen situationens scenografi. Det var selvfølgelig en iscenesættelse, at det var ubehageligt. Det kunne det lige så godt ikke have været, det ved jeg godt.

Det, jeg var taknemmelig for, var, at jeg blev ekstra opmærksom på den måde, vi performer ferniseringen gang på gang. Igen, det er jo egentlig det, vi alle taler om og tænker over, over de gratis øller. Men det var rart, at dette fik lov til at være kernen i det kunstneriske materiale.

Det giver nogle andre muligheder for at se på situationen og sig selv i den, igennem den hvide kubes blik. Det giver mulighed for at sætte situationen og sig selv på en plint og bevæge sig rundt om den. Eksempelvis brugte jeg en del tid på at finde ud af, hvordan jeg skulle komplementere Jessen for en interessant udstilling, der var en total dårlig oplevelse – du ved, som man nu bør i følge ferniseringsetiketten.

At mærke reglerne
Jeg endte faktisk med at tale med en psykolog om det her. Ikke med den hensigt, men i en anden sammenhæng. Søren Bjørn hedder han, og egentlig er han billedkunstner, men også uddannet psykolog, så han kunne hjælpe med at forklare situationen: ’Feeling rules’, hedder det. Sociologen Arild Hochschild fandt på det i slutningen af 70erne til at beskrive, hvordan vi ikke bare tilpasser vores adfærd, men også vores følelsesliv til de forventninger, der stilles til os i givne situationer.

Jeg synes ’feeling rules’ kunne være et interessant værktøj for at tale om deltagerisme. For hvordan udnytter vi bedst de fantastiske muligheder, som udstillingsrummet har for at gøre det almindelige til noget særligt og for at hive virkeligheden ud af virkeligheden, så vi kan se på den i objektivitetens klare og fremmedgjorte blik. Og ikke mindst, hvordan vi tilpasser vores følelser til de forventninger, som kunstsituationen fordrer.