Tast Gundorf Kjær

Kunstnerne Steffen Tast, Frode Gundorf Nielsen og Bruno Kjær har samarbejdet gennem flere år og har sammen deltaget på udstillinger i både Danmark og udlandet. De mødes nu igen på en udstilling i Kunstpakhuset i Ikast.

Eksperimenter med lys og bevægelse
Steffen Tast arbejder med lys, luft og en åben struktur i sine værker, hvor der typisk også er et element af bevægelse.

Således består installationerne Pisa, Blomst, Åndende kors og Bølger med fiskestime af utallige små enheder, som tilsammen danner en større helhed. Det er i værkernes små nuancer og `brud`, Steffen Tast ser de oplevelsesmæssige aspekter.

”Nuancer tager tid at aflæse”, fortæller han. “En gråtoneskala eller et mindre lysskift kræver langsommelighed at aflæse og opfatte. De har deres egen ro. Der er lidt slowfood-effekt over mine værker; – man finder meditativ ro i de små nuancer og forandringer.”

”Den enkle forandring i lyset er som et åndedrag” siger Tast, og peger på lysinstallationen Åndende kors, hvor skiftevis den horisontale og vertikale akse i korset lyser op og fader ud: “Det må gerne opleves, som om værket er et levende væsen med sit eget åndedræt”.

Steffen Tasts foretrukne materialer er glas, akryl, aluminium og ikke mindst forskellige lyskilder. Især i hans nyere værker arbejdes med lyset som et selvstændigt materiale og udtryk:

””Der blev lys… og med det startede verden”, hedder det i Biblen. Der ligger ikke en bevidst religiøs forståelse og intention bag min brug af lys, men uvægerligt vil også den dimension komme med i oplevelsen af værkerne”, forklarer kunstneren.

“Lyset er en både immateriel og fysisk størrelse. Min materialeforståelse og brug af lys er beslægtet med 1960´ernes Zero-bevægelser og Minimalismen. Jeg bruger mest hvidt lys i mine værker for at imødegå nutidens tivolisering. Nutidens brug af lys har mest karakter af et omskifteligt og kulørt lysshow. Hvidt lys og få skift i lysstyrke giver den ro i oplevelsen, jeg tilstræber.”

Skyggebiblioteker
Gennem årene har Bruno Kjær lavet en række ´biblioteker´ med forskellige tematiske indgange med bogen som tilbagevendende medie.

”Jeg betragter hver ny udstilling, jeg laver med bøger, som en slags bibliotek med andre systemer end de klassiske bibliotekssystemer”, beretter Kjær.

“De repræsenterer mine egne ordninger og tanker om noget. De er en slags ´skyggebiblioteker´. Intet system og ingen vidensordning er perfekt, alle systemer rummer valg og fravalg. Det er de varierede måder at systematisere viden på, der fascinerer mig.”

Som kunstnerisk medie har bogen den åbenlyse kvalitet, at den er visuel genkendelig som fænomen og symbol.

”Viser du nogen en bog, er du ikke nødt til at forklare, hvad en bog er. Den er en del af vores kulturelle lagring. Den er noget konkret, som kan tages for pålydende: systematiseret viden”, forklarer kunstneren, og fortsætter:

“Det mere højstemte syn på bogen er, at den er en slags memento mori. Den minder os om at alt er forgængeligt. Bogen er et medie, der symboliserer en fælles hukommelse.”

Værkerne på udstillingen har særlig fokus på undertrykkelse af tanker og idéer. Installationen Dr. Wolfgang Herrmanns liste består af to store malerier og 3 montrer med bøger. Titlen henviser til den tyske bibliotekar og nazist Wolfgang Herrmann, der udarbejdede den første af flere lister over litteratur, som blev brændt på bålet af nazisterne i 1933.

”Det er forfatternavne fra Wolfgang Herrmanns liste, som indgår i mine malerier. Jeg har undertiden tænkt på, hvor bøger går hen, når de brændes og dør. For nylig stødte jeg på sætningen ”kirkegårdene er i himlen”; – måske mine malerier forestiller Bøgernes Kirkegård i himlen.”

Installationen Brændte bøger, 33 bøger i glaskasser, har forskellige grader af forsøg på afbrænding, skade eller destruktion af symbolsk karakter.

”Bøgernes identitet er sløret. Det er altid hvide bøger, jeg viser i mine installationer. De er identiske og genkendelige som fænomenet bog”.

I installationen Bogen af is, der består af tre forskellige fotos af bog af is, er det forfatteren Jorge Luis Borges’ Bogen af sand (fra 1975), som Bruno Kjær visuelt reflekterer over.

”Borges’ bog af sand og min bog af (frossent) vand peger på den samme erfaring, nemlig at verden/ting/oplevelser altid fremstår nye for én. Du kan aldrig lave det samme opslag i en bog af sand, i en bog af vand. Du kan ikke vende tilbage til det samme uforandrede sted. Du vender tilbage til en ny erfaring, et nyt sted. Denne tanke om forandring tiltaler mig meget.”

Lydens visualitet
Frode Gundorf Nielsen viser lydskulpturer. Et vandorgel, hvor trykluft og vand laver lydene, en lille flaske, hvor trykluft og vand får værket til at lyde og bevæge sig som en lille stepdanser, et strengeinstrument og et klokkespil, hvor lydene spilles ved elektro-mekaniske anslag.
Skulpturernes titler antyder lydenes ophav og karakter: Stuevandorgel, Small Tap Dance, Strings og Klokkespil.

En sensor i udstillingsrummet aktiverer de forskellige lydskulpturer med forskudte intervaller. Lydskulpturerne opfører en række rytmiske kompositioner, et ca. 20 minutters forløb, som via computerstyring afvikles ´live´ i lydskulpturerne.

Skulpturerne ligner til forveksling ´rigtige´ instrumenter. Men Frode Gundorf Nielsen finder ikke denne visuelle genkendelighed afgørende. Derimod er den visuelle kobling til lyden vigtig.

Gundorf Nielsen forklarer: “Det er vigtigt, at man i Stuevandorgel kan se, at det er vand, der falder og giver den gurglende lyd, man hører. Mine værkers lyde og muligheder er begrænsede, men deres visuelle kobling er elementær”.

“Det er ikke så meget spørgsmålet om at opfinde nye instrumenter men snarere nye måder at kombinere dem på”, fortæller han og fortsætter:

”Jeg opdagede, da jeg lavede mine første lydskulpturer i 1996, at lyd har en helt særlig evne. Lyde griber folk. Jeg oplevede, hvordan folk meget hurtigt levede sig ind i værket, når der var tale om lyd.

Lyd er en meget umiddelbar og stærk sanselig oplevelse. Den forbinder sig altid til noget. Desuden skærper lyde opmærksomheden af andre omgivende lyde. Lyd er et godt middel til at fastholde folk.”