The Female Gaze findes. I mange varianter

Ved Bikubenfondens kunstsalon The Female Gaze var fem kvinder inviteret til at diskutere, hvad der skal til for at ændre og udvide det konventionelle begærblik i kunsten, det mandlige blik. Det blev hurtigt tydeligt, at der i dag er lige så mange strategier og blikke, som der er øjne. Men det er langt fra alle øjne, som kommer til orde.

“Men act, women appear”.

Året er 1972. Kritiker og kunstner John Berger udgiver et essay, Ways of Seeing, som konstaterer, at gennemgår man kunst- og filmhistorien, findes der to blikke: mandens blik på kvinden, og kvindens blik på sig selv, mens hun observeres (og begæres) af manden.

Et par år efter, i 1975, følger filmteoretiker og feminist, Laura Mulvey, op med begrebet ‘the male gaze’, som understreger Bergers skæve synsøkonomi: Kvinden er billedet, manden har blikket. Hun er passiv, han er aktiv. Objekt, subjekt.

Siden da er både en tredje- og nu fjerde bølge af feminisme skyllet ind over os og inden for de sidste par år som bekendt også #metoo. Så hvor står vi nu? Er ‘the male gaze’ stadig en ting? Er ‘the female gaze’ en ting?

Ved Bikubenfondens kunstsalon VISION var fire kvinder med kunstkritiker Maria Kjær Themsen som moderator inviteret til at diskutere kvindeblikket på og i kunsten: den sydafrikanske billedkunstner Frances Goodman, skuespiller og co-leder af Alias Teaterproduktion, Line Bie Rosenstjerne, selvstændig kurator og leder af det nyåbnede udstillingssted ARIEL – Platform og Interface for Feminismer i det Æstetiske, Nina Wöhlk, og billedkunstner Viktoria Wendel Skousen.

Det alsidige og det undertrykkende blik

Kunstsalonen, som denne aften foregik i Skuespilhusets foyer, var initieret af Line Bie Rosenstjerne. Hun er lige nu aktuel med en forestilling af samme navn, The Female Gaze, et to-årigt, tværdisciplinært projekt, som løbende skildrer kvinden, eller forskellige kvindesind og -modi, set gennem kvinders blikke.

Det hele handler om at genforhandle, hvad og hvordan kvinden kan være. Hvem der kan besidde blikket, og hvordan kvinden lader sig beskue. Ved aftenens salon opførte Line Bie Rosenstjerne selv én af forestillingens tekster:

“Jeg vil ikke være én af pigerne (…) Jeg vil ikke have et ansigt (…) Luk øjnene, når I går forbi mig (…) Fissen er stresset.”

Feminitet og kvindelighed kan være mange ting. Det var det kvindekønnede publikum (der var meget få mænd til stede) vist også enige om denne aften. Men ikke desto mindre er der i popkulturen og i reklameindustrien stadig et stort forbrug af kvindebilleder, som anvender samme logik som ‘the male gaze’: Hvor kvinden er et objekt for det begærende blik.

Billedkunstner Frances Goodman var fløjet ind fra Sydafrika (hun er repræsenteret af det danske galleri SPECTA), og hun har i en årrække beskæftiget sig med netop skønhedsindustriens repressive magtudøvelse.

Et af hendes værker var med på scenen. Golden Wand, en Georgia O’Keeffe-inspireret blomst med et fallisk støvblad, skulptureret af falske plastiknegle. Et klassisk Goodman-værk, der med skønhedsindustriens eget sprog – læbestift, falske negle eller øjenvipper – forsøger at pege på de strategier, det kapitalistiske system anvender for at holde kvinder nede.

“Reklamer og kapitalismen lærer os kvinder at være neurotisk besatte af os selv og vores udseende. Vi har ikke lært at elske os selv, kun vores billede. Vi skal altid redigere os selv, vi er aldrig nok,” forklarede hun.

Goodman mener, at det først og fremmest er de større strukturer, der skal forandres, for at kvinden for alvor kan gøre sig fri af ‘the male gaze’. Et standpunkt, der minder om andenbølgefeminismen i halvfjerdserne, men som Goodman ikke ser forældet, særligt fordi de sociale medier er blevet så dominerende.

De feministiske blikke

For den unge billedkunstner og fotograf, Viktoria Wendel Skousen, handler det også om at rykke ved etablerede magtstrukturer, men i denne sammenhæng inden for billedkunsten:

“En ting er ‘blikket’, som vi kan diskutere i det specifikke værk. En anden ting er strukturen, som handler om, at kvindelige kunstneres værker i lang højere grad skal udstilles og indkøbes,” sagde hun.

Spørgsmålet om kønskvotering på museerne ser vi debatteret lige nu i Danmark. Selv er Viktoria Wendel Skousen repræsenteret med udstillingen Colleagues der blev vist på Gallery Alice Folker, og så er hun tilmed et godt eksempel på en billedkunstner, der tilbyder et kvindeligt blik med sine fotografiske portrætter af mandlige kolleger, der poserer i bare overkroppe, i solstråler, på sengen eller ved spisebordet. Men det er ikke et begærende blik, Viktorias kvindeblik. Og hendes projekt handler ikke om at afsløre en kritik eller et feministisk manifest:

“Jeg vil gerne bare udføre feminisme, ikke tale om den,” fortalte hun ved kunstsalonen. “Det, jeg gør, er at invitere beskueren ind i mit blik.”

Til gengæld ser aftenens sidste paneldeltager, Nina Wöhlk, en stor styrke i at tale om feminisme. Eller feminismer. Nina Wöhlk sætter konsekvent ’r’ på feminisme, for der er mange måder at forstå feminisme på, præcis som det gælder, når vi taler om køn.

Wöhlk står bag en ny kuratorisk platform, der skal udforske “feminismer i det æstetiske” ved først og fremmest at igangsætte en samtale, der går på tværs af kvindegenerationer. Af samme grund holder ARIEL, som udstillingsplatformen hedder, til i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade i København. En historisk bygning, der siden 1935 har huset forskellige kvindeorganisationer og -foreninger, der specifikt arbejder for at styrke kvinders rettigheder.
ARIEL bliver et sted, hvor husets ‘beboere’ og publikum fra gaden kan mødes og – over hovedsageligt kvindelige kunstneres værker – have “ærlige dialoger” om de feministiske skuldre, de står på.

Nye blikke

Aftenens kunstsalon kredsede dog særligt om én bestemt feminisme, fjerdebølgefeminismen, som i disse år er kendetegnet ved unge kvinder, der gør krav på kvindekroppen, særligt den afklædte, begærende krop.

Et eksempel er den danske billedkunstner Maja Malou Lyse, som anvender samme hyperfeminine æstetik som Frances Goodman, men på en meget anden måde og med en anden agenda.

Maja Malou Lyse bruger for det første sig selv i sine værker. Nøgen og i et lyserødt, pornografisk sprog forsøger hun at afpolitisere kroppen og generobre retten selv, og så bruger hun Instagram til at ‘sex-uddanne’ andre kvinder, eksempelvis ved at vise dem, hvordan de kan foretage en gynækologisk undersøgelse derhjemme i sofaen.

Den strategi er Frances Goodman dog kritisk over for, fordi hun mener, at det blik eller greb, kvinder som Maja Malou Lyse anvender, er præcis det samme, der ligger til grund for ‘the male gaze’:

“Her kigger kvinderne på dem selv og andre kvinder og vurderer dem på præcis samme måde som ‘the male gaze’. Er det frigørelse?”

Men ifølge Nina Wöhlk er de unge generationer af feminister for længst holdt op med at at tænke i normative kønskategorier. Forestillingen om et binært begærblik mellem mand og kvinde er passeret. I dag er det mange flere blikke, der forhandles om. Blikket på den transkønnede, den homoseksuelle, den overvægtige, naturen, klimaet, objektet. Og blikket kvinder imellem.

“Der er lige så mange blikke, som der er mennesker,” fortalte Nina Wöhlk. “Der er dominerende blikke, dømmende blikke, undersøgende blikke, lyttende blikke. I dag handler det lige så meget om, hvordan man ser, end hvem der ser. Det er det, der er så vigtigt, og at der produceres forskellige billeder af forskellige kroppe i kunsten.”

– “Går vi så ikke efter et lyttende blik for fremtiden?” spurgte moderator Maria Kjær Themsen.

Det var der bred enighed om i panelet, men ifølge Frances Goodman skal man passe på med at glemme politik. Fra hendes transnationale perspektiv findes der masser af marginaliserede grupper, hvis blik ikke regnes med.

“Vi kan ikke bare sige: “åh, vi skal allesammen være søde mod hinanden.” Det er sandt, selvfølgelig skal vi det, men der er stadig kritik at adressere. Der findes masser af mennesker, som stadig ikke har en stemme, og jeg mener, det er vigtigt, at vi anerkender dem fra deres synspunkt, før vi siger, at vi alle sammen er de samme, og at vi alle har ret til vores synspunkter. De politiske blikke er også vigtige.”

Og således fik vi denne aften ihvertfald én ting på det rene. ‘The female gaze’ findes, men i mange varianter. Blikket har magt, også det kvindelige.