The Making – kunst som beskæftigelse

Som alt andet i den post-moderne æra er kunsten ikke længere en del af én stor fortælling og tilskrevet ophøjede erkendelser om ’den store sandhed’. I dag er kunsten i langt højere grad et forsøg på at skabe midlertidige rum, nærvær og refleksioner, der ellers fylder meget lidt i kulturen og samfundet.

Men hvad vil det egentlig sige – også i praksis, og hvad får overhovedet en kunstner i dag til at tænke: Her har jeg noget at bibringe?

Vi satte tre kunstnere i stævne, de to danske billedkunstnere Molly Haslund og Jesper Aabille og skotske, New York baserede Sandy Smith, der alle er en del af Copenhagen Art Weeks kunstprogram. For alle tre er det af central betydning, at andre kan tage del i både værk og proces:

Molly Haslunds poetiske og fysiske performances i det offentlige rum, Jesper Aabilles sociale eksperimenter med mad og absurde happenings i byrummet og sidst Sandy Smiths skulpturelle og performative henvendelser til det ofte ensomme og fortravlede hverdagsmenneske.

Intentioner og proces
En bagtanke var fra starten, at de tre kunstnere med hver deres udgangspunkt i henholdsvis performative, skulpturelle og sociale kunsttraditioner og praksisser kunne sætte nogle ord på nogle dimensioner – også omkring intentioner og proces – i samtidskunsten, der sjældent diskuteres særlig specifikt.

Politikere og kulturfolk taler ofte om funktioner og dagsordener i kunsten, men det er en samtale, der typisk føres i armslængde til kunsten og hører til sjældenhederne i det generelle mediebillede. Dette er et forsøg på at gøre det lidt anderledes. Men det skulle vise sig at blive svært at sætte noget så konkret som ord på noget, der helst undflyr sig kategorier, traditioner og målsætninger.

Tradition og medie
Bevidstheden om at være en del af en historie og praksis lægger dybt i fortællingen om kunsten, men hvordan er den bevidsthed for en praktiserende kunstner i dag?

Molly Haslund: “I min praksis er det nærmest som ping-pong mellem en ret klar bevidsthed om traditioner inden for skulptur, performance og social praksis og en total tilsidesættelse af den historie. Men jeg orienterer mig også helt generelt i mange felter uden for kunsten: musikken og populærkulturen fx. Det er én stor kollage, der udgør mig som kunstner.”

Sandy Smith: “Det vil på den ene side være helt håbløst at skulle finde sin plads i den historie, men på den anden side er bevidstheden om, hvad man bygger på ret vigtig, synes jeg. At være ignorant over for den baggrund ville være ret utiltalende.

Den kunstneriske motivation
I spørgsmålet om, hvad der motiverer og driver kunsten, havde flere af kunstnerne noget på hjerte:

Sandy Smith: “Jeg har tænkt meget over spørgsmålet omkring motivation og udfordringer i den kunstneriske proces, da det på mange måder er det kunst og kreativitet handler om: det at identificere metoder til at respondere og udfordre problemstillinger. Det, der får mig til at reagere som kunstner, er spørgsmålet om handlingsmuligheder eller bevægelsesfrihed i vores totalt hyperaktive og kapitaliserede kultur og dagligdag. Hvordan kan man respondere på dét kunstnerisk, skabe et rum, udfordre maskineriet, skabe lommer med stilhed i et sådan system?”

Molly Haslund: “Det genkender jeg fuldstændig, men jeg tænker det som et forsøg på at skabe en relation, samtidig med at der skabes et særligt rum med et andet tempo. Så når man er til stede i det rum, handler det om at være åben over for, hvad der sker i interaktionen uden at det bliver for fikseret i en særlig idé om, hvad der skal ske. Hvis det bliver det, så virker værket ikke. Og det kan handle meget om den attitude man har i situationen. Om man er til stede.”

Jesper Aabille: “Når jeg laver mine ting, tænker jeg næsten aldrig bevidst om den kunstneriske proces, fordi det hurtigt bliver til en forhindring i situationen, der komplicerer tingene. Den kunstneriske proces er noget jeg undersøger og reflekterer over i mit studio, eller ’hovedkvarteret’, som jeg kalder det.”

“I mine værker, ekspeditioner, workshops, skulpturer og situationer, hvor jeg undersøger, hvad det vil sige at gøre noget sammen – ofte i madsituationer, er det ikke særlig produktivt at italesætte det, vi gør, som kunst. Folk genkender det, der foregår, helt umiddelbart.”

“Jeg kalder mine værker ’værktøjer’, og det kræver netop, at man som udenforstående skal kunne aflæse og anvende værkerne som det, de er. Hvis jeg siger, at det her er en del af et kunstværk, så siger folk typisk ”nå, fint nok…”, men egentlig vil de helst undgå den dimension, og spørgsmålet om hvad det betyder, når de står og skærer grøntsager sammen.

Fra studio til virkelighed
For Sandy Smith er den her traditionelle idé om kunstneren afskærmet fra omverdenen i sit atelier for længst aflivet. “Men det er stadig en produktiv del af processen. For mit vedkommende er processen som én lang penduleren til og fra studiet,” forklarer han.

Jesper Aabille føler sig egentlig ikke så fjern fra idéen om kunstneren som en tilbagetrukket figur i sit atelier, der observerer, hvad der foregår omkring ham:

“Mit medie er bare et andet, der afspejler en meget funktionel æstetik fra vores hverdag og spørgsmål om hvordan vi interagerer. Den her meget sofistikerede mekanisme, når tyve mennesker er sammen. Det er selvfølgelig ikke et traditionelt materiale jeg abejder med, men det er en del af pointen.”

Molly Haslund: “Jeg har selvfølgelig udviklet en specifik idé, inden jeg rykker ud med mine værker, men når man bevæger sig ud, så er det ret sandsynligt at ens værk vil blive transformeret, og dét kan give én en masse muligheder, hvis man er åben for de processer. Men det er en balance mellem at insistere på sit værk og bibeholde en åbenhed i projektet. Og det gælder sådan set både gallerirummet og det offentlige rum for mit vedkommende. Det bedste er faktisk, når du glemmer, at det er kunst, det du laver og folk ikke stiller spørgsmålstegn ved det.”

Kunsten som testområde
Gennem især de sidste ti år har termer som ‘forskning’ og ‘undersøgelse’ fået faste pladser i kunstens vokabular, men hvordan har kunsten det egentlig med en sådan rolle?

Sandy Smith: “For mig er mine projekter en konstant undersøgelse, men det kan forstyrre mig lidt, at netop den dimension også kan blive til en undskyldning for kunsten. Kunstnere har en tendens til at undgå ’ansvaret’ ved at italesætte det de laver som en ’undersøgelse’, og derfor tror jeg fx studiet er vigtigt for mange kunstnere.”

Molly Haslund: “Nogle ting er jo på plads, når du rykker ud, og som ikke kan eller skal ændres. Og jo flere gange du har været igennem den proces, jo lettere kan du aflæse disse facetter af din praksis.”

Sandy Smith: “Det er vel lidt ligesom stand-up komikere, der til trods for at alt er gennemprøvet og forberedt, kan få det til at virke tilfældigt, når de står i situationen.”

Når værker virker
Molly Haslund har med tiden indset at det nødvendige nærvær og følingen med situationen kræver en særlig mental tilstand:

“Jeg forsøger at opnå en tilstand, hvor jeg føler, at jeg gør tingene for første gang, når jeg performer. Hvis jeg bare gik i gang, tegnede mine cirkler i mit eget tempo, ville jeg skræmme folk væk. Jeg er nødt til at ramme et tempo og en åbenhed i værket, hvor det stadig kan indtages af og deles med forbipasserende. Ellers giver det ingen mening.”

Jesper Aabille: “For mig er det ret interessant at forsøge at aflæse de magtstrukturer, der bliver skabt undervejs, og hvordan de kan modelleres i situationen. Hvis min tilstedeværelse bliver overflødig og værktøjerne får deres eget liv i hænderne på brugerne, så har jeg opnået det, jeg typisk stræber efter.”

Molly Haslund: “Nogle gange kan succesen også være et kollaps, der afslører, at et værk er blevet kedeligt, rent ud sagt.”

Sandy Smith: “Det er kampen. Jeg tror, der er en sweet-spot lige midt i det hele, hvor tingene er ude af kontrol og åbner sig for noget uventet, og så et punkt hvor det bliver for klart, velkendt og absolut kedeligt. Jeg ser succesen som et forsøg på at svinge imellem de to punkter.”

Jesper Aabille supplerer: “Ja, når noget bliver perfektioneret, bliver det jo bare en rutine.”

Sandy Smith: “Jeg kan ret godt lide ideen om, at det, du opdyrker som kunstner, er den her konceptuelle ramme, en form for legeplads, der sætter nogle handlinger i gang og skaber et miljø, der er præget af frihed, hvor det ikke gør så ondt at falde og man kan optræne forskellige tricks – den her proces med konstant at opbygge, afprøve og udvide ens legeplads, imens den kan indtages og fungere som en åben og inspirerende form for andre.”