Thomas Hirschhorn – ophøjet samvær i ødelæggelsens nærvær

“Vi må bevise, at vi er lige så gode til at skabe som til at ødelægge,” forklarer den schweiziske kunstner Thomas Hirschhorn frem mod åbningen af hans længe ventede udstilling Community of Fragments på GL Strand, hvor kollektivets samvær og produktive tilstand er den nødvendige modstand anno 2021.
Mellem monumenter og ruiner findes der et rum for gentænkning og transformation. Men det er et sårbart og sjældent rum i vores passive forbrugs- og oplevelses-kultur. Kunsten er et sådan rum for Thomas Hirschhorn (f. 1957). Et modstandsrum. Et rum for målløst samvær, møder, samtale og produktion.

I kunsten har Hirschhorn skabt utallige af sådanne rum og begivenheder. Og som en form for ophøjelse af denne produktive, kollektive, men ikke målrettede tilstand, har han kaldt mange af disse events ‘monumenter’.

Det første monument, Deleuze Monument blev realiseret i 2000 i Avignon og blev fulgt af Bataille Monument i 2002 under Documenta i Kassel. Værkerne, eller festivalerne som disse begivenheder næsten tog form som, lå ofte placeret i blandt socialt boligbyggeri og samfundets mindre priviligerede. Oftest flækket sammen i simple materialer og rigeligt med pap og tape. En form for ikke-arkitektur og meget langt fra den gængse forståelse af et monument. Her er monumentet fladt, udspændt i tid, ikke-hierarkisk, socialt baseret og defineret ved dets indhold.

Som titlerne angiver er den kritiske filosofi en tro følgesvend i Hirschhorns greb. Det er disse tænkeres begreber, analyser og kritik, der stimulerer samværet – ofte blot som tema, ophængte citater og et tilgængeligt bibliotek centralt i værket. Flere ‘monumenter’ og lignende formater har præget Hirschhorns praksis gennem årene, og nu har vi for første gang et sådant værk på dansk jord. Det er stort – også værket.

Ødelæggelse, skabelse og humanisme

Denne gang er titlen Community of Fragments, og som de tidligere værker er pap, tape og kritisk filosofi ingredienserne og et produktivt samvær det egentlige mål. Værket kunne for så vidt have haft titlen Weil / Gramsci Monument, da vi i Gl. Strands lokaler bliver introduceret til både Antonio Gramscis teorier om ruiner, ødelæggelse og skabelse og til Simone Weils politiske humanisme.

Community of Fragments er en to-etagers grotte med gange og små rum til både ophold, produktion, samvær og samskabelse. Redskaber og materialer er der rigeligt af, fra spraydåser til tung filosofisk litteratur, flamingo-plader og nescafe, mødelokaler og byggelokaler.

Jeg fik mulighed for, imens udstillingen blot ventede på at få lov til at åbne, at sende Thomas Hirschhorn nogle opklarende spørgsmål, og svarene var yderst generøse, og står for mig som en sjælden mulighed for at forstå den filosofiske modstandskamp, som altid synes at have drevet den højenergiske schweizer. Vi kommer helt ind i kernen af hans motiver, filosofiens kraft, opgøret med kunstens eksklusivitet og kunstens nødvendighed.

Kan du sætte nogle ord på formen og de kunstneriske motivationer bag Community of Fragments, der både synes at relatere til dine tidligere ‘monumenter’ og ruiner?

Den kunstneriske motivation bag Community of Fragments kommer fra min interesse for ruiner, det kommer fra min kærlighed til Simone Weil og fra min vilje til at arbejde for det ‘ikke-eksklusive publikum’.

Community of Fragments ønsker at omdanne Gl. Strand til et modstandsrum, et sted uden hierarki. Udstillingslokalerne forvandles til en grotte, en hule eller en forladt mine – og dette er min formgivning – et universelt og tidløst rum, der tilbyder en oplevelse af usikkerhed og prekariatet. Æstetikken i Community of Fragments bygger på skulpturelle lån fra kendte billeder af forladte miner.

Det, der interesserer mig, er det faktum, at sådanne udgravede miner, grotter samt enhver ruin – fra gamle templer til nutidens konkurs-industrielle steder – fortæller os noget, står for noget ud over dets faktiske udseende. En ruin står for en strukturel, økonomisk, kulturel, politisk eller menneskelig fiasko – for eksempel ruinerne af det antikke græske teater i Taormina Sicilien, ruinerne af Salvador Allendes ufærdige hospitalsprojekt i Santiago eller ruinerne af fabrikker i Detroit.

Det, der interesserer mig, er, at noget i en tilstand af ‘opgivelse’, ‘ødelæggelse’, ‘ubrugt’, ‘ikke længere nødvendigt’ eller endda ‘aldrig færdigt’ kan modstå det forenklede, det der ikke har relevans for en epoke eller identitet.

At skabe dette er en æstetisk udfordring. At skabe den skulptur – prekær, tæt og ladet – er en udfordring. At skabe et værk der ikke er spektakulært betyder, at værket via sin æstetiske værdi skal understrege positivt, at det kun er det, der rører ved overfladen, der har en chance for at nå dybet. At røre ved overfladen er en påvirkning. Community of Fragments ønsker at skabe en påvirkning, der rører ved overfladen og strækker sig under overfladen.

Community of Fragments henter sin æstetik i potemkinkulissen, nærmere bestemt en omvendt potemkinkulisse. Dette betyder, at rummene ikke gengives ‘bedre’ end det, de faktisk repræsenterer, men at de faktisk viser en ‘værre’ situation end virkeligheden. Derfor er det vigtigt, at murbrokker og vægge er ‘falske’, lavet af malet pap, der er tapet sammen.

Antonio Gramscis påstand om, at det er vanskeligt at give ødelæggelsen form, er den æstetiske udfordring. At skabe ødelæggelse og fragmentering er vanskeligt – for mig som kunstner – fordi det betyder, at fjernelse af ting, nedrivning af ting starter i sindet, som en idé, som en retningslinje, som en kunstnerisk logik. Det er en logik, en kunstnerisk gestus, der gør det legitimt at ændre alt. Jeg/vi må bevise, skal bevise, at jeg/vi er lige så gode til at skabe som til at ødelægge. Derfor er fragmenterne formen.

Hvad leder du efter, når du integrerer tænkere, her en tænker som Simone Weil, og hvilken funktion har den kritiske filosofi i din praksis?
Når jeg integrerer arbejdet af en tænker eller filosof, en forfatter eller en kunstner, er det kun af kærlighed, ubetinget kærlighed. Det er fordi, jeg elsker personen og hendes/hans arbejde. Som et eksempel opdagede jeg Simone Weils arbejde for ganske nylig. Dumt nok kendte jeg hende kun ved navn, men en slags forenklet afvisning af den formodede ‘kristendom’ i hendes arbejde holdt mig uvidende tilbage. Dette er selvfølgelig ingen undskyldning, men Georges Bataille’s nedladende kommentarer til hendes arbejde var måske en indflydelse. Men da E.A.T. (Experiments in Art and Technology) i 2019 bad mig om at intervenere i et symposium med titlen Grace and Gravity, begyndte jeg at læse nogle tekster af Simone Weil – først og fremmest Gravity and Grace – og kom for første gang i kontakt med nogle af hendes ideer.

Jeg blev med det samme rørt af hendes position, hendes mod, hendes beslutsomhed, hendes engagement, hendes stil – hård og ligetil, mystisk og logisk. Jeg elsker, at hun på én gang er en soldat, en healer, en helgen – en profan helgen, en ekstremist, en tænker, et lys. Jeg elsker, at hendes tænkning er radikal, omfattende, politisk, koncentreret, åndelig og hyper kompleks.

Og det er alt, hvad jeg elsker ved filosofi, hvilket for mig betyder at stå over for en tænkning, som jeg aldrig troede, jeg kunne tænke. Jeg elsker hendes fokus på ​​’arbejde’, ‘sandhed’ og ‘renhed’. Jeg elsker, hvordan Simone Weil står oprejst, alene, fri og åbent rettet mod verden, overfor øjeblikkets realiteter, og hvordan hun med sin tænkning når ud over dets historiske øjeblik. Hendes eksempel og hendes dedikation afkræver stor beundring.

Simone Weils tænkning og liv står for styrke og sårbarhed – den virkelige kraft. Sjælens kraft, fordi hun ser sjælen som en definerende kraft i mennesket og hendes egen som magtfuld. Simone Weils filosofi er virkelig kunstnerisk, den er plastisk, den er fysisk, den er i bevægelse, den er en ny form. Hun fungerer som en aktivist – i sit arbejde og liv, og hendes konsekvens, som jeg beundrer, giver sin skønhed til hendes tænkning. Som en kunstner skaber Simone Weil en oplevelse, hvor vi deler det utænkelige, skønheden, det uforlignelige, glæden, lidelsen og det umulige.

Jeg bygger ikke mit arbejde på filosofi, teori eller tanker fra andre, men jeg er modtagelig og åben for disse sjældne og yndefulde øjeblikke, hvor kunst og filosofi møder hinanden i begreber og former. Filosoffer bruger ord med præcision og nøjagtighed, der følger deres tænkning. Filosoffer formgiver koncepter på den stærkeste måde, de kan. De ord, de bruger, er kraftfulde og vigtige værktøjer for at skabe nye begreber i filosofien. Filosoffer opfinder deres egne vilkår, og som kunstner beundrer jeg dem helt enormt for det.

Jeg kan lære af filosofi og af filosoffer, og jeg kan prøve at bruge mine egne udtryk – også i forhold til kunst, i forhold til mit arbejde og til mig selv. Dette er, hvad jeg vil gøre: at skabe vilkår for mit arbejde, der giver mening for mig, måske kun for mig, men for mig først, fordi jeg som kunstner netop har muligheden for at gøre det. Jeg har muligheden for at opfinde mine egne vilkår, og jeg kan insistere på mine egne vilkår.

Hvilken type offentlighed håber du at udvikle med Community of Fragments? Og hvilke muligheder har den i dine øjne – du anvender for eksempel udtryk som ‘håb’ og ‘transformation’?
Jeg vil have, at Community of Fragments skal henvende sig til et ‘ikke-eksklusivt publikum’. Som altid vil jeg gøre dette i og med mit kunstværk. Det ‘ikke-eksklusive publikum’ er modtageligt for kunstoplevelser og består hovedsagelig af mennesker, der har fritid, af unge mennesker, nogle gange i udkanten af ​​samfundet, der deltager via deres tilstedeværelse og produktion ud fra deres egne grunde, der forbliver ukendte. Det ‘ikke-eksklusive publikum’ vil være hjertet i Community of Fragments. ‘Ikke-eksklusivt publikum’ er som navnet antyder dig, mig, alle. Ingen er udelukket. Det ‘ikke-eksklusive publikum’ er et redskab mod VIP-ideologien, også i samtidskunsten.

Adgangen til Community of Fragments er gratis for alle til enhver tid. Offentligheden, den ‘ikke-eksklusiv offentlighed’, giver værket form ved sin tilstedeværelse og produktion og bidrager derfor og deltager i formgivningen og har betalt med denne produktive handling.

Den ‘ikke-eksklusive offentlighed’ udgør den essentielle offentlighed, den der skal erobre og generobre. Den ‘ikke-eksklusive offentlighed’ er en åben offentlighed (‘åben’ fordi den er åben for en oplevelse).
Denne åbne offentlighed forstår, at det at træde ind i Community of Fragments ikke handler om et øjeblikkeligt forbrug, tilfredsstillelse eller endda om nogen tilfredsstillelse overhovedet. Den ‘ikke-eksklusive offentlighed’ forstår, at den har brug for at støtte, acceptere og endda blot håbe på ‘manglende tilfredsstillelse’, der kommer ud af en ‘ikke-programmering’.

Der er ingen programmering i Community of Fragments: Museet vil ikke arrangere eller planlægge begivenheder, besøgende kan frit planlægge noget, det er deres eget ansvar. Den ‘ikke-eksklusive offentlighed’ forstår, at den deltager i oprettelsen af ​​en begivenhed som en konsekvens af den ​​’manglende tilfredsstillelse’.

Mest af alt forstår den og er villig til at opleve, at en begivenhed uden transformation ikke er nogen begivenhed. Den ved, at transformation kun kan ske, fordi ‘ikke-tilfredsstillelse’ opleves som ‘modstand’; modstand, der i sig selv er en ‘transformation’. ‘Ikke-tilfredsstillelse’ er et værktøj til at modstå kulturelle, økonomiske, politiske, religiøse og sociale vaner.
Den ‘ikke-eksklusive offentlighed’ ved, at kunst er ‘modstand’, modstand som sådan, og det muliggør transformation. Derfor er Community of Fragments et kunstværk og ikke en kulturel begivenhed.

Dette er grunden til, at kultur fører til tilfredsstillelse – en tilfredsstillelse, der forbliver passiv – i modsætning til kunst, der tilbyder en ‘ikke-tilfredsstillelse’, der bliver aktiv.
Jeg tror på, ​​at den ikke-tilfredsstillende dimension fører til udformningen af en ny dynamik, en dynamik eller en bevægelse, hvor en ny form for skulptur i det offentlige rum skabes, distribueres og endda genopføres.

Community of Fragments bygger på en hensigt om ikke-hierarkisk produktivitet, men er det ikke en utopisk hensigt, eller hvordan ser du den udfordring udfolde sig?
Jeg ser udfordringen for Community of Fragments i at blive forstået som en platform, et rum, der ikke er berørt af hierarkisk, økonomisk, æstetisk, kulturel afgrænsning. Som et rum for drømme og frihed. Udfordringen er at implicere et publikum, fremkalde nærvær, fremkalde produktion, fremkalde møder og skabe en begivenhed. Kan Community of Fragments være en sådan begivenhed?

Community of Fragments ønsker at fremstå som et øjeblik af indkapslet tid, der projicerer os 10 år, 100 år eller 1000 år ud i tiden: museumsrummet bliver et nyt rum – et rum uden for dets faktiske virkelighed, uden for øjeblikket, uden for historien, og også uden for sin geografiske placering. Derfor er Community of Fragments et ikke-arkitektonisk rum.

Derfor inviterer dette rum Københavns befolkning til at deltage i Community of Fragments og dets ‘Workshop-Shelter’ hver eneste dag, hvis de vil, hvis de kan, hvis de har brug for det. De inviteres til at møde ‘Velkomst-Teamet’, der er specielt sammensat til denne gratis udstilling. De kan komme til Community of Fragments og nyde at hænge ud, tilbringe tid, tage vennerne med, udveksle, møde, producere. Og ved at gøre det; give form til understregningen af, at kunsten – som aldrig før – er nødvendig!

At producere kræver engagement: Fordi det at producere et værk betyder at give form, og at give form er det væsentlige i kunsten. Fordi det at producere betyder at etablere ens eget ordforråd og skabe et nyt udtryk i kunsten. Fordi det at producere betyder at etablere et korpus, et kritisk korpus. Fordi det at producere – at producere hovedløst – gør det muligt at se latterliggørelsen i øjnene og holde den på afstand, hvilket er det uundgåelige resultat af enhver ny form. Fordi det at producere betyder at modstå – gennem produktion – kommentarernes og meningernes diktatur. Fordi det at producere – at producere ufortrødent – betyder at modstå kynisme og nederlag, så man ikke ender med at fokuserer på modtagelsen af værket og ej heller kommunikationen ‘om’ eller formidlingen ‘omkring’ værket. Fordi det at producere betyder at opbygge en modstand mod kapitalisering, korrekthed, manipulation og beregning, hvilket er det forbruget er baseret på. Fordi det at producere betyder at skabe betingelser for impliceringen af et ​​’ikke-eksklusivt publikum’ og kun et produceret værk – med alle dets fejl og mangler – kan have kraften til at inkludere den anden. Fordi det at producere betyder at forstå kunst som en påstand, som en erklæring, som en frigørelse og som noget, jeg selv giver autoritet. Fordi det at producere er en chance for at røre ved sandheden.

Målet med Community of Fragments er, at de besøgende får en oplevelse, kan opleve kunst og vanskeligheden ved ødelæggelse og skabelse, og at de besøgende har det sjovt!

Hvorfor er kunsten nødvendig?

I et af udstillingens større forsamlingsrum i Gl. Strand står et whiteboard med Hirschhorns insisterende svar på spørgsmålet om, hvorfor kunsten er nødvendig:
· Fordi kunst er modstand: Kunst modsætter sig fakta. Kunst modsætter sig politiske, æstetiske og kulturelle vaner.
· Fordi kunst er autonomt: Autonomien er det der giver kunstværket dets skønhed og dets fuldendthed.
· Fordi kunst besidder transformationens kraft: Transformationens kraft til at forandre hvert eneste menneske.
· Fordi kunst både er en kollektiv og individuel udfordring.
· Fordi kunst er universelt: Universalitet betyder retfærdighed, lighed, sandhed og forholdet til den anden.

En god nøgle til at træde ind i Hirschhorns snørklede gange og dedikere sig til samværet og kunsten.