Tijana Mišković: “At erindre er noget, der sker i nutiden”

Er erindring en statisk størrelse eller noget, der hele tiden er under forandring og formes af tid og sted? Og hvad betyder det for flygtninges bearbejdning af migrationsoplevelser og traume?
Vi har mødt kurator og PhD stipendiat, Tijana Mišković, til en samtale om hendes forskning og om Nataša Urbans film The Eclipse, der kan ses under årets filmfestival CPH:DOX.

Det bliver nærmest ikke mere højaktuelt i en tid, hvor millioner af mennesker er drevet på flugt fra krigen i Ukraine – såvel som fra Syrien, Afghanistan og en række andre af verdens mere eller mindre oversete brændpunkter. Men hvordan bearbejder man som flygtning de traumatiske oplevelser? Hvordan håndterer man den fremmedgjorthed og indre splittelse, der opstår, når man på denne måde står mellem to forskellige kulturer? Og har kunsten her en rolle at spille?

Tijana Mišković har selv jugoslavisk flygtningebaggrund og arbejder netop nu på et praksisbaseret PhD-projekt, der til efteråret skal resultere i udstillingen Forbindelser og et tilhørende seminar på Statens Museum for Kunst. En udstilling, der præsenterer danske kunstnere med jugoslavisk baggrund, som alle har det til fælles, at de behandler emner som krig og migration ud fra en transkulturel position.

Forskellige slags erindring

Vi indleder vores samtale med at tale om filmen Eclipse, der vises under CPH:DOX, hvor Mišković også skal tale med filmens instruktør Nataša Urban. Filmen tager udgangspunkt i instruktørens egne oplevelser og familiens erindringer fra eks-Jugoslavien.

“The Eclipse har mange ting på spil i forhold til erindring. Urbans collagelignende billedsprog tillader hende at lave mange forbindelser på kryds og tværs af tid, sted og kontekster, og det passer godt med den måde, man forstår erindring på i dag. Professor Astid Erll bruger begrebet travelling memory, hvor erindringen betragtes som en dynamisk størrelse, der altid er i bevægelse og lægger op til nye re-kontektstualiseringer”, indleder Mišković.

Læs også: Ismar Čirkinagićs udstilling bærer spor om ugerninger og menneskelige tragedier

“Man skal altså ikke forveksle erindring med støvet historie. Akten at erindre er noget, der sker i nutiden. Og vi vil altid forme vores erindringer i forhold til, hvor vi befinder netop nu. Så når vi i dag ser på kunstværker, der henviser til det, der skete i 90’erne, læser vi dem uundgåeligt ind i en nutidig kontekst.”

Ifølge Mišković kan man tale om to typer af erindring. I Urbans film er der mest tale om såkaldt kommunikativ erindring, der forstås som de fortællinger og historier, vi overleverer til hinanden mundtligt. Det foregår oftest mellem familiemedlemmer og er anekdotiske vidnesbyrd om konkrete oplevelser – og dermed også en skrøbelig erindringsform, der ofte går tabt i løbet af få generationer. Ifølge professorerne Jan og Aleida Assmann skal denne hverdagsprægede kommunikative erindring ses i forhold til kulturel erindring, som er den mere officielle fortælling, der bevares institutionelt for eftertiden. Altså dét vi typisk forstår som egentlig historieskrivning.

Den diasporiske mellemposition

I The Eclipse anvender instruktøren udtalelser og erindringer fra sin egen familie som råmateriale og sidestiller og kontrasterer dette med den officielle historieskrivning i hjemlandet.

“Hun forsøger at erindre noget meget komplekst, idet den officielle historieskrivning i Serbien ikke nødvendigvis stemmer overens med de personlige erindringer, ligesom der er forskel på, hvor meget henholdsvis hun og hendes familie ønsker at huske, og hvor meget de fortrækker at glemme. Disse sammenstød af forskellige virkelighedsopfattelser kommer meget fint frem i Urbans film. Noget er ude af sync. Der er et traume på spil, som forhindrer tingene i at blive set 1:1 – et traume på såvel personligt som kollektivt niveau.”

Det er ifølge Mišković den geografiske og tidsmæssige distance, der tillader hende at se de nye nuancer. Eksempelvis stiller instruktøren kritiske spørgsmål til sine egne forældre om den svære tid under de jugoslaviske krige. “Måske kan hun netop stille disse uventede spørgsmål til sin familie, fordi hun nu bor i Norge, hvor hun i kraft af en tidsmæssig og geografisk afstand ser et andet perspektiv på det, der skete i hendes hjemland”, påpeger hun og uddyber:

“Det brud, der bliver skabt, når man flytter fra ens hjemland og bosætter sig i et nyt, skaber det, man kunne kalde en “diasporisk” eller “transkulturel mellemposition”. Denne kløft mellem tider, steder og kulturelle kontekster forsøger man så at reparere, og erindring er i den sammenhæng en af de oplagte redskaber. Man kan også tale om kulturel oversættelse, hvor man prøver at sammenstille elementer fra den ene og den anden kultur og dermed reorganisere og genforhandle noget, så der skabes forbindelse mellem det, man kommer fra og det, man nu er en del af. Det er dét, der linker Urbans film til min egen forskning”.

Forbindelser

Tijana Mišković er i gang med at kuratere udstillingen Forbindelser med værker af seks forskellige danske kunstnere med jugoslavisk baggrund.

På udstillingen vil man bl.a. kunne opleve Vladimir Tomics Flotel Europa, der består af videomateriale fra kunstnerens egen familie og andre flygtninge, som har boet på Flotel Europa; et skib som lå i Københavns havn i begyndelsen af 90’erne, og hvor flygtninge fra primært Bosnien Hercegovina fik midlertidig ophold. Filmen blander forskellige typer arkivmateriale: dels familieoptagelser i form af hjemmevideo og arkivmateriale fra partisanfilm.

“Tomic laver en semi-autobiografisk fortælling, hvor han selv er protagonist, som den 12-årige dreng, han var, da han kom til Danmark. Der skabes et narrativ, hvor hans egen families erfaringer smelter sammen med andre flygtninges erfaringer,” fortæller Mišković som et eksempel på en kunstner, der anlægger et meget personligt greb på sine værker men giver det en mere kollektiv betydning.

Et andet eksempel, Nermin Durakovic, arbejder næsten aldrig med personlige erfaringer, men er i stedet mere kommenterende og strukturkritisk i sine værker. I værket Our Borders har han filmet grænsen mellem Bosnien og Kroatien – som også er grænsen mellem EU og ikke-EU – fra fugleperspektiv.

Med titlen antydes, at EUs ydre grænse i en vis forstand også er den danske grænse, og dermed udvider det fortolkningen til også at omhandle en form for etisk grænse; grænsen mellem ‘det gode liv’ i EU, og livet som flygtning ‘udenfor’.

“Jeg synes, at det er et godt eksempel på et værk, som er mindre sentimentalt i forhold til egne erfaringer og mere politisk. Den grænse peger selvfølgelig også på skæbnen for de mennesker fra Mellemøsten, som dagligt forsøger at krydse den. Så der er en tragedie på spil, men det er ikke på samme måde som hos Tomic kunstnerens personlig erfaring, vi ser formidlet.”

Den personlige migranterfaring

Jeg spørger Mišković, hvordan denne praksis adskiller sig fra andre, ikke-kunstneriske, dokumentariske praksisser, og hvilken betydning kunstnernes personlige migranterfaring har?

“De er selvfølgelig meget mere investeret i det selv,” forklarer Mišković. “Ikke dermed sagt, at de ikke søger at have et objektivt blik – eller at deres værker udelukkende er selvterapeutiske. Det ville være helt forkert at tolke dem på den måde. For selvom der ofte bliver taget udgangspunkt i egne erfaringer, bliver disse kunstnerisk bearbejdet, således at de kan blive forstået i en større kontekst.”

“Der er jo nogle begivenheder i samfundet, f.eks. de mennesker, der kommer hertil netop nu, som giver et déjà vu, og hvis vi taler erindring, er det nærmest en portal, hvor man bliver ført til en anden tid. Pludselig forbinder man nogle historiske nedslag på nye måder, fordi man kan trække tydelige paralleller imellem dem. I Nataša Urbans The Eclipse er det helt konkret den tilbagevendende solformørkelse, som hun bruger som en port til at komme ind i en erindringsmæssig tidsrejse og som indrammer filmen.”

En vej til transkulturel forståelse

Sammenstillingen af situationerne; modtagelsen af jugoslaviske, senere syriske og nu ukrainske flygtninge åbner en debat og giver samtidig nye perspektiver på ‘gamle flygtninges’ migrantoplevelser.

“Der er et stort potentiale i denne mellemposition, fordi den åbner op for nogle nye fortolkninger af, hvordan vores verden og samfundsstrukturer er skruet sammen. Det transkulturelle felt åbner sig der, og det er vigtigt at gribe det og dokumentere det og med udstillingen formidle det til et bredere publikum”, mener Mišković.

“At arbejde med danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien er for mig en god anledning til at tænke transkulturelt på et større plan og redefinere nogle af de ting, vi måske tager for givet i vores samfund. Kunstnernes værker er eksempler på denne udvidelse af begreber som tilhørsforhold, national identitet; ting, vi i en stadigt mere global verden må gentænke på såvel det personlige som på det socialpolitiske plan. Derfor er det også vigtigt, at udstillingen Forbindelser netop bliver vist på nationalgalleriet, som derved viser museets villighed at forholde sig undersøgende til, hvad national identitet overhovedet er”, afrunder hun.