Til fest med en død ræv

En sti af elektriske fyrfadslys i det kolde januarmørke leder gæsterne ind i baggården, mens små, varme lommer af musik og snak bobler ud, når dørene åbnes og lukkes.

Gennem glasdørene ses snakkende og dansende mennesker på baggrund af et gigantisk rødt og blåt 2×6 meters lærred, blinkende discolys og indrammede papirværker.

Indgangen flankeres af et oplyst akvarium dækket med kondens og en lettere udefinerbar, langhåret, grålig klump i bunden.

Det er – får vi senere at vide – en død ræv, der er del af et kunstværk.

Vi er på vej ind i pop-up udstillingen XXXL i Van der Noon’s Space.  

Indenfor presser menneskemængden straks nyankomne ud mod væggene, hvorpå de mange værker er ophængt, og flere af dem har allerede fået selskab af de små, røde klistermærker, der betyder “solgt”.

Gæsterne danser, snakker og nipper af drinks, der er kreeret af bartenderen ud fra kunstværkerne.

Der er meget langt til den ‘champagne-og-snacks-reserverethed’, man ellers kan løbe ind i til ferniseringer. XXXL er ikke en helt almindelig udstilling – og det er heller ikke meningen.

En bombe af energi
De tre kunstnere Daniel van der Noon, Ulrik Myrtue og Mormor (alias Kristian Bruun Djurhuus) har forberedt kunstfesten i to uger og arbejdet endnu længere med de kæmpestore værker, hvis størrelse er antydes i titlen. Arbejdet har akkumuleret en “bombe af energi”, der nu fyres af for fuld hammer indenfor et ganske lille tidsrum.

Det har også en anden fordel. Mormor griner: “Så er folk nødt til at komme og se udstillingen med det samme”, siger han og tilføjer, at idéen har været at skabe en “the factory-agtig oplevelse” med henvisning til Andy Warhols navnkundige atelier tilbage i 1960’erne.

De tre kunstnere arbejder normalt hver for sig sig, men har tidligere udstillet sammen. Anledningen lørdag var at afprøve det kollosale 2×6 meters format, som er nyt for alle tre udstillere.

Eksperimentet har kun været muligt på grund af en meget generøs husejer, som har givet Daniel van der Noon lov til at bruge den tidligere natklub som atelier og udstillingssted, indtil han selv flytter ind. Kunstnernes egne lejligheder er nemlig for små til så store lærreder.

At male med en knækket ræv
Der er dog ikke bare blevet eksperimenteret med udstillingskonceptet og formaterne, men også med nye teknikker.

Med inspiration fra Tal R har Mormor afprøvet harelimsteknik, hvor man maler med pigment rørt op i harelim. Det har givet et noget anderledes farverigt udtryk end hans kendte sort/hvid tegninger, og resultatet er et maleri af et menneskestort sort jazzorkester med titlen Golliwog.

Også van der Noon brugte det nye format til at få gang i den farvemættede pigmentmasse. På det blå og røde lærred Persialiania MMXIV opsat langs hele den ene væg zoomes der ind på ornamenterede detaljer hentet fra facaderne på hans karakteristiske og ellers ofte stiliserede huse.

Myrtues værk var dog festens samtaleemne med en vis sentationsværdi. Med inspiration fra Bjørn Nørgaards hesteofring viste han to lærreder på 3×2 meter, hvoraf det ene var bemalet med ræveblod fra den samme døde ræv, som stod ved indgangen, og som han havde fundet i en skov nogle uger tidligere. Dens lettere opløste tilstand gjorde det muligt at brække hoved og ben af og bruge dem som pensler.

Udstillingen fejrede derfor ikke blot kunsten – det handlede også om nye arbejdsprocesser og om at have “en fest med det undervejs.”

Vennerne var med
Måske var det denne fest, der smittede af i Van der Noon’s Space lørdag aften. Med musik i ørerne, en drink i hånden og cirkulerende kunstnere, gallerister og gæster omkring sig var kunstdiskussionen både nærliggende, hyggelig og helt nede på jorden.

Værkerne fik i den intime stemning et mere relevant nærvær, mens detaljer og streger blev nærstuderet, næseborene klemt en smule sammen foran ‘ræve-maleriet’ og de mandshøje jazzmusikere fra lærredet akkompagnerede snakken.

Med hjælp fra vennerne fik van der Noon, Myrtue og Mormor stablet et hyggeligt subkulturelt sammenskudsgilde på benene: DJs og bartenderen er venner med kunstnerne, Kurts Kiosk havde udlånt en motionscykeldreven racerbane, man kunne battle med kammeraterne på, og jazztrommeslager Thomas Eiler Vju spillede, mens de næsten 300 gæster dannede et interesseret og feststemt fællesskab om kunsten.

Den eneste, der trods stemningen ikke var velkommen indenfor, var den døde ræv. Den lugtede for meget.