Til trøst

Hvor finder det moderne menneske trøst? Det giver den svenske fotograf og videokunstner Lisa Strömbeck sit bud på i udstillingen Consolation, hvor hendes stærke og banale naturkunst skaber et intimt rum, hvor man både finder trøst og afvises til refleksion.

Hvis man stiller sig helt tæt på billederne, kan man næsten dufte den. Den fugtige jord. Høre dem. Grenene der knager. Se dem. Skyerne der glider hen over papiret. Og mærke den. Kulden, som nådesløst kryber ind over alt, højt på fjeldene i Sverige.

De sidste par år har den svenske kunstner Lisa Strömbeck arbejdet med træer. Det er et helt nyt motiv for hende og en ny måde, fotografisk, at arbejde med repræsentation. Og er, tror jeg, den serie, der kommer til at pege en vej videre for Strömbeck. Fra det dokumentariske greb, der har været hendes, siden hun begyndte at beskæftige sig med fotografi og video i midten af 1990’erne. Der sker noget helt nyt og spændende her.

Med sine intime rum danner Galleri Image rammerne for Consolation, der løber frem til 4. maj, og som titlen antyder, tematiserer og problematiserer vores forestillinger om ’trøst’. Udstillingen deler sig i galleriets to rum, hvor fotografiserien In Bed, der viser mennesker og deres hunde, der sover tæt sammen, er udstillet i det højre, mens de to nye værker, der handler om træer folder sig ud i det venstre.

Old Tjikko
Strömbeck leger med lokalerne og intimiteten i galleriet, som ligger i kælderen til en tidligere tobaksfabrik opført engang i 1800-tallet. Med videoværket The Oldest Tree in the World, der spiller i 20 minutters loops, lader hun stammen af et grantræ spejle det horisontale stykke træ af det frilagte bindingsværk.

Trækronen, der strækker sine grene mod himlen, rammer loftet, og må fortsætte sin færd videre der. Iscenesættelsen af træet, som vokser på trods, spejler de vilkår, det oprindelige træ Old Tjikko, der står på Fulufjället, i det vestlige Sverige, lever under. Old Tjikko er del af et rodsystem, som i dag, med sine 9.550 år, er det ældste vi kender til. Det er en type rødgran, der trives bedst i hårde omgivelser, og har oplevet både varmere og koldere klimaer end vores nuværende. Et træ, der med sandsynlighed vil klare sig bedre gennem de globale klimaændringer end os mennesker.

Strömbeck arbejder med det banale. Og har gjort det siden sine tidligste videoværker. At træer og dyr giver en slags trøst i et samfund, som fjerner sig fra naturen, og hvor mennesker i stadig højere grad sover og lever alene i større huse og lejligheder. Men bliver man lidt ved værkerne, åbner de sig, og flere lag afsløres.

Last tree standing
I galleriet danner Old Tjikko baggrund og klangbund for The Last Trees, der er de seneste i rækken af Strömbecks fotografiske værker. Serien, hvoraf seks er udstillet, afbilleder de få træer, der stadig står på Backåkra strand, på Sveriges sydkyst, efter en brutal skovrydning for nogle år tilbage.

Miljøstyrelsen sparede nogle få under rydningen, hvoraf de fleste af de resterende nu er døde og enkelte har et par grene der stadig lever. Træerne står unaturligt ensomt. Skæve og vindblæste. Savnet af træerne opdagede Strömbeck imidlertid først, den dag de pludselig ikke stod der længere.

Der ligger et stort studie af træers sociale adfærd som baggrund for hendes billeder og for vores forestillinger om trøst. Når træer er i krise, støtter de deres egne. Bliver et egetræ angrebet af svamp, sender det via sit rodsystem besked til andre egetræer i området om, at de skal producere et modangreb.

Flydende liv i mørket
Da Strömbeck begyndte at arbejde med træerne, var det i første omgang med den velkendte dokumentariske tilgang og det digitale billede, vi kender fra serier som New Friends, Uniform og Light tricks. Senere gennem en tilbagevenden til det analoge. Men resultatet blev først rigtigt, da hun begyndte at arbejde med flydende fotografisk emulsion, en gammel fotografisk teknik, rødder om man vil, og noget helt nyt skete i mørkekammeret.

Iført et par gummihandsker smører Strömbeck flydende emulsion ud over hvidt kobberpapir. Med en pensel og fingrene skaber hun ekstra tekstur. Efter tyve timer i mørkekammeret belyser hun papiret med sit negativ. Resultatet er nogle bemærkelsesværdigt smukke og interessante billeder.

Der er ikke længere tale om den bare repræsentation af virkeligheden. Overfladen er blevet mindre flad. Kobberpapiret bidrager med en tekstur, der antyder bevægelse og dynamik, og materialet har fået sit helt eget liv. Den flydende emulsion tilfører noget organisk og en bevægelse til billedet. I mørkekammeret maler Strömbeck videre på billederne. Penslen maler luftstrømme. Med fingrene spreder hun emulsionen, så den danner bølger. Antydning af banker eller skyer. Og hvis emulsionen løber ned ad, bliver det til fugten i luften.

En ny sensibilitet
Old Tjikko er opkaldt efter en afdød hund, der tilhørte den professor, der opdagede det gamle træ. En tilfældighed og en pudsighed, der trækker tråde langt tilbage i Lisa Strömbecks kunstneriske praksis, hvor hunden længe har haft en central plads.

Lisa Strömbecks kunst synes at forandre sig i begyndelsen af 00’erne med ankomsten af Ivan. En svensk cirkushund, som elskede at optræde og som elskede at blive filmet. Herefter fik de værker Strömbeck lavede, en helt ny sensibilitet. Væk var den tykke ironi, der karakteriserer tidlige videoværker som Lady in Red fra 1996, der gør op med forestilingen om kvinden som et passivt objekt, manden begærer, iscenesat med tyk ironi, hvor en ung kvinde i hjemmesko, uglet hår og en rød natkjole gør rent i en lejlighed, til tonerne af Chris de Burghs 90’er hit af samme navn. Eller The Seekers, også fra 1996, der spidder selvhjælpsindustrien. Og Keen Competition fra 1997, hvor to kvinder, der i fællesskab passer en tredje kvindes barn, konkurrerer om, hvem der kan være den bedste ’mor’.

”Hud på hår, hånd på pote, hofte mod hofte. Krop mod krop.”
I Consolation får de nye træværker lov at spille sammen med og op imod en af Strömbecks serier centreret om hunde, In Bed, som hun påbegyndte tilbage i 2015. Serien viser mennesker og deres hunde, der sover sammen, og billederne har samme snapshotæstetik, som karakteriserer alle Strömbecks hundebilleder. Ironien er erstattet af diagnosticerende og lune portrætter af menneskers psykologiske og sociale samspil med deres hunde og af forholdet mellem natur og kultur tematiseret i kæledyret.

Billederne viser os trøst i sin mest intime form. Mennesket, der sover med sin hund. Huden mod pelsen. Hofte mod hofte. Men trøsten og intimiteten inkluderer ikke beskueren. Det virker grænseoverskridende at blive inviteret indenfor på den måde og være vidne til den intime situation. En midaldrende mand, der har sengen fyldt med herreløse hunde. En kvinde, der ligger i ske med sin. Hvor man instinktivt får lyst til at træde et skridt tilbage fra snapshotæstetikkens overskridende karakter, lokker træerne derimod én nærmere.

Til at nyde synet og lyden af naturen, af papiret og trykket. De forskellige værker demonstrerer vores trang og evne til at søge trøst i kontakten med naturen, men vækker også – specielt sat over for hinanden – refleksionen over det kunstige i den måde, vi gør det på. Det er stærk og banal naturkunst.