Tilbage til Mars, som planeten var engang

Hvert et sandkorn er tydeligt i de utallige fotografier fra den røde planet, som NASA har offentliggjort de sidste ti år. Men var det alt: Er Mars bare en gold ørken, der nu skal dokumenteres af videnskaben? Nej, viser Nicolai Howalt i soloudstillingen A Journey: The Near Future på Martin Asbæk Gallery.

Hvis man i slutningen af 1800-tallet nærede fantasier om, at Mars var beboet af intelligent liv, som forsøgte at komme i kontakt med os på Jorden – og disse fantasier fandtes både i fiktionens og astronomiens verden – har de seneste tres års nærkontakt med den røde planet været en nedslående affære.

I 1965 nåede NASAs Mariner 4-sonde tæt nok på til at sende de første overfladefotos hjem fra Mars, 22 slørede, sort-hvide gengivelser af kratere set fra 10.000 kilometers højde: den første skuffelse. 11 år senere landede Viking 1 og 2 med farvekameraer og sendte mere end 50.000 fotos tilbage til Jorden: glødende, men livløse panoramaer af uendelig stenørken. Drømmen om liv på Mars var forbi.

Sikken elendighed. Men nu skal det tilsyneladende være slut. For i sin nye soloudstilling på Martin Asbæk Gallery, A Journey: The Near Future, forsøger Nicolai Howalt at vække Mars-fantasierne til live igen. Motiverne er de samme som de knap halvtreds år gamle panoramaer fra Viking-missionen, dog nu i højere opløsning takket være NASAs aktuelle udstationering af robotkøretøjerne Curiosity og Perseverance.

Førstnævnte landede for ti år siden og fungerer overraskende nok stadig, mens sidstnævntes ankomst blev fejret som en verdensbegivenhed på dansk TV sidste februar; nu havde man nemlig danskproduceret udstyr med om bord. Det er disse to laboratorier på larvefødder, som Nicolai Howalt har udstillingens 12 fotografier fra, udvalgt blandt mere end en million billedfiler på NASAs hjemmeside.

Robotterne er borte

Hvad forestiller de så? Jo, først og fremmest fortiden. Det er et romantisk, genfortryllende blik, Howalt har lagt ind i landskabet. Når man står på galleriet i Bredgade og ser rundt på de enkelte panoramaer, som hver især får fint med plads, kunne det på afstand lige så godt ligne forfaldne arkivstrimler eller flossede landkort fra endnu ikke indtagne prærier. Vi har været vant til at tænke på Mars og rumeventyr som fremtiden, måske er det lige omvendt.

Fremkaldelsen fra de analogiserede negativer er holdt i sort-hvid med rigeligt lys, yderligere forstærket af rammens store, hvide baggrund. Væk er de karakteristiske røde nuancer, aldrig har et himmellegeme syntes så nært. De udstrakte horisonter indgyder en uangribelig ro, der delvist skjuler, at NASAs panoramaer er skabt af adskillige sammensatte enkeltfotos. Men også kun delvist, for både over og under strimlerne er der tydelige hak fra den digitale proces.

Ud over farve- og lysbehandlingen adskiller de udstillede tryk sig fra originalerne ved, at Howalt har klippet yderligere i underkanten for at skjule Curiosity og Perseverances tilstedeværelse. Hvor de to bæltekøretøjer har en del af sig selv med på NASAs filer, er de redigeret helt bort i A Journey. Eneste spor efter dem er aftrykket af de zigzaggede larvefødder, der får nærmest symbolsk karakter og lægger sig som skiftevis regelret kantet støvskrift og sammenklumpede, vægelsindede plamager.

Det er altså på mange måder en udstilling, hvor ophavet forties. Af og til glemmer man rent, at det ikke er Howalt selv, der står bag kameraet; jeg tager mig selv i at føle mig en smule snydt, hver gang jeg vågner op af illusionen, endda lidt fornærmet på maskinernes vegne. Så hjemmevant virker det fremmede, så skrøbelig distinktionen mellem robotingeniør og kunstner. Og ja, til en vis grad, mellem menneske og maskine.

Forsigtig genfortryllelse

Skygge og kontrast er de vigtigste elementer i dusinet af bugtede landskaber. Opløsningen på billedfilerne er så høj, og kontrastvirkningen så udtalt, at forgrunden står krystalklart: De store, skarpe rumsten og klipperester springer næsten ud af de to tynde glas, papiret er hængt op mellem. Andre steder er stenene mindre, næsten reduceret til sand, men står alligevel stærkt som pointillistiske akvareller. Hvor rodet naturens komplette ro dog kan se ud tæt på.

Baggrunden trækker i en anden retning. Omridsene af bløde bjergbuer bærer med deres tågede uendelighed et stort ansvar for udstillingens romantiserende vilje. Derude lever drømmen om liv stadig, langt fra larveføddernes indgriben i Mars’ uberørte landskabskunst, langt fra den ubønhørligt klare forgrund. Selv har Nicolai Howalt sammenlignet æstetikken med fotografier fra nybyggertiden, frontier photography. En tid før et indtog, en uberørthed, som altså taler for at bortklippe maskinerne.

Tænk, at vi har længtes mod denne golde ørken. Men det lykkes Howalt – og, kunne man mene, i endnu højere grad NASA – at fastholde beskuerens interesse. For motiverne er i sagens natur rasende stærke. Ikke kun fordi man fortaber sig i selve dokumentationen af en fremmed planets overflade, men også fordi værkernes sort-hvide kontrastspil spejles i motivernes kontraster: fra den helt grynede og flade rumprærie til knivskarp stendramatik og mægtige monumenter som et forbjerg til Victoria-krateret, der med sin bølgede panoramaform ligner et forstenet fabeldyr fastfrosset i bevægelse.

Reelt er der tale om et ganske forsigtigt greb fra Howalts side. Motiverne er stærke nok til at tale for sig selv, og man kan endda mene, at de originale filer med maskinernes tilstedeværelse rummer endnu flere betydningslag end hos Howalt, hvor landskaberne står lysere og mere purt. Kigger man på de oceaner af fotos, som er frit tilgængelige på NASAs hjemmeside, er der tilmed en langt større variation i udtryksformen. Nogle er helt runde, andre endnu tydeligere digitalt forkvaklede, og endelig er flere billeder ligefrem beregnet til 3D-briller. A Journey: The Near Future søger i langt højere grad et rent snit.

Her har I jeres liv på Mars

Nicolai Howalt har altså ikke sluppet sin hang til at mytologisere og æstetisere. Alligevel er der åbenlyst en væsensforskel, hvis man sammenligner med en anden serie af himmelfotos, Light Break fra 2015.

Her arbejdede Howalt i høj grad med solen som symbolsk form: cirklen reduceret til sort massefylde med lysets brydning som abstrakt farvepalet.

A Journey placerer sig mere i retning af den realistiske gengivelse, men selvfølgelig stadig med Howalts interesse for videnskab og abstraktion i umiddelbar nærhed.

De 12 fotografier har følgeskab af lysinstallationen Death Star, som har samlet alle de nuancer af rød og gul, Howalt ellers har fravristet Mars.

Dæmpede farvelamper af mærkerne Kindermann, Ilford og Kodak hænger som en planet på en metalstang, og symbolikken er til at få øje på, når lyset toner langsomt ind og ud.
Her har I jeres liv på Mars.

Det fungerer fint med denne lunefulde gæst i et sidegemak til alle de let melankolske papirstrimler – en gæst, der stiller endnu skarpere på den proces, der nok er udstillingens kerne: genfortryllelsen af det univers, som videnskaben har bragt ud af fantasiens verden.