Tørfisk, raflespil og rundbordssamtaler i Lemvig

Egyptisk-amerikanske Amanda Kerdahi og danske Jette Ellgaard har brugt juli måned på at lave et indgående researcharbejde om den vestjyske by Lemvig og dens mennesker, der skal munde ud i fælles videoværket Rundbordssamtaler. Værket er en del af MEETINGS – video & performance festival 2017 og kan opleves i et butiksvindue på Lemvigs hovedgade fra 1. til 10. september 2017. Kunsten.nu drog ud på de jyske landeveje for at høre nærmere om projektet.

Biohusets Billedskole i Lemvig er over sommeren blevet omdannet til et midlertidigt filmstudie for videokunstnerne Amanda Kerdahi og Jette Ellgaard, hvor et lille, rundt træbord har dannet samlingspunkt for blandt andet hurtigstrikkende kvinder, rygende, drikkende og Snyd-spillende unge mennesker, et 16 mands stort shantykor med harmonika, tegnende børn og, naturligvis, en tørfisk. De to kunstnere har aldrig før arbejdet sammen, og de kendte ikke hinanden, før arrangørerne af MEETINGS – video & performance festival i Midt- og Vestjylland spurgte, om de havde mod på at lave et fælles projekt med udgangspunkt i Lemvig.

Billedkunstner Karen Havskov Jensen er en af hovedarkitekterne bag festivalen, og hun tror og håber, at der kommer noget spændende ud af at invitere kunstnere fra andre lande til at interagere med området og dets lokalbefolkning. Hun fortæller:

”Vi oplever, at udstillingerne får et meget bredere publikum, hvis det er kunstnere udefra, der ser på vores område med deres øjne. Derfor er det vores ambition, at kunstnernes ophold er så lange, at der er forhåbentligt opstår en reel relation mellem dem og de lokale. Det møde, hvor man kommer dybere ned, er interessant.”

Kerdahi og Ellgaards Rundbordssamtaler i Lemvig er et ud af fire video- og performanceværker, der er specielt produceret til MEETINGS 2017. De tre andre kan opleves i Staby, Nees og Thyborøn.

En hård start
At lave kunst med afsæt i et fremmed sted og befolkning er lettere sagt end gjort. En stor del af værkets tilblivelse bestod i, at Kerdahi og Ellgaard skulle værge lokale lemvigere til at blive filmet oppefra, imens de siddende ved det runde bord udførte helt almindelige hverdagsting såsom at skrælle kartofler og filetere fisk. Man ser blot de medvirkendes arbejdende hænder, og som fluen på væggen følger man med i deres samtaler. Scenerne skal i sidste ende klippes sammen, og resultatet kan beskrives som kunstnernes subjektive portræt af Lemvig. Men hvordan overtaler man fremmede mennesker til det?

Efter en uges ophold i byen havde de endnu ikke knækket koden, fortæller Amanda Kerdahi, som fra at bo i pulserende, larmende Kairo skulle omstille sig til det rolige, vestjyske tempo:

”I starten prøvede jeg at gribe opgaven an, som om jeg befandt mig i en storby. Jeg tænkte: “Lad os sidde udenfor, lad os sidde på en café” for på den måde at møde folk, men jeg indså hurtigt, at det ikke virker sådan. Det var en lille smule frustrerende for mig, at der ikke rigtig var nogle offentlige steder, hvor folk hang ud,” siger Kerdahi.

Heldigvis fandt kunstnerne en vej til at vinde vestjydernes tillid, og den skulle gå gennem en helt særlig kvinde på en bar, beretter Jette Ellgaard:

”Vi fik at vide, at vi skulle snakke med Løg; en bartender, der kender Gud og hvermand. Hun har et helt slæng af unge mennesker omkring sig, der er under hendes vinge. Sammen med fiskeren Slaskus blev hun vores bindeled til de lokale, og med deres hjælp har vi nu femten optagelser.”

Mødet mellem to kunstnere og en by
Den runde form er filmens æstetiske og konceptuelle greb, idet der filmes oppefra, så billedet udelukkende viser det runde bord og de medvirkendes arme og hænder, der på den ene eller anden måde er aktive. Iscenesættelsen er valgt, fordi den bevarer en anonymitet – ”én bedstemors hænder bliver symbolet på 300 andre strikkende bedstemødre,” forklarer Ellgaard.

Kerdahi har tidligere brugt metoden til et projekt i Kairo, og for hende har det runde bord nogle vigtige kvaliteter:

”Idéen med det cirkulære bord skal understrege, at der ikke er noget hierarki i samtalen. Et rektangulært bord virker mere hierarkisk, idet chefer eller patriarker plejer at sidde for bordenden og ’styre’, men i en cirkulær position tæller alle stemmer lige meget,” siger hun.

Med to kunstnere følger der to forskellige praksisser, og Kerdahi og Ellgaard har forskellige stilistiske tilgange til videomediet. Ifølge Ellgaard er hun selv mere dokumentarisk, og Kerdahi mere til effekter og iscenesættelse, men det er ikke en hæmsko. Tværtimod lærer de af hinanden.

”Det passer rigtig fint, at festivalen hedder MEETINGS: I vores projekt er der tale om et møde mellem to kunstnere, et møde mellem samtidskunst og Lemvig, et møde mellem Amanda og Danmark og faktisk også mellem mig selv og Danmark, fordi jeg har set landet gennem hendes øjne,” siger Jette Ellgaard.