Toiletkabineplastkunst

Tyske Andreas Slominski gæster Museum Jorn. Med sig har han bragt en masse toiletkabiner. Det kommer der en humoristisk udstilling ud af, der både besidder en egen subtil æstetik og har bid.

Det første, der møder en, er en rød/hvid toiletkabine, som er hæftet vandret på muren ved indgangsdøren til Museum Jorn. Her får vi et forspil til, hvad der venter os i udstillingen med den tyske koncept- og objektkunstner Andreas Slominski (f. 1959), hvor netop plastmaterialet fra farvestærke toiletkabiner er det ganske aparte men ikke desto mindre altdominerende materiale.

Toiletkabinen på muren er selvklart et surreelt, absurd indslag. Det vender op og ned på mange størrelser – hverdagen, tyngdekraften og fornuften blandt andet. Det er også et dagligdagsobjekt, en readymade – endda med en tyk reference til readymaden over dem alle, Duchamps ikoniske, omvendte pissoirkumme med titlen Fontæne fra 1917.

Som med denne er der med Slominskis toiletkabine et spil i gang med det ‘lavkulturelle’, det abjekte, de tabuiserede, menneskelige affaldsprodukter, pisset og lorten. Duchamp sagde, at en kunstner er i stand til at skabe en ny tanke for et objekt, og det gør Slominski så.  

For det rød/hvide lokum hænger der, hvor man i flagglade Danmark kunne have hængt et Dannebrog, og så er den humoristiske tone sat, som slet ikke er uden dobbeltstrategisk bid.

For Slominski skaber ofte sine udstillinger med stedspecifik bevidsthed, og i en bange tid med fokus på grænser og nationale egeninteresser – som også i DK er blevet naturaliseret såvel i det politiske klima som i medierne – er det svært ikke at se et satirisk svirp, når det stolte nationalflag er erstattet af et lokum med lukket dør!

Overfortolkningens tvivlsomme kunst skal ikke overdrives her, men der er steder i udstillingen, hvor brændvarme politiske tematikker sniger sig ind – mere om det senere.

Plastik æstetik
I udstillingen møder vi en række assemblager – skal vi kalde dem det? – bestående af dele af toiletkabinerne påmonteret andre udskårne toiletkabinefragmenter, hvor der ofte forekommer aftryk af forskellige genstande – grankogler, grene, mursten, kitschrelieffer mm.

Sådanne toiletkabiner er altså virkelig grimme ude i verden på festivaler og ved andre events, men Slominski formår at bruge dem til at skabe et ganske særligt kunstnerisk univers i farvestrålende plast, hvidt, rødt, grønt, blåt, gult. Det fungerer med en flabet men også ret subtil æstetik. Alene dét er lidt af en bedrift i en udstilling, der er bygget op på stedet, og som iscenesætter rummene sikkert med masser af effektive nik til både konceptkunsten, popkunsten og minimalismen.

Her er en grankogle, kunstneren fik som barn af sin mor, præsenteret i en montre sammen med en pakke vaskepulver af det mærke, hun brugte – mens et grønt vægobjekt hænger modulært og minimalt umælende på væggen ved siden af. Warhol og Judd indkaldt til samråd!

Virkningsfuldt er også et sakralt iscenesat rum, hvor toiletkabinerne indtager rollen som sarkofager (Roskilde Domkirke, go home), eller et rum, hvor Slominski har aftrykt tyske kitschrelieffer af mor/barn-motiver (læs: Madonna med barnet) i toiletplasten.

Fælder for rotter og tanker
Tyskeren er en kunstner, der driver sit gæk med publikum og udfordrer det til at skarpslibe opmærksomheden, den æstetiske sansning og tanken i det hele taget. Ofte stiller han fælder op, og man går gladeligt i dem, mens man klukler lidt hele tiden – det er absolut en kvalitet.

Fælderne kan være bogstavelige som den ladte rottefælde, der står langs væggen. Eller det kan være en overklippet snor ved indgangen til udstillingen flankeret af et billede af dronningen ved åbningen af en udstilling på museet engang i 90’erne. Eller en af assemblagerne, man pludselig opdager ligner en guillotine.

I den mere subtile ende møder man to beskedne montre. Den ene indeholder en legetøjsudgave af Hjejlen med en særdeles stedspecifik reference til verdens ældste kulfyrede hjuldamper i drift, der er en ikonisk attraktion på Silkeborgsøerne. Den anden rummer en lille model af en gummibåd – noget man ligeledes kan møde på de midtjyske søer, men altså også støde på i desparate missioner på Middelhavet i disse tider. Så er det, at rummet ved siden med stabler af plastmoduler – som blandt andet kan bruges som pontoner til interimistiske skibsfartøjer – ligesom bliver sat i relief.

Sådan bider humoren fra sig til tider, når man mindst venter det, i en seværdig udstilling med en kunstner, som næppe er kendt af mange herhjemme.

Cadeau til Museum Jorn for at bringe sin samling i spil af en samtidskunstner, der måske er langt fra udgangspunktet, men alligevel ikke længere end den egenhed, han har til fælles med Jorn.