Tomrummets potentiale

Det er en stor gave at se så mange af Trine Søndergaards værker samlet i udstillingen Vakuum, og det bliver tydeligt, hvor konsistent hun arbejder. Hvor meget betydning og fylde der, paradoksalt nok i forhold til udstillingstitlen, er ophobet gennem syv år.

Der er Søndergaard både oppe og nede på Brandts 13. Og selv om de to ikke er i familie, Trine og Morten Søndergaard, og deres udstillinger er vidt forskellige, så er der et meget fint spil imellem dem, fordi de på hver deres måde handler om identitet og identitetsafsøgning.

Vakuum hedder Trine Søndergaards udstilling. Vakuum kommer fra vacuus, latinsk for tom, og er den betegnelse, vi bruger for et lufttomt rum. Ordstammen findes også i Horror vacui, angsten for det tomme rum, som fra at have været en naturvidenskabelig betegnelse nu er en kunsthistorisk betegnelse for den form for billedkunst, hvor hele fladen er fyldt ud med ornament eller figurer. Vi bruger sprogbilledet “at befinde sig i et vakuum” om overgangstilstande, hvor alt synes sat i stå, og man ikke er klar over, hvilken retning man vil tage derfra. At være i et vakuum kan i sagens natur være kvælende. Men måske kan dette tomrum også være et produktivt sted, et stille sted indeni, hvortil man kan trække sig tilbage for et øjeblik, og fra hvis mørke noget nyt kan gro frem?

Syv år
Det er en stor og meget smuk oplevelse at få lov at opleve Trine Søndergaards fotoværker, der strækker sig fra 2009-2016 – altså over en mytologisk periode på syv år, i en rolig rytmisk sammenhæng. Værkerne, der også falder i syv serier, har det fællestræk, at de alle arbejder med en indadvendthed, en stilhed og i mine øjne udgør en form for eksistentiel undersøgelse af sorgen som et grundvilkår for det at være menneske. Ikke sorgen som en voldsom og akut begivenhed, men sorgen som en altid piblende understrøm, en mental tavs ballast.

Fanøs gave
Strude var, tror jeg, den serie, der kom til at pege en vej ud for Søndergaard omkring beklædning som sprog, og som også gav hende en mulighed for at udforske det klassiske billedsprog, bruge fotografiet til at vende tilbage til en malerisk tradition uden at fortabe sig i nostalgi. Strude er portrætter taget på Fanø af unge og ældre kvinder med de traditionelle hovedbeklædninger på, hvoraf nogle, for at beskytte mod sandet, nærmest har karakter af masker med kun ganske små sprækker til øjnene. Strude-billederne blev til dengang tørklædediskussionen for alvor nåede Danmark og var også en lille reminder om, at tørklædet spiller en stor rolle i den danske kultur. At klæder altid også har rod i en tradition, og at danskerne i egen forståelse af deres modernitet i virkeligheden har glemt, hvor de kom fra.

Med Strude vendte Søndergaard, som ti år tidligere havde markeret sig med meget rå og direkte billeder af gadeprostituerede i serien Now that you are mine, sig i den grad mod det klassiske billedsprog, som hun på forskellig måde har afsøgt lige siden. Ingen af hendes modeller (som alle er lokale kvinder) i Strude ser på dig, enten ser de væk eller også ser de ind i sig selv – som ind i en uendelig tid.

Guldnakke
I 2012-13 radikaliserer Søndergaard motivet ved kun at fotografere modellerne bagfra i serien Guldnakke. Bare det ord, som det står og lyser i sig selv. Modellerne på disse billeder er unge piger, de har deres eget moderne gå-i-byen-tøj på, men på hovedet bærer de smukke guldbroderede kyser fra midten af 1800 tallet. Kyserne har tilhørt rige bønderkoner og har, udover deres skønhed, også haft en klar funktion – klasse og økonomi kunne aflæses af kysen. Det sprog har vi mistet, sådan er historiens gang, jo. Nu genopdager vi måske nakken som en glemt skønhed, nakkens erotiske dimension, den sensualitet, der også er en del af det tildækkede, men som de sidste mange års tørklædedebat har gjort det umuligt overhovedet at se. Søndergaards fotoværker er nydelsesfulde som barokmalerier – skønhedsbegær i motiv og udførelse.

Eget værelse
Ansigtet som noget næsten alt for nøgent til at kunne gengives genfindes i A Room Inside, hvor portrætter i form af blege, fine ansigter anes under et lag af sorte blonder. Blonderne er franske sørgekniplinger, men ser man længe på billederne træder mønstrene frem og sætter sig fast på de portrætterede som en slags tatoveringer. Et indre værelse, et eget værelse, et fredshelle. Sammen med kvindeansigterne, der lyser hvidt som rødder under muld, hænger fotografier af pløjejord. Her er ingen himmel eller horisont, bare den brune, tørre jord med dens mønstre afsat af ploven. Er de franske kniplinger sarte og abstrakte er dette konkret nærvær, det er ikke mindre symbolsk, men det er også samtidig bare, der vi kommer fra og går tilbage til.

Et af dem har Trine Søndergaard kaldt Himlen er våd og lys. Og det har den formentlig været, men samtidig sendes der også en fin hilsen til Morten Nielsens digt Forårets horisont, hvor det dog er verden, der er våd og lys, mens hjertet er lykkeligt nær ved at græde. Og sådan kan man godt få det i Trine Søndergaards rum.

Portrætter
15 værker fra serien Monochrome Portraits fra 2009 har fået en sal for sig selv. Portrætter af helt almindelige mennesker, ikke unge, ikke gamle, fra kunstnerens egen generation, måske, et par stykker kender jeg fra kunstmiljøet, men det betyder ingenting her. Alle portrætter er mørke, også rammen er farvet. Hver har sin egen farve. De portrætterede ser ned, til siden, ser væk, det eneste de ikke gør, er at tage kontakt, ligesom de ikke er optagede af at se ud, det opleves som om fotografen har fået lov at komme ind, hvor der ingen maske overhovedet er på, og at farvefilteret i den forstand fungerer som en slags tøj, en beskyttelse af noget meget intimt. De rører mig, disse portrætter, og jeg vender tilbage til dem mange gange.

Surrigkap
Tøjet som sprog tager Søndergaard igen op i de helt nye værker Dress of Mourning, hvor hun er taget til Føhr og har fundet et særligt sørgeklæde, en surrigkap. I modsætning til Strude-værkerne, som i den forstand var mere antropologisk undersøgende og pegende, arbejder Søndergaard i de seneste værker mere symbolsk og skulpturelt. Sørgekluden bliver arrangeret, den bliver til form og skulptur i værker, som også peger tilbage til en fotograf som Imogen Cunningham (som måske også har inspireret til de sorte blonder). Klædet svulmer op, bliver en stor sort frugt, jeg tænker en søjle af hvid sorg, der ville vælde ud, stak man en kniv ind.

Tomrum og fylde
At Søndergaard ser malerisk på sine værker, at fotografiet er et medie, der kan tolke og give udtryk for indre følelser, er tydeligt i de værker, hvor hun har fotograferet tomme rum. Havde hun gjort det i 1998, havde det måske været baggårde og kondemnerede ejendomme – den slags liv – nu har hun vendt blikket mod det klassiske rum, som sender hilsner tilbage til Hammershøi. Fotografierne er taget i fredede bygninger, som længe har stået tomme hen, en slags lufttætte lommer, hvor nutiden ikke er strømmet ind endnu.

De gamle rum på Brandts 13 passer så fint til Trine Søndergaard, og for yderligere at skabe stemning er de mørklagte og behængt med sort klæde. Det er en stor gave at se så mange af Søndergaards værker sammen – det bliver tydeligt, hvor konsistent hun arbejder. Hvor meget betydning og fylde der, paradoksalt nok i forhold til udstillingstitlen, er ophobet gennem syv år.