Tore Hallas: ”Det er vigtigt, at der sidder kunstnere i juryerne, for så kommer kunstnerne ind i gatekeeperlaget”

Initiativet er en revurdering af de hæderspriser, der er blevet uddelt i mere end 10 år – for der skal mere end penge til at gøre en nyuddannet kunstner til en vedvarende, visuel stemme på den danske kunstscene. De udvalgte kunstnere vil blive fulgt tæt over en længere periode og modtage økonomisk støtte til fx atelierplads, udstillingsproduktion samt kunstfaglig, administrativ og teknisk rådgivning fra førende eksperter inden for kunstfeltet.

Udvælgelsen foregår igennem en kunstfaglig jury bestående af professor Mikkel Bogh (KU), billedkunstner Tore Hallas samt kunstanmelder og skribent Mai Misfeldt. Som praktiserende kunstner har Tore Hallas selv modtaget fondsmidler og deltaget i et karriereprogram hos Statens Kunstfond, og han har derfor en forståelse for, hvad det er, den slags programmer skal indeholde.

Art Matter har talt med Tore Hallas om vigtigheden af, at kunstnerne får en mere bred indflydelse i kunstverdenen, hvad rådgivning betyder for nye kunstnere, og hvad han selv vægter højest i en udvælgelsesproces.

De her karriereprogrammers indhold kan være både godt og dårligt, men selvfølgelig er det en god ting, at de findes. Der er forskellige måder at gøre det på, hvor nogle forløb er meget rettet mod skabelsen af en udstilling, og andre er meget selvstyrende. Dette forløb virker som om, at det placerer sig lidt imellem; der er ikke et specifikt mål, men der er noget konkret vejledning, som man ikke selv skal ud og finde. Det synes jeg er ret fedt og en god kombination af tingene.

Det er sindssygt vigtigt. Som nyuddannet kunstner kan det være svært at forvalte pengene selv. Ofte vil de her midler fungere som et arbejdslegat – som at købe tid. Det er en stor del af det, som sådan nogle priser gør: at købe tid til kunstneren til at lave sin kunst. Men derudover så kommer der den konkrete vejledning med konkrete mentorer, og et mere planlagt program, det synes jeg lyder ret konstruktivt.

De her processer er jo sindssygt subjektive. Vi er alle sammen kunstfaglige, og vi kan godt argumentere fagligt, men det er stadigvæk virkelig subjektivt. I faglighed er der subjektivitet.

Jeg kommer til at lægge vægt på, om jeg kan mærke det først og fremmest. Kan jeg mærke den intention og den tilstedeværelse, som er min egen indgangsvinkel til kunst? Kan jeg mærke, at der er en grund til, at det her værk er blevet lavet? Kan jeg mærke, at kunstneren har brug for at sige det her?

Det kan være poetisk, politisk, materialebaseret, men jeg leder efter en nødvendighed, som handler om personlig forankring, som handler om meget mere end, hvad de vil og hvad de kan. Og så er der også udførelsen af værket, sådan helt grundlæggende. Er det godt lavet? Stoler jeg på værket formelt?

Det har betydet, at jeg lige efter afgang fik mere selvtillid i min praksis, som jeg på det tidspunkt tvivlede meget på, som så har ført nogle andre gode ting med sig. Selvfølgelig har det helt lavpraktisk haft økonomisk betydning på et personligt plan.

Men professionelt har det betydet, at jeg fik noget opmærksomhed, som åbnede nogle døre, og jeg fik noget anerkendelse. Det ved jeg godt, man ikke må sige, men vi har jo alle sammen brug for ekstern anerkendelse. Selvom vi burde kunne finde den anerkendelse indeni, har vi alle sammen brug for hjælp til at finde den. Men det hjalp mig, når jeg stolede på, at det overordnede projekt jeg havde gang i, var et validt projekt, jeg skulle fortsætte med. Det betød, at det ikke bare var noget jeg syntes var interessant, men faktisk var et projekt, som måske var interessant i et større billede.

Jeg vandt to priser for mit værk på afgangsudstillingen. Og de to priser var begge to nogle, som var med til at give mig muligheden for at arbejde som fuldtids kunstner i fire-fem år efter.

Det gjorde, at jeg turde læne mig ind i den måde jeg allerede arbejdede på. Også gennem 15. Juni Fonden, der har givet funding til museer til køb af mine værker. Selvfølgelig er det museerne, der vælger værkerne, men det har givet mig gode muligheder.

Det er pisse vigtigt. På mange punkter er det vigtigt.

En ting er, at kunstneren er den dårligst betalte i hele kunstverdenen. Vi kan også tale om freelance-kuratorer eller skribenter. Men når man sidder til et møde på en kunstinstitution, så er alle omkring bordet ofte betalt for den time, det møde tager, undtagen kunstneren. Selvfølgelig er der nogle undtagelser. Derfor er det vigtigt, at der for kunstnere, er de her jobmuligheder til ekstra indkomst.

Men hvis man kigger på, hvad det gavner udvalget, så vil jeg sige, at det er en kæmpe fordel at have forskellige fagligheder – at det ikke kun er kunstnere, men vigtigt at kunstnere også er der. Det er nogle tanker om, hvor man kommer fra, og hvad man så ser af forbindelser. Jeg ser det lidt på samme måde, som at de forskellige generationer er vigtige at have repræsenteret. Jeg har nogle kulturelle kontekster, som jeg er vokset op i, som de [Red: Mikkel Bogh og Mai Misfeldt] ikke har, og de har nogle, som jeg ikke har. Så det er den her helt grundlæggende diversitets-snak. Det gælder også diversitet i fagligheder.

Økonomien. Det er helt enkelt.

Den måde, vores verden er skruet sammen på, er, at det hele handler om økonomi. Dem, som har råd, som har forældre eller partnere, der skaber en økonomisk situation, der gør det muligt for dem at arbejde fuldtid som kunstner eller næsten fuldtid, har bedre forudsætninger. Det, at skulle betale husleje og skaffe mad på bordet, og samtidig have en kunstnerisk praksis, som måske faktisk overalt går i minus økonomisk, men som er kunstnerisk, socialt eller på anden måde vigtig. Og finde tid til det, og finde ressourcer til det økonomisk og fysisk, og til at finde atelier, som bliver dyrere og dyrere. Altså det handler alt sammen om økonomisk adgang.

Derudover så er det jo klasse, det handler om. Det handler om, hvad man kommer fra. Det er noget, jeg vil have i baghovedet i det her projekt. Det kan godt være, at der er nogle, der er uenige og siger, at vi kun skal kigge på kunstneriske meritter, men jeg synes også vi skal kigge på, hvor kunsten kommer fra. Fordi det er en forhindring, og jeg er af den opfattelse, at man skal løfte der, hvor der mest er behov for at blive løftet.

Det betyder jo ikke, at jeg skal gå ind og finde ud af, hvilken klasse afgangskunstnerne kommer fra, det handler bare om at have en bevidsthed om, hvilke stemmer, der snakker i værket. Snakker kunstneren f.eks. for sig selv eller på vegne af andre?

Det er ikke de bedste kunstnere, der får mest succes. Det er bare ikke sådan, kunstverdenen fungerer desværre. Og det er der, hvor jeg kunne håbe på at sige, at for mig, skal det være de bedste kunstnere i kontekst af den verden, de skaber kunst i, som vi udvælger.

Det er sindssygt vigtigt, i det her forløb, at kunstnerne bliver fulgt og målet er at skabe en vedvarende succes fordi, der er mange kunstnere, som brænder ud. Fordi det er så svært at vedligeholde en praksis over længere tid. Man kan godt have styr på det i perioder, men så slipper dagpengene op, og måske tjener man for meget til, at man kan køre det uden firma, men man tjener for lidt til, at man kan leve af det. Der er en social bæredygtighed, der ikke er tilstede i kunstverdenen - der var en periode, hvor kunstfonden bad om en redegørelse for bæredygtighed i et projekt, man søgte penge til, og der skrev jeg bevidst altid om social og økonomisk bæredygtighed i stedet for miljø og klima, for det er der, jeg rent faktisk kunne gøre en forskel i mine projekter. Jeg tror, at programmer som dette, løser det ikke, men det er et skridt i den rigtige retning. De nyuddannede kunstnere bliver taget mere i hånden, og det er det, der er brug for.

Det er samtidig også fedt, at prisen er blevet revurderet og ændret. At 15. Juni Fonden siger, ”hvad er det egentlig vi mangler?” for der mangler klart penge til kunstnerne, men der mangler også den her meget konkrete vejledning. Jeg tror, at der er en god grund til, at der kommer flere og flere af den her slags forløb, fordi der overordnet set bliver reageret ret positivt på dem.

Det er første gang, jeg er på indersiden af en fond. Fondene er uvurderlige i det system, vi har sat op. Systemet kunne godt være anderledes, men i det system, vi har sat op, er de uvurderlige, og institutionerne, som f.eks. fonde, er gatekeepers på de her ting. Det er igen også derfor, at det er vigtigt, at der sidder kunstnere i juryerne, for så kommer kunstnerne ind i ”gatekeeperlaget”. Jeg kommer nu derind, hvor jeg kan sige, hvilke praksisser jeg synes skal fremhæves og ikke mindst hvorfor.