Toyin Ojih Odutola tegner en fortid, hvor kvinderne styrer

Toyin Ojih Odutola har med Modvægtens teori på Kunsten i Aalborg skabt en udstilling, der ikke blot er interessant for kunstnerens dygtige brug af papir og blyant men også for de kuratoriske krumspring, der giver liv til den fortælling, som udfolder sig i udstillingen. Den, der skriver historien, har magten – en kendsgerning Ojih Odutola udnytter til fulde, når hun tegner en alternativ fortid, der italesætter køn, identitet og lysten til se sit familienavn på et museum.

I den aktuelle udstilling Modvægtens teori (på engelsk: A Countervailing Theory) spiller billedkunstner Toyin Ojih Odutola rollen som arkæolog i udforskningen af et forhistorisk fund.

Toyin Ojih Odutola (f. 1985 i Nigeria, bor og arbejder i NY) lever sig fuldt ind i sin rolle som leder af “Jos Plateau Research Intiative” og har – i selve kurateringen af de 40 mandshøje tegninger – benyttet sig af greb, der minder om den måde, kulturhistoriske museer arbejder med iscenesættelse og historiefortælling på.

Et forhistorisk fund

Udstillingen vises i Kunstens nye sal, der befinder sig på niveauet under stueetagen. I tråd med Ojih Odutolas arkæologiske vision stiger publikum ned i ’udgravningen’ via en bred marmortrappe, hvilket er en snedig udnyttelse af Kunstens særprægede arkitektur (som ellers sjældent er en fordel). Det passer godt til netop denne udstilling, der skildrer opdagelsen af de umanerligt velbevarede levn fra en svunden stormagt, som var det opdagelsen af det antikke Egypten.

Ved endt nedstigning, træder publikum ind i en ’black cube’, et mørkt udstillingslokale, som er akkompagneret af et lydlandskab skabt af lydkunstner Peter Adjaye. Den dramatiske rytme følger beskueren gennem udstillingen, der består af 40 nye monumentale tegninger, holdt i gråtoner.

Selve lydlandskabet er en stemningsskaber, hvis effekt kan sammenlignes med lettere overdramatiserede vikingeudstillinger på Moesgaard Museum, og spiller fint ind i den karikerede iscenesættelse af de ’arkæologiske fund’.

Karikaturen fuldendes i selve ophængningen af værkerne. De brede, sorte rammer ’svæver’ et par centimeter fra væggen og oplyses at spots, der bogstavelig talt danner en lysende ’aura’, der understreger ’fundets’ vigtighed og autenticitet i Ojih Odutolas konstruerede fortidsscenarie.

Arbejdet med karikaturen er ikke ny for Ojih Odutola, der generelt trækker stor inspiration fra tegneserier og anime i sin praksis. Kunstneren fortæller historier med sine tegninger, der typisk kan ’læses’ som en billedbog eller et tegneseriehæfte.
I Modvægtens teori guides beskueren da også rundt via nummererede værker og pile på gulvene for bogstavelig talt at blive pejlet ind på den rigtige læsning af værkserien.

Formidling på afveje

I en udstilling som Modvægtens teori, hvor sammenspillet mellem arkitektur, værker, lyd og lys er så skarp, virker formidlingen af udstillingen en smule sløv. Måske har museet haft svært ved at finde plads til deres sædvanlige billboard af en formidlingstekst, der i dette tilfælde er kommet til at flankere udgangen til en af museets andre udstillinger The American Way.

I introteksten til Modvægtens Teori er det beskrevet, hvordan værkerne er hængt op i ”en vandrende rytme”, hvilket understreges af udstillingsdesignet. Det er dog først, da jeg er vandret halvvejs igennem udstillingen, at jeg forstår, hvad dette egentlig betyder.

Værkernes numre refererer nemlig til titler, der er trykt på den modsatte side af indgangsvæggen, som jeg først når hen til, da jeg er halvvejs gennem udstillingen. Tilføjelsen af værktitlerne gør unægteligt en stor forskel for oplevelsen af en udstilling, der som tidligere beskrevet, praktisk talt er et tegneseriehæfte i menneskestørrelse.

For mit vedkommende var det altså tilbage til start – og med både titler, tegninger, stemningsmusik og det lille ’plottvist’ til slut, gik Ojih Odutolas vision op i en højere enhed.

Værkerne er smukke i sig selv, men det beskrivende tekstarbejde er centralt for denne kunstners praksis, og det virker sløset ikke at introducere den besøgende for dette element fra start. En lille detalje – som en introtekst på afveje og tekstmateriale placeret på ikke åbenlyse steder – kan gøre, at den mindre tålmodige besøgende mister tålmodigheden.

Omvendt MeToo

Ojih Odutolas værker udgør tilsammen et iscenesat portræt af en fiktiv fortid, hvor vores samtid blander sig med en intens forestilling om en for længst uddød kultur. Kunstneren inviterer publikum ud i et landskab inspireret af det nigerianske Jos Plateau til et fiktivt samfund, hvor kønsrollerne er vendt på hovedet.

Her er tale om en omvendt MeToo, hvor manden er blevet til alfakvindens slave. Væk er Adams ribben. En stærk, sort Eva har taget sagen i egen hånd og har modelleret en slags mandlig cyborg, skabt til at varetage hårdt fysisk arbejde. Mandens funktion som befrugter af kvindens æg er aflyst, da alt fysisk samkvem mellem mænd og kvinder er forbudt i den verdensorden.

I værket This is how you were made ser vi forholdet mellem mand og kvinde penslet ud in medias res. Manden modelleres, mens alfakvinden ser til. Hun er stærk, med svulmende muskler under silkeblød sort hud, hun er iført lårkort nederdel, en kort overdel i sort læder (der afslører hendes vaskebræt) og knælange sorte støvler med chunky såler, der kunne være hoppet direkte ud af nutidens modebillede.

Hertil kommer earcuffs og skaldede isser, der får herskerinderne til at ligne en blanding mellem fangevogtere og modeller fra modedesigner Rick Owens forårskollektion. Sammenblandingen af nutid og fortid fremstår som en vigtig pointe i Ojih Odutolas praksis og hænger sammen med behovet for at dokumentere sort kulturhistorie, både i nutid og datid.

Fiktiv kulturarv er også kulturarv

Toyin Ojih Odutola har i en tidligere artist talk – afholdt i forbindelse med udstillingen To Wander Determined, der kunne opleves på Whitney Museum i 2018 – udtalt sig om behovet for at se sort kulturarv i en museal kontekst, fiktiv eller ej. Ojih Odutola siger:

”We (the black community) don’t have things written down in the same way, that the victorians deemed as the proper way to document things (…) Growing up, I always felt, that I was laking something, I needed literature, I needed something, that I can say, ‘look see’, and I guees my fighting as an artist, wanting that so badly, was, that I wanted to see my families name on the wall of a museum and say ‘see’, now it’s no longer in our living room anymore’”

I interviewet taler Ojih Odutola om det frigørende ved at skabe sin egen historie, at udforske mulighederne i den historiefortælling, som er med til at forme det samfund, vi lever i.
To Wander Determined og Modvægtens teori har samme formål: at gøre sort kulturarv synlig og tilgængelig i en hvid historiefortælling og at skabe positive forbilleder for nutiden.

Modvægtens teori er en totalinstallation, der skal opleves som en helhed. Den er et spændende indslag i en meget aktuel debat og introducerer det danske publikum for en samtidskunstner, der med sin teknik og formidlingsevne absolut er værd at holde øje med.