Træet husker

På en temmelig undseelig sidevej på Lolland ligger det næsten nybyggede Fuglsang Kunstmuseum.

Bygningen ligger føjet ind i sine omgivelser med udsigt over det lokale landskab; et gammelt gods, en smedje og de gamle, krogede egetræer på det fredede naturområde Skejten.

Netop dialogen med det lokale landskab har været udgangspunkt for museets aktuelle særudstilling KURS: TRÆET.

Træets betydning
Men selv om den omkringliggende natur er del af udstillingsoplevelsen, er det ikke skønmaleriet, der er interessant. Det mener billedkunstner og gæstekurator Søren Lose, der har stået for udvælgelsen af de 11 danske og udenlandske kunstnere, som er repræsenteret på udstillingen.

“Vi har været opmærksomme på ikke at falde i klichéerne. Træet bærer en symbolværdi, som jeg mener, man ikke skal være bange for at gå i dialog med, men vi har bevidst fravalgt traditionelle landskabsskildringer.

Vi var interesserede i en mere konceptuel tilgang til træet. Vi har derfor valgt kunstnere, der bruger træets betydning, men som drejer vores blik et nyt sted hen. Rodney Grahams fotografier er et meget klart eksempel.

Ved at tage billeder at gamle egetræer og vende dem på hovedet bliver vi konfronteret med vores gennemkonventionaliserede måde at betragte landskabet på.”

Træet som ramme
Udstillingen er ved at blive bygget op, da jeg besøger museet, og opad den ene endevæg står Thomas Demands berømte billede Lysning, der først ved nærmere eftersyn afslører, at billedet i virkeligheden viser en model af en skov klippet i pap og papir.

I den anden ende er Oliver van den Berg ved at samle sin 4,5 meter høje stjerneprojektor i krydsfinér.

Imens vi går igennem salen, forklarer Søren Lose, at udstillingen blandt andet bruger træet som en figur, der kan debattere forholdet mellem kultur og natur. Og det går kunstnerne så til på forskellige måder.

“For eksempel er Thomas Struths fotografier af urskov så overdimensionerede og detaljerede, at vi nærmest glemmer, at vores blik ind i naturen er fotograferet og ‘framet’. Vi narres til at tro, at vi kigger på et stykke uberørt natur.

Helt modsat udstiller Myoung Ho Lee vores udvælgelse og ophøjelse af bestemte stykker natur ved at spænde konkrete lærreder op bag ved træer ude i naturen. Her er det helt tydeligt, at vi sætter en ramme om naturen, som vi selv fylder betydning i,” forklarer Lose.

Det lokale træ
Udstillingen viser også værker, der bruger selve træet som et materiale, man kan skrive lokalhistorie med. Danske Søren Assenholt og portugisiske Gabriela Albergaria er inviteret til at arbejde stedsspecifikt med træet og begge har inddraget lokalområdets særlige forhold til træet.

Da vi går igennem Gabriela Albergarias korridor af træer, er hun ved at skrive træsorter på dansk og latin i en lang stribe på museets væg.

“Gabriela har samlet grene fra den botaniske have ved Fuglsang Gods og lapper dem sammen på en tydeligvis kunstig måde.

Hun har surret de forskellige grene sammen med små snore og har altså nærmest podet udenlandske træer på de danske og omvendt. Her står træet i sin nok mest ubearbejdede udgave, men alligevel kan vi se dobbeltheden mellem noget naturligt og noget kunstigt.”

Erindring i træ
Søren Assenholt har også udformet sit værk Social Oak Silhouette i lollandsk egetræ og er i fuld gang med at samle en større installation på gulvet. Han har rekonstrueret elementer fra museets tidligere udstillinger ud fra interviews med personalet på stedet.

Interviewene kan man læse i en kondenseret tekst på væggen, der også viser kommentarer om, hvilken betydning egetræet har for lokalbefolkningen på Lolland.

“Man kan sige, at jeg leger historiker, idet jeg har udvalgt og fortolket de mange forskellige beretninger om, hvilke værker der tidligere har stået på samme plads. Det gælder både værkernes udformning, størrelse og materiale.

På den måde genfortæller jeg en lokal historie, samtidig med at jeg skaber min egen fortælling. Jeg støder dog samtidig ind i enhver historikers dilemma – at skulle navigere i hvorvidt den historie, der skrives, er subjektiv eller objektiv,” forklarer han.

Den truede regnskov
Vi slutter af i Julian Rosefeldts videoinstallation Requiem. Her er vi tilbage i regnskoven, hvor store træer vælter ned i skovbunden i langsomme intervaller.

Man hører ingen motorsav, og hvis ikke det var for nogle enkelte synlige spor fra saven, ville man tro, at træerne væltede af sig selv. Efter massakren slutter filmen med lyden af regn, der rammer bladene. Vi snakker lidt om menneskets følelse af slægtskab med naturen og Søren Lose fortsætter:

“Her lander vi jo i et absurdt univers, der går tæt på kroppen, fordi det er så dramatisk. Og alligevel virker alting så fredfyldt, fordi naturordenen hurtigt genoprettes efter træernes fald.

Man kan dårligt undgå at blive påvirket af værket, der virkelig spiller på vores følelser for træets eksistens. Hvis der er noget, der kan få folk op af stolene, så er det, når de forkerte træer bliver fældet.”

Træer og mennesker
Træernes betydning for os mennesker bliver altså ikke omgået som noget banalt, men derimod udforsket som noget basalt på udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum.

Lise Harlevs værk All Distances Seem Shorter, som er gennemgående på alle fem KURS-udstillinger, tager fat i dette basale ved de landskabsbilleder, vi omgås i løbet af vores liv.

I en enkel installation viser lysbillede for lysbillede tegneserieagtigt efterbehandlede billeder fra kunstnerens barndomsby blandet med små tekststykker, der reflekterer over erindringens plasticitet og konstruktion. Hvordan byen virker anderledes og afstandene mindre, set med voksne øjne: “I remember the landscape being overgrown with trees. Now everything seems open and bare.”

Ikke desto mindre husker vi landskabet for det, der virker som dets essens og natur – dets huse, dets søer og dets træer.