Troens ridder

Vi mødes i Jesuskirken. Det er Alexander Tovborg, som har valgt denne ramme om interviewet. På udstilling efter udstilling har han slået sit navn fast som en fremragende, ung kunstner, der har viet sin kunst til de helt store spørgsmål om tro, eksistens og meningen med livet. Han er en af de værdigste repræsentanter for den nye, spirituelle bølge i samtidskunsten.

Kirken ligger på Valby Bakke og er bygget som en katolsk basilika. Bygherren var brygger Carl Jacobsen, som havde rejst meget i Syden. Han lagde arbejdet i hænderne på arkitekten Vilhelm Dahlerup. Kampanilens fire klokker er opkaldt efter Othilia og Carls fire døde børn. De fik i alt otte. På pladsen foran kirken står Niels Hansen-Jacobsens ildevarslende skulptur Trold, der vejrer kristenblod og vrænger truende ad os. Idet vi træder ind i kirken, rammer orglets dybe toner vores øregange, og svingningerne forplanter sig til kroppen. Der er patos og paradis i vente i dette møde med Alexander Tovborg.

Anledningen til interviewet er Tovborgs udstilling Myten er en tilstand i Galleri Nicolai Wallner, som kan ses frem til den 26. september. Her involverer han elementer fra kristendommen og de græske myter.

Udstillingsplakaten viser kunstneren liggende på en klippe, og da samtlige udstillingens malerier handler om Prometheus, er det nærliggende at opfatte Alexander i rollen som denne heroiske gud. Prometheus bliver straffet af Zeus, der lænker ham til en klippe, fordi han har givet ilden til menneskene.

8 (næsten) ens malerier
De otte malerier er næsten ens. De er malet som en reenactment af det første maleri, idet kunstneren har malet de næste syv udelukkende efter hukommelsen – og kroppens erindring af de følelser og bevægelser, som opstod under maleakten.

Foruden malerierne udstiller han en døbefont i bornholmsk granit med indgraverede ornamenter i bladguld og med indskriften: Credo quia absurdum. Dvs. jeg tror, selv om det er absurd. Flere af gæsterne under ferniseringen blev døbt af Alexander Tovborg, som  indviede dem i kredsen af ”Troens Riddere.”

Vievandet er hentet i Prometheus-grotten i Georgien og i dag, fredag den 18. september bliver endnu en gruppe indviet blandt troens riddere – i en tid, der i følge kunstneren er præget af en værdimæssig og humanitær krise.

Vi sætter os til rette på de hårde kirkebænke på forreste række foran alteret. Vi er på en spirituel rejse, og jeg er passager i Alexander Tovborgs himmelekspres. Nu flyver vi til vejrs til orgeltoner!

Lad os starte med at citere nogle uddrag fra den messetekst, som han forkyndte, da han døbte folk under ferniseringen: Han læser op fra sin iPhone. Han hvisker med en intens og fintfølende stemme:

”Myten er en tilstand. Myten er krop. Mærk myten, føl myten … Er du dine følelser … … Myten er søjlen, der går ned gennem menneskets lagring af kollektive tilstande … Myten er gentagelsen … Myten er søjlen, der går ned gennem Jordens lagring af kollektive følelser. Myten er søjlen, der går ned gennem menneskets lagring af kollektive tilstande Jeg er myten… Jeg er troens ridder….Credo quia absurdum. Mit navn er Alexander Tovborg. Jeg er en tilstand. Mytens tilstand. Jeg døber mig Alexander, troens ridder, Tovborg. Credo quia absurdum.”

At tage turen
–Du har åbenbart trang til også at udtrykke dig sprogligt, selv om dit primære udtrykssprog er billeder?

”Ja, jeg har sideløbende med at skabe billeder også en trang til at fortælle om vigtige oplevelser, som jeg har, når jeg begiver mig ud i livet. Når jeg er der selv, dvs. når jeg er til stede som denne søjle, der træder ind i verden som en sårbar kolos. De fleste mennesker oplever horisontalt. De lader alle indtryk gå gennem hjernen. På den måde reduceres følelsen til en tanke. Jeg hylder Kierkegaards poet, der agerer som livets træ eller porten til livet. Han tager alt ind, løfter hovedet – og oplever. Det vil også sige, at man fx reagerer på flygtningestrømmen og tager til Rødby eller ud til motorvejene og byder flygtningene velkommen. Det er vigtigt at forholde sig til virkeligheden i dag. Det gør man ved at føle efter, og hvis man vil leve som et frit og følsomt medmenneske, bør man udslette sit ego. Egoet er en ørken.”

–Denne svimlende, radikale åbenhed, som du taler om, kan måske sammenlignes med, hvad psykoanalytikeren Jacques Lacan kalder det reelle, altså dér hvor den symbolske orden, dvs. sproget, holder op, og man befinder sig på kanten til vanviddet? Eller Hein Heinsen, som opererer med uendelighedssprækker i materien? En glimtvis og rystende erkendelse af selve det absurde livsunder?

”Man kunne også nævne Dante, som besvimer. Det handler om at tage turen, dvs. bevæger sig ned ad de ni helvedesringe og op igen til skærsilden og videre til paradiset. At man er der og melder sig helt ind i livet. ”

–Nu taler du mere generelt om myter og om at søge hen mod en følelsesmæssig ærlighed. Men hvis vi retter blikket mod din udstilling hos Nicolai Wallner, så forholder du dig til én bestemt myte, nemlig myten om Prometheus. Hvorfor lige denne mytologiske skikkelse?

”Jamen, Prometheus er jo indbegrebet af en troens ridder. Han trodser ikke kun sin egen familie, men også Zeus, når han giver ilden til menneskene. Han taler magten og systemerne midt imod. Han udstår sin straf og bliver til sidst ét med klippen. Han udholder, at ørnen hver dag hakker hans lever ud og æder den. Der er noget meget smukt over hans modstand mod den herskende orden. Prometheus er revolutionær. Og det er præcist det, vi mangler i vores tid. Vi mangler modige og stædige mennesker, som ofrer sig. Bemærk i øvrigt, at Prometheus i mine malerier har en lille krans rundt om hovedet. På den måde kobler jeg ham til Jesus, som også ofrede sig for menneskeheden.”

Grundig research
Alexander Tovborg har researchet længe på sin udstilling om Prometheus. Han sad sidste efterår under et residency i New York på det store Public Library og læste alt, hvad man dér kunne fremskaffe af materiale om den græske gud Dernæst gik rejsen til Georgien, hvor han opsøgte Prometheus’ grotte, som er badet i et spektakulært, farvet lys for at gøre den mere attraktiv for turisterne. Disse skrigende farver har han genskabt i malerierne. Fra den dybe sø nede i grotten hjemførte han det vand, som nu befinder sig i døbefonten. En rejse til Paris bragte ham endvidere til Gustave Moreau-museet, hvor han studerede – og lavede skitser efter – dennes Prometheus-motiver.

Hvordan har du malet billederne, som godt kan ligne glasmosaikker?

”Ja, det kan de – og læg mærke til, at de er tredelte. Jeg har atter arbejdet med mange lag af tekstiler i form af engangskarklude, som danner en kakkelstruktur. De har en ufattelig sugeevne. Derefter kommer der 24 lag akrylmaling, så der opstår en reliefstruktur. Jeg arbejder både indad i materien og udad på fladen. Det sidste sker med nogle tørre penselstrøg, som kommunikerer mere direkte med publikum.”

Menneskets fangenskab
–Mange har undret sig over, at der midt i dine mytologiske billeder indgår nogle højst prosaiske hotdogs.  Kan du fortælle om baggrunden for disse?

”Det er bogstaveligt talt et lydbillede. Jeg ville gerne genskabe lyden nede fra grotten, hvor der hele tiden falder dråber fra drypstenene. Når man spiser en hotdog, minder smaskelydene om disse dryppelyde. Hvis man forestiller sig, at munden er grotten, så er der en vis audioæstetik her. Prometheus kan symbolisere pølsen, og brødet omkring den Zeus’ hånd, som griber ham. Det er et moderne billede på den almindelige fastlåshed – menneskets fangenskab.”

–Hvorfor har du indhugget disse ord: “credo quia absurdum” på den i øvrigt meget smukke døbefont? At tro, selv om, eller måske fordi, det er absurd?

”Jeg ville gerne døbe folk ind i mytens tilstand. Plædere for, at man som menneske ikke lader sig styre af angsten. At man i stedet føler kærligheden fuldt og helt i alle dens former. At man tør give slip. At man tror på livet, og at man handler ærligt ud fra det, som man tror på. Det er troens ridder. Som kunstner har man et ansvar og en forpligtigelse til at være vidne til sin tid,” slutter Alexander Tovborg.

Vi forlader kirken. Orglet er i mellemtiden forstummet. Den prosaiske Valby-virkelighed venter derude. Men samtalen med Alexander har været så inspirerende, at jeg har besluttet at melde mig under fanerne hos Troens Riddere: Jeg skal døbes på fredag.